tirsdag den 20. oktober 2009
Op i omdrejninger
Jeg stresser over en stor aflevering i denne uge. Hjælp. skal aflevere lige om lidt (læs: om to døgn) Min hjerne har virkelig været svær at få op i omdrejninger efter en lang sommer uden faglige krav eller arbejde. Men nu er den endelig ved at komme op i gear. Kunne bare godt have tænkt mig mit nuværende arbejdstempo - i sidste uge! Når jeg det mon...? Og overlever jeg den efterfølgende vejleder-kritik?
torsdag den 15. oktober 2009
Løbetur på vinger
Palmesuset er glemt, udskiftet til hård efterårsblæst med op til 25 m/s! Jeg har fundet vinterløbegearet frem og med hue, handsker, halstørklæde og halvdårlig, estisk morgenpop i ørerne, fik jeg endelig taget mig sammen til den første løbetur ned til Löwenruh Parken, siden jeg kom hjem fra Frankrig. Der lå flere væltede træer i skoven og den dame, der var i gang med at feje blade sammen i parken, var lidt ude på en Sisyfos opgave. Der er et eller andet cool ved at være ude at løbe, når alle andre kigger på en, som om man er vanvittig. Men med det rigtige tøj fryser jeg slet ikke. Faktisk løb jeg kun selv den halve strækning idag - vinden blæste mig hele vejen hjem
tirsdag den 13. oktober 2009
Bekendelse
Jeg har ikke fået øvet mig på mit estiske siden jeg kom hjem fra Tartu og kamikaze kurset. P-I-S. Hvordan kunne jeg smide alt det jeg lærte på gulvet?! Vi har virkelig prøvet at tale herhjemme, men jeg har været alt for meget væk fra Estland siden midten af august og IKKE lavet internet-sprogøvelser en time hver dag, som jeg ellers havde lovet mig selv. Desuden har jeg næsten kun talt engelsk med de estere jeg kender, frem for at prøve med estisk først.
Straffen kom så i går. Jeg er ude og handle. Skal købe 5 æbler. Kan hverken huske hvordan man siger ”æbler” (det vidste jeg FØR jeg startede på at lære estisk) eller tallet 5 (det lærte jeg første dag i juni måned). Hold op, hvor var det langt ude, Marianne!
Så nu tegner vi lige en streg i sandet og så er det op på hesten igen. FRA I DAG. Min estiske svigerforældre kommer og besøger os om en måned. Så er der eksamen. Mon det bliver ”…en fest for den velforberedte”?
Straffen kom så i går. Jeg er ude og handle. Skal købe 5 æbler. Kan hverken huske hvordan man siger ”æbler” (det vidste jeg FØR jeg startede på at lære estisk) eller tallet 5 (det lærte jeg første dag i juni måned). Hold op, hvor var det langt ude, Marianne!
Så nu tegner vi lige en streg i sandet og så er det op på hesten igen. FRA I DAG. Min estiske svigerforældre kommer og besøger os om en måned. Så er der eksamen. Mon det bliver ”…en fest for den velforberedte”?
Drager i Estland?
Efter lange dage i sensommervarme Sydfrankrig er jeg tilbage i Estland. BRRRRHHHH. Tallinn-vejret bød mig velkommen med kølig midnatsblæst og orange og brune blade i opgangen. Det har regnet siden da. Men jeg er glad for at være tilbage. Godt nok bor jeg stadig i deprimerende betonomgivelser, men det var varmt, da jeg trådte ind i lejligheden! Bossen for centralstyringen af varmen var endelig kommet frem til, at det ER koldt og derfor gjort det muligt at sætte varme på. Måske var det haglvejret eller det faktum at der nu af og til er frost på græsset om morgenen, der overbeviste dem?
Oven på nogle turbulente måneder, hvor min mand og jeg har været mere adskilte end sammen, skal vi nu bo sammen i en hel måned før jeg igen skal til Danmark. JUBIII! Det er allerede over fire måneder siden vi flyttede herover, men der er ikke ro på endnu. Måske kommer der først det, når vi er flyttet ind i vores nye hjem? Måske kommer det først, når jeg har afleveret speciale? Måske - bliver der aldrig helt rigtig ro i vores liv. Vi har altid gang i et eller andet projekt, arrangement eller lign. Og når jeg tænker efter, kan jeg egentlig også godt lide det er sådan. Men lige i øjeblikket har jeg en drage hængende over hovedet, der truer med at spy ild efter mig og rive mit hoved af, hvis jeg ikke sætter tempoet op og får skrevet noget godt på specialet den næste uges tid. Jeg tror i hvert fald, at hun er en drage, men jeg skal nok lige have et vejledermøde mere, inden jeg er helt sikker i min sag…
Oven på nogle turbulente måneder, hvor min mand og jeg har været mere adskilte end sammen, skal vi nu bo sammen i en hel måned før jeg igen skal til Danmark. JUBIII! Det er allerede over fire måneder siden vi flyttede herover, men der er ikke ro på endnu. Måske kommer der først det, når vi er flyttet ind i vores nye hjem? Måske kommer det først, når jeg har afleveret speciale? Måske - bliver der aldrig helt rigtig ro i vores liv. Vi har altid gang i et eller andet projekt, arrangement eller lign. Og når jeg tænker efter, kan jeg egentlig også godt lide det er sådan. Men lige i øjeblikket har jeg en drage hængende over hovedet, der truer med at spy ild efter mig og rive mit hoved af, hvis jeg ikke sætter tempoet op og får skrevet noget godt på specialet den næste uges tid. Jeg tror i hvert fald, at hun er en drage, men jeg skal nok lige have et vejledermøde mere, inden jeg er helt sikker i min sag…
torsdag den 24. september 2009
uklare boligdrømme
Tja, jeg fandt ikke min drømmelejlighed/hus igår. Men helt sikkert nogle interessante muligheder. Faktisk tror jeg bedst jeg kunne lide det dyrevenlige hus, hvor badeværelset lugtede, som om hunden lige havde fået et bad og hele første sal stank af marsvin-lort. Men hvis man ligesom kunne se bort fra lugten og forestille sig nye gulve, var det egentlig et ret fint træhus i "Vindmølle Skoven". Spørgsmålet er så: vil vi egentlig have et hus og alt det rengøring, havearbejde, vedligeholdelse etc der følger med? Er det drømmen? Jeg ved det faktisk ikke.
Hvad synes I, kære læsere?
Min mand kigger videre næste uge. Jeg er et smut hjemme, men mest af alt i Sydfrankrig med tøserne. Jeg håber på nogle inputs mens jeg er væk, tager til gengæld lidt palmesus med tilbage til Jer!
Hvad synes I, kære læsere?
Min mand kigger videre næste uge. Jeg er et smut hjemme, men mest af alt i Sydfrankrig med tøserne. Jeg håber på nogle inputs mens jeg er væk, tager til gengæld lidt palmesus med tilbage til Jer!
onsdag den 23. september 2009
banke, banke på
Jubii!
Jeg skal ud og se på lejligheder lige om lidt. Optakten har ellers været lidt omstændig med restriktive banker, diverse regler for tilflyttere og krav om vanvittige 30 % indskud uden mulighed for hjælp fra kreditforeninger. Vi har også brugt tid på at gå lidt rundt i forskellige kvarterer for at få en fornemmelse af, hvor vi kunne tænke os at bo. Men nu er det nu! Jeg både gruer for standarden og er mere end nysgerrig for endelig at komme indenfor. Det føles som det første rigtige trin mod at få vores eget hjem herovre.
Forsætning følger…
Jeg skal ud og se på lejligheder lige om lidt. Optakten har ellers været lidt omstændig med restriktive banker, diverse regler for tilflyttere og krav om vanvittige 30 % indskud uden mulighed for hjælp fra kreditforeninger. Vi har også brugt tid på at gå lidt rundt i forskellige kvarterer for at få en fornemmelse af, hvor vi kunne tænke os at bo. Men nu er det nu! Jeg både gruer for standarden og er mere end nysgerrig for endelig at komme indenfor. Det føles som det første rigtige trin mod at få vores eget hjem herovre.
Forsætning følger…
tirsdag den 22. september 2009
Overspringshandling
Godt at det endelig blev tirsdag. Så jeg endelig kan få noget fra hånden! Havde en flad mandag i går. En af de mandage, hvor det tager så lang tid for mig at komme op i gear, at når jeg endelig er ovre den værste bakke, er det tid til at parkere kroppen – og gå i seng. Mandag nats drømme var derimod livlige og fulde af mærkelige historier og ideer. Opsparet energi, vil jeg tro.
For seks år siden fik jeg et legat til et års lønnet praktikophold i handelsafdelingen på den danske ambassade herovre. Og blev i den forbindelse af og til inviteret med til fester og sociale arrangementer i ambassaderegi. Nu er vi tilbage og inviteret med igen. Det er jeg glad for. Det er hyggeligt. Men jeg håber også jeg finder mig en omgangskreds uden for det internationale selskab. Jeg får ikke snakket nok estisk ellers. Eller kommet nærmere ind på den folkesjæl, jeg er så interesseret i at opdage og forstå. Men igen, det er dejligt at omgås med andre danskere af og til og fredag var en god aften.
Lørdag sov vi længe og satte derefter en Mads & Monopolet podcast maraton i gang, mens der blev støvet af, lagt tøj sammen og ryddet op og sorteret ud i diverse papirbunker. Senere var vi inviteret til fødselsdag i et hyggeligt kolonihavehusområde i udkanten af Tallinn. Præcis som i Danmark er folk her så glade for deres kolinihavehuse, at de mere eller mindre forsøger at gøre dem til helårsboliger. Nåh, men festen var en ren canadisk/estisk get-together. Ja, og så mig, altså. Sandsynligvis sæsonens sidste grillaften og med en varm sweater nød vi godt af klar himmel, myggenes fravær, min mands guitarspil ved bålet og en fantastisk canadisk chokolade-cheesecake. (Hov, var det ikke noget med at forrige uges tykke taskedame skulle dø?)
Søndag var udpræget afslappet, hvor det mest aktive indslag var en tur ud til det genåbnede Nõmme marked, som jeg, på trods af det kun var anden gang jeg var der, allerede elsker. Markedet var gået i efterårsmode med græskar i forskellige former, de sidste forvoksede squash, friske kantareller og tranebær, blåbær til min müesli, nødder på kviste og de tidligere omtalte havtorn. Har ellers hørt Nõmme kritisk omtalt af lokale. Vist mest fordi de fine markedsbutikker blev renoveret som et stunt i en politisk valgkampagne og fordi, at udbuddet nu er mere fancy – læs dyrere. Men jeg er stadig på det stadie, hvor jeg per refleks omregner alle priser til danske kroner med det facit, at lokalt produceret frugt og grønt er meget billigt. Også i Nõmme. En af Canada-esterne fortalte mig, at det tog hende 3 år(!), før hun holdt op med at omregne priser til canadiske dollars.
Min mand er blevet shanghajet af en gammel bekendt og har genoptaget estisk folkedans torsdage og søndage. Da jeg ikke er så integreret, at jeg glad danser med(bliver jeg mon nogensinde så integreret?), var det ensbetydende med, at jeg stenede fjernsyn resten af eftermiddagen og aftenen.
Hvor vil jeg egentlig hen med alt det her? Jeg skulle jo bare skrive at jeg var glad for at det blev tirsdag! Ud over mandags-ståen-i- stampe, skal jeg vist også passe på ikke at bruge bloggen som overspringshandling for ikke at arbejde på specialet. Slut! Tilbage til ”Intercultural Education in the curriculum: some comparative aspects from the Baltic and Nordic countries”…
For seks år siden fik jeg et legat til et års lønnet praktikophold i handelsafdelingen på den danske ambassade herovre. Og blev i den forbindelse af og til inviteret med til fester og sociale arrangementer i ambassaderegi. Nu er vi tilbage og inviteret med igen. Det er jeg glad for. Det er hyggeligt. Men jeg håber også jeg finder mig en omgangskreds uden for det internationale selskab. Jeg får ikke snakket nok estisk ellers. Eller kommet nærmere ind på den folkesjæl, jeg er så interesseret i at opdage og forstå. Men igen, det er dejligt at omgås med andre danskere af og til og fredag var en god aften.
Lørdag sov vi længe og satte derefter en Mads & Monopolet podcast maraton i gang, mens der blev støvet af, lagt tøj sammen og ryddet op og sorteret ud i diverse papirbunker. Senere var vi inviteret til fødselsdag i et hyggeligt kolonihavehusområde i udkanten af Tallinn. Præcis som i Danmark er folk her så glade for deres kolinihavehuse, at de mere eller mindre forsøger at gøre dem til helårsboliger. Nåh, men festen var en ren canadisk/estisk get-together. Ja, og så mig, altså. Sandsynligvis sæsonens sidste grillaften og med en varm sweater nød vi godt af klar himmel, myggenes fravær, min mands guitarspil ved bålet og en fantastisk canadisk chokolade-cheesecake. (Hov, var det ikke noget med at forrige uges tykke taskedame skulle dø?)
Søndag var udpræget afslappet, hvor det mest aktive indslag var en tur ud til det genåbnede Nõmme marked, som jeg, på trods af det kun var anden gang jeg var der, allerede elsker. Markedet var gået i efterårsmode med græskar i forskellige former, de sidste forvoksede squash, friske kantareller og tranebær, blåbær til min müesli, nødder på kviste og de tidligere omtalte havtorn. Har ellers hørt Nõmme kritisk omtalt af lokale. Vist mest fordi de fine markedsbutikker blev renoveret som et stunt i en politisk valgkampagne og fordi, at udbuddet nu er mere fancy – læs dyrere. Men jeg er stadig på det stadie, hvor jeg per refleks omregner alle priser til danske kroner med det facit, at lokalt produceret frugt og grønt er meget billigt. Også i Nõmme. En af Canada-esterne fortalte mig, at det tog hende 3 år(!), før hun holdt op med at omregne priser til canadiske dollars.
Min mand er blevet shanghajet af en gammel bekendt og har genoptaget estisk folkedans torsdage og søndage. Da jeg ikke er så integreret, at jeg glad danser med(bliver jeg mon nogensinde så integreret?), var det ensbetydende med, at jeg stenede fjernsyn resten af eftermiddagen og aftenen.
Hvor vil jeg egentlig hen med alt det her? Jeg skulle jo bare skrive at jeg var glad for at det blev tirsdag! Ud over mandags-ståen-i- stampe, skal jeg vist også passe på ikke at bruge bloggen som overspringshandling for ikke at arbejde på specialet. Slut! Tilbage til ”Intercultural Education in the curriculum: some comparative aspects from the Baltic and Nordic countries”…
fredag den 18. september 2009
Koldt
Det er midten af september og jeg sidder indenfor med halstørklæde, uldsokker og cardigan på. Jeg kan ikke tænde for varmen, for den er centralstyret her ude i sovjet-blokkene. Brrrrh! Hvad gør jeg til vinter - finder skidragten og polarundertøjet frem?
10 charmerende træk ved estere
*De elsker at synge vemodige fædrelandssange om naturen, pigen, kærligheden og sprutten.
*Sommeren er kort, så når det er endelig er varmt, giver pigerne den lige en ekstra tand med feminine og farvestrålende kjoler og matchende, høje sandaler eller stiletter.
*De er stolte af deres nationaldragter og folkloren indgår i nyfortolkede, mønstrede og broderede trøjer, strømper, sko, handsker, huer, forklæder etc. som også moderne bymennesker går med.
*Man smider ikke mad ud og man plukker, sylter, bager og spiser da frugten i haven, bærrene i hegnet og svampene i skovene.
*Der bliver stoppet ved fodgængerfelter og man rejser sig i bussen for gravide og ældre mennesker
*Estere kan ikke komme på besøg uden at have kage, drikke eller noget andet rart med.
*Det er et meget kulturelt anlagt folkefærd og unge som gamle går i teatret, operaen og til koncerter langt oftere end i Danmark.
*Estere giver ofte et par enkelte afskårne blomster til hinanden, ja selv skuespillere, musikere og lign får lidt blomster af privatpersoner. Holder du fødselsdag, bryllup eller lign. bliver du næsten begravet i blomster.
*Sauna, indsmøring i honning, slag med birketræsblade og et koldt gys går her op i en højere enhed.
*Der er en ikke ubetydelig gruppe af danskofiler i Estland :o)
*Sommeren er kort, så når det er endelig er varmt, giver pigerne den lige en ekstra tand med feminine og farvestrålende kjoler og matchende, høje sandaler eller stiletter.
*De er stolte af deres nationaldragter og folkloren indgår i nyfortolkede, mønstrede og broderede trøjer, strømper, sko, handsker, huer, forklæder etc. som også moderne bymennesker går med.
*Man smider ikke mad ud og man plukker, sylter, bager og spiser da frugten i haven, bærrene i hegnet og svampene i skovene.
*Der bliver stoppet ved fodgængerfelter og man rejser sig i bussen for gravide og ældre mennesker
*Estere kan ikke komme på besøg uden at have kage, drikke eller noget andet rart med.
*Det er et meget kulturelt anlagt folkefærd og unge som gamle går i teatret, operaen og til koncerter langt oftere end i Danmark.
*Estere giver ofte et par enkelte afskårne blomster til hinanden, ja selv skuespillere, musikere og lign får lidt blomster af privatpersoner. Holder du fødselsdag, bryllup eller lign. bliver du næsten begravet i blomster.
*Sauna, indsmøring i honning, slag med birketræsblade og et koldt gys går her op i en højere enhed.
*Der er en ikke ubetydelig gruppe af danskofiler i Estland :o)
torsdag den 17. september 2009
Kristi-Festi og de andre religioner
Det er ikke alt jeg skriver om i min blog. F.eks. nævner jeg ikke mine kære ved navn og jeg forsøger generelt at holde privatlivets skærmydsler og diskussioner med venner og familie uden for bloggens sfære. Desuden har jeg endnu ikke skrevet om hvad det egentlig er JEG skal lave her i Estland, mens min søde mand går på arbejde. Bloggen har været hyggeligt og ansvarsfrit land ind til nu. Men nu kan jeg ikke trække den længere.
Jeg skal skrive SPECIALE de næste seks måneder. Derefter skal jeg finde et job. Forhåbentligt et, der giver mening. Tykke bøger og videnskabelige tidsskrifter har invaderet mit skrivebord, så nu kryber emnet næsten af sig selv hen til computeren, ned i tasterne og ud på bloggen. Jeg håber ikke forløbet bliver lige så intenst som for den specialestuderende Anna Bella i ”Dinosaurens Fjer” (anbefales – intelligent krimi), men der bliver gang i den! Emnet er religionspolitikken i Estland – ROCK AND ROLL BABY! Ja, faktisk - for en Østeuropanørd og ex-Sovjet interesseret som mig bliver det en fest af et emne.
Estland er i dag det land i verden, hvor færrest bekender sig til en tro. 2-3 generationer er under sovjet-tiden vokset op uden kundskaber om verdensreligionerne og et fordrejet billede af hvad det vil sige at være troende. Og de generationer, der vokser op her efter uafhængigheden fra USSR/Rusland bliver for størstedelen heller ikke undervist i hverken egen kulturel kristen baggrund eller religion i det hele taget. Derfor er der i Estland i dag en udbredt uvidenhed og fordomme om trosretninger, kultur og skikke relateret til religion. Det må have nogle konsekvenser for sammenhængskraften i samfundet – dem skal jeg ud og finde. En spændingsroman med Marianne som opdager. Kan I se det for Jer…?
I går var en god dag. Jeg fik en mundtlig aftale med en super cool og relevant professor om at hun skal være min vejleder. Og hun er helt oppe at ringe over mit emne, kender noget til Estland i forvejen og er meget glad for at jeg har spurgt netop hende om hjælp i opklaringsarbejdet. Alle andre der sidder inde med viden om emnet, forslag til teori eller bare holdninger til kristendom og/eller religion som fag i skolen, må meget gerne komme på banen. Så skriver det speciale sig selv!
Jeg skal skrive SPECIALE de næste seks måneder. Derefter skal jeg finde et job. Forhåbentligt et, der giver mening. Tykke bøger og videnskabelige tidsskrifter har invaderet mit skrivebord, så nu kryber emnet næsten af sig selv hen til computeren, ned i tasterne og ud på bloggen. Jeg håber ikke forløbet bliver lige så intenst som for den specialestuderende Anna Bella i ”Dinosaurens Fjer” (anbefales – intelligent krimi), men der bliver gang i den! Emnet er religionspolitikken i Estland – ROCK AND ROLL BABY! Ja, faktisk - for en Østeuropanørd og ex-Sovjet interesseret som mig bliver det en fest af et emne.
Estland er i dag det land i verden, hvor færrest bekender sig til en tro. 2-3 generationer er under sovjet-tiden vokset op uden kundskaber om verdensreligionerne og et fordrejet billede af hvad det vil sige at være troende. Og de generationer, der vokser op her efter uafhængigheden fra USSR/Rusland bliver for størstedelen heller ikke undervist i hverken egen kulturel kristen baggrund eller religion i det hele taget. Derfor er der i Estland i dag en udbredt uvidenhed og fordomme om trosretninger, kultur og skikke relateret til religion. Det må have nogle konsekvenser for sammenhængskraften i samfundet – dem skal jeg ud og finde. En spændingsroman med Marianne som opdager. Kan I se det for Jer…?
I går var en god dag. Jeg fik en mundtlig aftale med en super cool og relevant professor om at hun skal være min vejleder. Og hun er helt oppe at ringe over mit emne, kender noget til Estland i forvejen og er meget glad for at jeg har spurgt netop hende om hjælp i opklaringsarbejdet. Alle andre der sidder inde med viden om emnet, forslag til teori eller bare holdninger til kristendom og/eller religion som fag i skolen, må meget gerne komme på banen. Så skriver det speciale sig selv!
mandag den 14. september 2009
Taskedamen skal dø
Det er superkliché at sige, men der er altså noget om det amerikanske saying: Home is where your heart is. I aften er jeg tilbage i Estland igen. Og selv om vi ikke har vores eget hjem endnu og jeg på mange måder slet ikke har forstået at vi skal blive der i 3-5 år, kan jeg mærke at jeg tænker "hjem til Estland", eller i virkeligheden tænker jeg nok snarere "hjem til min elskede".
Det er godt det samme, for efter efter 3 ugers rakkerliv mellem Sønderjylland, Nordsjælland, København, Gøteborg og Roskilde er jeg næsten også selv begyndt at opfatte mig som Taskedamen. For jeg skulle jo lige nå at se ALLE. Og det var også fantastisk. Men kreditkortet fik sig et ordentligt smæk, jeg er dødtræt at cafe-kaffe og sandwicher og bukserne strammer efter at have været gæst i så mange dage. Så i aften får den tykke Taskedame dødstødet og så er det altså forfra med gode løbeture, sund mad og fornuftige sengetider (gab)
Anyway - jeg har savnet bloggen og skriver snart igen
Det er godt det samme, for efter efter 3 ugers rakkerliv mellem Sønderjylland, Nordsjælland, København, Gøteborg og Roskilde er jeg næsten også selv begyndt at opfatte mig som Taskedamen. For jeg skulle jo lige nå at se ALLE. Og det var også fantastisk. Men kreditkortet fik sig et ordentligt smæk, jeg er dødtræt at cafe-kaffe og sandwicher og bukserne strammer efter at have været gæst i så mange dage. Så i aften får den tykke Taskedame dødstødet og så er det altså forfra med gode løbeture, sund mad og fornuftige sengetider (gab)
Anyway - jeg har savnet bloggen og skriver snart igen
torsdag den 27. august 2009
godt for øjet
Er hjemme i Danmark et par uger. Dejligt - dejligt er det. Også pludselig at (gen)opdage hvor pæne danske mænd egentlig er. Ja, sammenlignet med Estland - ren eyecandy...
fredag den 21. august 2009
Varme saunakys
Jeg bliver også lige nødt til at fortælle om min 2 års bryllupsdag. Var småsyg og snottet og derfor havde vi afblæst de store planer. Min mand hentede indisk takeaway og jeg havde fundet original svensk ”princesstorta” til dessert i supermarkedets køleboks. Men det jeg egentlig ville fortælle om var hans gave.
Det var en masse små, laminerede kort, der til sammen danner en mini-bog med søde estiske udtryk, man kan sige til en man holder af. Og for hvert kort jeg læste op og forsøgte at oversætte, fandt min mand på en ny tilbage til mig. Han gjorde aftenen romantisk og jeg følte mig elsket og smuk med min røde næse, tørre hals og et outfit bestående af dyne, joggingtøj, halstørklæde og fedtet hår. Til sidst havnede vi selvfølgelig på overdrevet som f.eks ”dine kys er varme som sauna”(så ved man, man har giftet sig med en ester!) og klicheer som ”dine øjne er som stjerner” men det var bare sjovt.
Kom ned på jorden igen med Clint Eastwoods krigsfilm ”Letters from Ivo Jiima” hvor ALLE skulle dø. Men romantikken lever endnu – også under sygdom.
Det var en masse små, laminerede kort, der til sammen danner en mini-bog med søde estiske udtryk, man kan sige til en man holder af. Og for hvert kort jeg læste op og forsøgte at oversætte, fandt min mand på en ny tilbage til mig. Han gjorde aftenen romantisk og jeg følte mig elsket og smuk med min røde næse, tørre hals og et outfit bestående af dyne, joggingtøj, halstørklæde og fedtet hår. Til sidst havnede vi selvfølgelig på overdrevet som f.eks ”dine kys er varme som sauna”(så ved man, man har giftet sig med en ester!) og klicheer som ”dine øjne er som stjerner” men det var bare sjovt.
Kom ned på jorden igen med Clint Eastwoods krigsfilm ”Letters from Ivo Jiima” hvor ALLE skulle dø. Men romantikken lever endnu – også under sygdom.
Udrydningstruet og uspiselig - men billig
”Hvis du spiser 5 små gule bær hver dag er du frisk hele vinteren” sagde bedstemoren bag en grønt bod til mig i går. Om end jeg godt har lagt mærke til, at jeg ikke længere bliver holdt vågen af lyse nætter, skulle man mene det er lige tidligt nok at bekymre sig om vitaminmangel her i august måned. På den anden side var min mand og jeg faktisk gået på markedet for at fylde fryseren med billige bær og stegte svampe. Det er og har været et fantastisk bær-år i Estland. De er blevet losset og solgt til især Sverige i læssevis. Folks Facebook status´er er fulde af bemærkninger om bærplukning, frugtkager, frugtgrød og spørgsmål om hvad man dog skal stille op med alle de bær man har i haven.
De gule bær, som jeg bagefter fandt ud af var havtorn (eller sibirisk ananas), indeholder per bær lige så meget c-vitamin som en appelsin, så hun var ikke helt galt på den, hende grønthandleren. Nu har vi 250g havtorn, 2 kg ribs, 1 kg solbær, ½ kg tyttebær, 1 kg blåbær og ½ kg megastore blåbær i fryseren. I køleskabet ligger 1kg kantareller, ½ kg smørsvampe og ½ kg rødbrun mælkehat som venter på at blive stegt i smør over weekenden, for så at havne samme sted. Der er dog et lille ”men”.
Vi kendte ikke de to sidste svampearter men smørsvamp lød jo godt og den anden svamp så god ud. ”Smørsvampen” hedder på dansk grubestokket mælkehat og er i Danmark kategoriseret som udrydningstruet samt uspiselig. Hi hi hi. Et godt eksempel på at danske og estiske smagsløg ER forskellige. Efter et opkald til familiens svampeekspert – min estiske svigerfar – blev vi lidt klogere. De to sidste slags bruges mest til syltning, men kan også, efter længere tids kogning og vridning for at komme af med skadelige stoffer, steges og spises (af danskere?).
Jeg er ikke helt sikker på om balancen mellem arbejdsindsats vs. belønning ikke tipper, i et regnestykke hvor udgifterne til de to sidste slags svampe i alt var 25 DKR og det vist kommer til at tage et par timer af lørdagen at tilberede dem. Men min mand er optimistisk.
De gule bær, som jeg bagefter fandt ud af var havtorn (eller sibirisk ananas), indeholder per bær lige så meget c-vitamin som en appelsin, så hun var ikke helt galt på den, hende grønthandleren. Nu har vi 250g havtorn, 2 kg ribs, 1 kg solbær, ½ kg tyttebær, 1 kg blåbær og ½ kg megastore blåbær i fryseren. I køleskabet ligger 1kg kantareller, ½ kg smørsvampe og ½ kg rødbrun mælkehat som venter på at blive stegt i smør over weekenden, for så at havne samme sted. Der er dog et lille ”men”.
Vi kendte ikke de to sidste svampearter men smørsvamp lød jo godt og den anden svamp så god ud. ”Smørsvampen” hedder på dansk grubestokket mælkehat og er i Danmark kategoriseret som udrydningstruet samt uspiselig. Hi hi hi. Et godt eksempel på at danske og estiske smagsløg ER forskellige. Efter et opkald til familiens svampeekspert – min estiske svigerfar – blev vi lidt klogere. De to sidste slags bruges mest til syltning, men kan også, efter længere tids kogning og vridning for at komme af med skadelige stoffer, steges og spises (af danskere?).
Jeg er ikke helt sikker på om balancen mellem arbejdsindsats vs. belønning ikke tipper, i et regnestykke hvor udgifterne til de to sidste slags svampe i alt var 25 DKR og det vist kommer til at tage et par timer af lørdagen at tilberede dem. Men min mand er optimistisk.
onsdag den 19. august 2009
svært
Får ikke talt så meget estisk hjemme, som jeg havde tænkt mig. Det er virkelig svært for os at skifte sprog...
mandag den 17. august 2009
Estland ligger i ...
Et af de mange temaer under kamikaze ugen, var Estlands geografi. Vi skulle lære navnene på verdensretningerne, regionerne i Estland, etc. Så stiller min lærer 100.000 EEK spørgsmålet: Hvor ligger Estland?
Mit umiddelbare svar var: I Østeuropa. Men så går det op for mig hvor politiseret den geografiforståelse egentlig er. At mit refleks svar stadig er påvirket af skoletiden, hvor vi i lang tid også efter at Muren faldt i 1989 stadig talte om Vesteuropa vs. (genopbygningen af) Østeuropa. Men opdelingen af Europa i øst og vest giver ikke rigtig nogen mening længere. Gad vide hvor mange danskere egentlig er klar over at Europas geografiske centrum ligger et sted i Litauen? Og at Tallinn eksempelvis ligger på linje med Stockholm på europakortet?
Så hvor ligger Estland? I Centraleuropa? Eller måske i Skandinavien? Mange estere føler, at landets anknytning til især Finland men også det øvrige Skandinavien giver et større fællesskab med Skandinavien end de to andre baltiske lande. Men det virker alligevel lidt vidtgående.
Måske Nordeuropa er det bedste bud. Men det er ikke helt nemt at svare på det spørgsmål. Slet ikke på estisk.
Mit umiddelbare svar var: I Østeuropa. Men så går det op for mig hvor politiseret den geografiforståelse egentlig er. At mit refleks svar stadig er påvirket af skoletiden, hvor vi i lang tid også efter at Muren faldt i 1989 stadig talte om Vesteuropa vs. (genopbygningen af) Østeuropa. Men opdelingen af Europa i øst og vest giver ikke rigtig nogen mening længere. Gad vide hvor mange danskere egentlig er klar over at Europas geografiske centrum ligger et sted i Litauen? Og at Tallinn eksempelvis ligger på linje med Stockholm på europakortet?
Så hvor ligger Estland? I Centraleuropa? Eller måske i Skandinavien? Mange estere føler, at landets anknytning til især Finland men også det øvrige Skandinavien giver et større fællesskab med Skandinavien end de to andre baltiske lande. Men det virker alligevel lidt vidtgående.
Måske Nordeuropa er det bedste bud. Men det er ikke helt nemt at svare på det spørgsmål. Slet ikke på estisk.
torsdag den 13. august 2009
humørfyldt kamikazeuge
I morgen er sidste dag på det jeg efterhånden refererer til som kamikaze-ugen i Tartu. Undervisningen er grammatisk hjernevask for viderekomne. Anden uge har været en hård og anstrengende uge – men også en meget sjovere uge. Efterhånden som jeg har lært min værtsfamilie bedre at kende og selv er blevet lidt bedre til at konstruere korte men tæt på forståelige sætninger, har vi haft mere selskabeligt sammen. Vi er gået fra at jeg fik serveret morgenmad i køkkenet, efter at familien havde spist, til at vi nu spiser sammen. Vi hyggesnakker, laver sjov (her bliver jeg NØDT til også at involvere engelsk), jeg har lavet en god middag til dem, men bedst af alt: Jeg hænger ud med min søde værtsmor.
Der er filmfestival i Tartu hele denne uge og på rådhuspladsen er hver aften en eller flere gratis fremvisninger på storskærm. Tirsdag så vi sammen en sweizisk film ”Tandoori Love” om et indisk kærlighedsforhold – på estisk! Havde sat min lid til mine tyskkundskaber, men de rakte ikke til at forstå sweizer deutch, så der blev læst estiske undertekster for fuld skrue. Bagefter drak vi vin til efter kl. 2.00 med min værtsmors veninde Marja – og aldrig har estisk været så let som efter et par glas vin.
Veninden er et af de mest livlige mennesker jeg længe har mødt. Meget høj, tyk, dødcharmerende, masser af mimik, grinende og så snakkede hun estisk non-stop til mig og jeg forstod hende faktisk. Eller sådan føltes det. Hun har også lært sin finske mands børn fra et tidligere ægteskab estisk meget hurtigt ved insisterende at blive ved med at føre en samtale ind til børnene reelt forstod hende.
Nåh, men Marja var så supersød sammen med min værtsmor at arrangere en naturskøn tur ud til Marjas sommerhus med tilhørende 4 tønder land. Grunden lå lige ned til kæmpe søen Peipsi, der løber langs det meste af Estlands østlige grænse. Og der var helt mennesketomt – ud over 5 kvinder med stort k, der nøgenbadede i solnedgangen, svedte tran i en gammeldags russisk 100 grader varm sauna (inkl. ”piskning” med våde birkeblade) og spiste grillede pølser og sure agurker med god appetit. Min hud er blevet godt skrubbet igennem og håret er silkeblødt efter vask i det rene, kalkfrie vand. Frederiksberg Forsyning - go home!
Jeg længes efterhånden efter at se min mand igen, men det har nu været fedt at rejse herned alene. Man oplever andre ting når man ikke har en følgesvend som ”back-up". Det bliver svært at undvære familiens hvide katte, der er krøbet op i sengen til mig, op på skødet og sågar op på min laptoc og opslåede ordbøger for at blive aet og snakket med. De er dødforkælede, spiser kun det bedste af det bedste men er ret kære. Men min værtsmor elsker dem (næsten) højere end sin mand, så det går vist ikke.
Næste udfordring i projekt "Mariannes integration i Estland" bliver så rent faktisk også at tale estisk derhjemme. Jeg har nok altid tænkt, at det var noget, der ville komme automatisk – at når vi boede i Estland, ville vi tale estisk sammen. Men dansk/svensk har været VORES sprog i nu snart syv år, og det ændrer man ikke sådan bare lige på. Vi har talt om at vi nok må aftale bestemte tider eller former at tale det nye sprog sammen på. Bare i starten, ind til det bliver mere naturligt. Jeg er selv et ret stort sludrechatol, så jeg ved, jeg vil finde det frustrerende ikke at kunne udtrykke mig så godt. Måske hvis jeg ved, at jeg senere på aftenen kan tale dansk, er det ok at jeg f.eks. under middagen ikke kan sige præcis, det jeg havde tænkt. Hvem ved, min mand kommer måske endda til at sætte pris på lidt madro til en forandring?
Der er filmfestival i Tartu hele denne uge og på rådhuspladsen er hver aften en eller flere gratis fremvisninger på storskærm. Tirsdag så vi sammen en sweizisk film ”Tandoori Love” om et indisk kærlighedsforhold – på estisk! Havde sat min lid til mine tyskkundskaber, men de rakte ikke til at forstå sweizer deutch, så der blev læst estiske undertekster for fuld skrue. Bagefter drak vi vin til efter kl. 2.00 med min værtsmors veninde Marja – og aldrig har estisk været så let som efter et par glas vin.
Veninden er et af de mest livlige mennesker jeg længe har mødt. Meget høj, tyk, dødcharmerende, masser af mimik, grinende og så snakkede hun estisk non-stop til mig og jeg forstod hende faktisk. Eller sådan føltes det. Hun har også lært sin finske mands børn fra et tidligere ægteskab estisk meget hurtigt ved insisterende at blive ved med at føre en samtale ind til børnene reelt forstod hende.
Nåh, men Marja var så supersød sammen med min værtsmor at arrangere en naturskøn tur ud til Marjas sommerhus med tilhørende 4 tønder land. Grunden lå lige ned til kæmpe søen Peipsi, der løber langs det meste af Estlands østlige grænse. Og der var helt mennesketomt – ud over 5 kvinder med stort k, der nøgenbadede i solnedgangen, svedte tran i en gammeldags russisk 100 grader varm sauna (inkl. ”piskning” med våde birkeblade) og spiste grillede pølser og sure agurker med god appetit. Min hud er blevet godt skrubbet igennem og håret er silkeblødt efter vask i det rene, kalkfrie vand. Frederiksberg Forsyning - go home!
Jeg længes efterhånden efter at se min mand igen, men det har nu været fedt at rejse herned alene. Man oplever andre ting når man ikke har en følgesvend som ”back-up". Det bliver svært at undvære familiens hvide katte, der er krøbet op i sengen til mig, op på skødet og sågar op på min laptoc og opslåede ordbøger for at blive aet og snakket med. De er dødforkælede, spiser kun det bedste af det bedste men er ret kære. Men min værtsmor elsker dem (næsten) højere end sin mand, så det går vist ikke.
Næste udfordring i projekt "Mariannes integration i Estland" bliver så rent faktisk også at tale estisk derhjemme. Jeg har nok altid tænkt, at det var noget, der ville komme automatisk – at når vi boede i Estland, ville vi tale estisk sammen. Men dansk/svensk har været VORES sprog i nu snart syv år, og det ændrer man ikke sådan bare lige på. Vi har talt om at vi nok må aftale bestemte tider eller former at tale det nye sprog sammen på. Bare i starten, ind til det bliver mere naturligt. Jeg er selv et ret stort sludrechatol, så jeg ved, jeg vil finde det frustrerende ikke at kunne udtrykke mig så godt. Måske hvis jeg ved, at jeg senere på aftenen kan tale dansk, er det ok at jeg f.eks. under middagen ikke kan sige præcis, det jeg havde tænkt. Hvem ved, min mand kommer måske endda til at sætte pris på lidt madro til en forandring?
mandag den 10. august 2009
Hardcore
ma olen surnud = jeg er død. I overført betydning selvfølgelig, men det kan jeg ikke finde ud af sige på estisk. Anden uge på intensiv kurset her i Tartu er hardcore, fordi der ikke var nok tilmeldte til at lave mere end et hold. Det betyder at jeg nu er på hold med fire andre, der allerede taler estisk - mere eller mindre. Og den ene af vores to lærere taler kun hurtigt estisk. Selv om vi har fri allerede klokken 14.00, er jeg her fire timer senere bare færdig - helt færdig.
Det er altså sjovere at være den bedste i klassen end den dårligste.
Det er altså sjovere at være den bedste i klassen end den dårligste.
lørdag den 8. august 2009
Estere: Hvor eller hvad er nøglen?
På en sten mellem abrikos violerne og fransesca primulaerne i Tartus botaniske have, havde jeg i går aftes en meget sjov men også meget sigende oplevelse.
Jeg havde med et vennepar fra Tallin købt billetter til udendørs koncert med Estlands melodi grand prix vinder nummer 1 & 2, der sammen med et latino orkester sang og spillede samba, bossanova blandet med estiske melodier. Og omgivelserne var grønne og skønne. Efter et par sange, prøver et bandmedlem fra Rio de Janeiro, at få det musestille publikum mere med. Så han råber ting som: Er i der publikum? Ingen svar… Vil I have bossanova? Ingen svar… Klap hvis I også vil have karneval: Jeg og én anden udlænding klapper. .. Og så er det en ester siger til mig: "There’s Estonian party to you. Tough crowd, huh"? Ja, det må du nok sige. Varmblodige latino-rytmer og ædru estere. Jeg måtte virkelig beherske mig for ikke at slippe et hysterisk grineflip løs, der midt i stilheden.
Når folk spørger mig om kulturforskelle mellem Estland og Danmark eller om der er noget, der er svært ved at bo i Estland plejer jeg at sige: Jeg kan nemt føle, at jeg larmer - bare i kraft af at jeg træder ind i et rum. Her er stilhed en værdi i sig selv - i langt højere grad end i Danmark. Man forventes ikke at gå rundt og introducere sig selv ved festlige sammenkomster og det er helt ok, at der ikke rigtig bliver sagt så meget over et middagsbord eller de første par timer af en fest. Samtidig fornemmer jeg også, at jeg er ”for meget” ”for hurtigt” når det gælder personlige relationer. Det kan jeg endda være for nogle i Danmark af og til, så her er en samtale med mig måske ren følelsesporno. Sidste gang jeg boede i Estland, kunne jeg efter et år i hvert fald konstatere, at det ikke var lykkedes mig at få en eneste nær ESTISK ven (jeg scorede mig en ægtefælle, men det er en anden historie). Med ven mener jeg den personlige slags, som ved om man er blevet fyret eller hyret, om man er glad eller ked og tager en interesse i ens liv.
Annika, min estisk lærer her i Tartu, taler en del dansk og er kommet meget i Danmark. Hun har fortalt mig at da hun første gang kom til Danmark, var det med et ophold på en højskole i Jylland. Og det var et kæmpe kulturchok for hende. ”I just wanted to sit quietly in my room and be left alone” fortalte hun grinende. For som på de fleste højskoler, forventedes det af hende, at man indgik i fællesskabet, tog del i de mange gruppe-aktiviteter, hyggede sig sammen og i det hele taget at blive en del af den særlige klynge-symbiose, der nemt opstår.
Samtidigt følte hun også, at danskerne invaderede hendes personlige rum. Fordi folk kunne finde på at røre hende på skulderen, armen eller hånden, når de ville hende noget. Og de krammede hele tiden. Men værst var alligevel en person, der kunne finde på at røre ved hendes hår. Det hadede hun så meget, at hun bevidst forsøgte at undvige og endda gå over på den anden side af gaden eller gangen, hvis hun så vedkommende nærme sig hende. Når man hører hende fortælle, får man helt fornemmelsen af at vi danskere alle har lidt latino blod i årerne. Os. Vi kolde, reserverede danskere. Jeg ved, at man inden for skandinavisk forretningskultur, taler om at danskerne er Nordens arabere, men stadig…
Annika har lige været i Danmark igen og forsøger at komme til Danmark hvert år, så hun endte jo med at synes helt godt om danskerne. Hun måtte skrue lidt op for personligheden, mens jeg måske skal finde en måde at dæmpe min på – uden at tabe mig selv i den balancegang. Bedre sprogkendskab kommer til at åbne døre for mig, men nøglen til esternes hjerter og måske med tiden en sand estisk ven, ved jeg ikke hvor ligger gemt.
Jeg havde med et vennepar fra Tallin købt billetter til udendørs koncert med Estlands melodi grand prix vinder nummer 1 & 2, der sammen med et latino orkester sang og spillede samba, bossanova blandet med estiske melodier. Og omgivelserne var grønne og skønne. Efter et par sange, prøver et bandmedlem fra Rio de Janeiro, at få det musestille publikum mere med. Så han råber ting som: Er i der publikum? Ingen svar… Vil I have bossanova? Ingen svar… Klap hvis I også vil have karneval: Jeg og én anden udlænding klapper. .. Og så er det en ester siger til mig: "There’s Estonian party to you. Tough crowd, huh"? Ja, det må du nok sige. Varmblodige latino-rytmer og ædru estere. Jeg måtte virkelig beherske mig for ikke at slippe et hysterisk grineflip løs, der midt i stilheden.
Når folk spørger mig om kulturforskelle mellem Estland og Danmark eller om der er noget, der er svært ved at bo i Estland plejer jeg at sige: Jeg kan nemt føle, at jeg larmer - bare i kraft af at jeg træder ind i et rum. Her er stilhed en værdi i sig selv - i langt højere grad end i Danmark. Man forventes ikke at gå rundt og introducere sig selv ved festlige sammenkomster og det er helt ok, at der ikke rigtig bliver sagt så meget over et middagsbord eller de første par timer af en fest. Samtidig fornemmer jeg også, at jeg er ”for meget” ”for hurtigt” når det gælder personlige relationer. Det kan jeg endda være for nogle i Danmark af og til, så her er en samtale med mig måske ren følelsesporno. Sidste gang jeg boede i Estland, kunne jeg efter et år i hvert fald konstatere, at det ikke var lykkedes mig at få en eneste nær ESTISK ven (jeg scorede mig en ægtefælle, men det er en anden historie). Med ven mener jeg den personlige slags, som ved om man er blevet fyret eller hyret, om man er glad eller ked og tager en interesse i ens liv.
Annika, min estisk lærer her i Tartu, taler en del dansk og er kommet meget i Danmark. Hun har fortalt mig at da hun første gang kom til Danmark, var det med et ophold på en højskole i Jylland. Og det var et kæmpe kulturchok for hende. ”I just wanted to sit quietly in my room and be left alone” fortalte hun grinende. For som på de fleste højskoler, forventedes det af hende, at man indgik i fællesskabet, tog del i de mange gruppe-aktiviteter, hyggede sig sammen og i det hele taget at blive en del af den særlige klynge-symbiose, der nemt opstår.
Samtidigt følte hun også, at danskerne invaderede hendes personlige rum. Fordi folk kunne finde på at røre hende på skulderen, armen eller hånden, når de ville hende noget. Og de krammede hele tiden. Men værst var alligevel en person, der kunne finde på at røre ved hendes hår. Det hadede hun så meget, at hun bevidst forsøgte at undvige og endda gå over på den anden side af gaden eller gangen, hvis hun så vedkommende nærme sig hende. Når man hører hende fortælle, får man helt fornemmelsen af at vi danskere alle har lidt latino blod i årerne. Os. Vi kolde, reserverede danskere. Jeg ved, at man inden for skandinavisk forretningskultur, taler om at danskerne er Nordens arabere, men stadig…
Annika har lige været i Danmark igen og forsøger at komme til Danmark hvert år, så hun endte jo med at synes helt godt om danskerne. Hun måtte skrue lidt op for personligheden, mens jeg måske skal finde en måde at dæmpe min på – uden at tabe mig selv i den balancegang. Bedre sprogkendskab kommer til at åbne døre for mig, men nøglen til esternes hjerter og måske med tiden en sand estisk ven, ved jeg ikke hvor ligger gemt.
Brunch-alterntiv?
Jeg ved ikke helt hvordan jeg skal vænne mig til bare at spise yougurt naturel med müsli, når jeg er tilbage i Tallinn igen. Her i Tartu hos min værtsfamilie, står jeg op til et veldækket morgenbord, der ud over nyristet brød, the & kaffe og søde yougurter, hver dag byder på en lun overaskelse, blandt andet risengrød, pandekager med hjemmelavet syltetøj, omelet og ananas-hytteost tærte.
Her til morgen havde min værtsfamilie en veninde på besøg og hun havde friske, varmrøgede fladfisk med sig fra markedet. Man fik en hel fisk hver, som vi så sad og pillede det lune kød af. På morgenbordet var også nybagte pølsepirogger, friske hindbær blandet med solbærsyltetøj og mælk, tomat/dild salat, gulerodsboller og pålæg. Mon det kunne slå an som alternativ til den gennemsnitlige københavnerbrunch...?
Her til morgen havde min værtsfamilie en veninde på besøg og hun havde friske, varmrøgede fladfisk med sig fra markedet. Man fik en hel fisk hver, som vi så sad og pillede det lune kød af. På morgenbordet var også nybagte pølsepirogger, friske hindbær blandet med solbærsyltetøj og mælk, tomat/dild salat, gulerodsboller og pålæg. Mon det kunne slå an som alternativ til den gennemsnitlige københavnerbrunch...?
tirsdag den 4. august 2009
kodutöö og stikkelsbærben
I et rent skær af optimisme pakkede jeg min badedragt med til Tartu, på trods af at byen ligger inde i landet og der ikke var nogen søer at se på kortet. En flod render derimod igennem byen, men som jeg havde forudset, ser den ikke ren nok ud til, at jeg har lyst til at bade i den. Jeg blev derfor meget glad, da en medstuderende fortalte mig om en kunstig kanal, der er løber parallelt med floden. Fin sandstrand, omklædningsmuligheder og vandet var så klart at jeg kunne se de mange små fisk på bunden. Med sine ca. 600 meters længde blev det en helt pæn svømmetur frem og tilbage. Kodutöö (lektier) blev lavet i solen mens jeg tørrede og så havde jeg fortjent en stor blåbæris. Og en grillpølse. Estisk er helt herligt i dag.
Nu skal jeg over i supermarkedet efter barbergrej. Har booket tid til manicure og pedicure (for ca. 200 kr) og synes ikke rigtig damen skal udsættes for mine 3-4 dages stikkelsbærben…
Nu skal jeg over i supermarkedet efter barbergrej. Har booket tid til manicure og pedicure (for ca. 200 kr) og synes ikke rigtig damen skal udsættes for mine 3-4 dages stikkelsbærben…
Viggo
Åh, ja. Så er der også lige et familiemedlem mere, jeg ikke fik fortalt om i går. Viggo.
Viggo går i fedtet undertrøje med seler, derudover habitjakke og bukser. Viggo er 84 år, hører dårligt, tænker langsomt, mangler halvdelen af sine tænder, smasker og efterlader meget mad omkring munden, når han spiser. Viggo og jeg spiser morgenmad sammen.
Jeg tror ikke Viggo og jeg har helt de samme ambitioner med sprogkurset. Viggo har været på begynderholdet de sidste fire somre. Jeg blev efter en test placeret i mellemgruppen (læs: Viggo-frizone) og det er jeg både stolt og lidt lettet over :o) Jeg har ham stærkt mistænkt for bare at være tilmeldt, for at have nogen at snakke med i kaffepauserne, hygge sig og ellers blive opvartet af vores værter. Og fred være med det. Viggo skal bare holde op med at tro, at vi hver dag skal drikke kaffe sammen, spise frokost sammen og sidde op og ned af hinanden ude i haven. DER ER OGSÅ ANDRE PÅ HOLDET, VIGGO!
Lærerne fortalte at Viggo som i går ofte kommer for sent til timerne og lige før kom vores ”mor” og sagde han var blevet væk for hende – igen…
Viggo går i fedtet undertrøje med seler, derudover habitjakke og bukser. Viggo er 84 år, hører dårligt, tænker langsomt, mangler halvdelen af sine tænder, smasker og efterlader meget mad omkring munden, når han spiser. Viggo og jeg spiser morgenmad sammen.
Jeg tror ikke Viggo og jeg har helt de samme ambitioner med sprogkurset. Viggo har været på begynderholdet de sidste fire somre. Jeg blev efter en test placeret i mellemgruppen (læs: Viggo-frizone) og det er jeg både stolt og lidt lettet over :o) Jeg har ham stærkt mistænkt for bare at være tilmeldt, for at have nogen at snakke med i kaffepauserne, hygge sig og ellers blive opvartet af vores værter. Og fred være med det. Viggo skal bare holde op med at tro, at vi hver dag skal drikke kaffe sammen, spise frokost sammen og sidde op og ned af hinanden ude i haven. DER ER OGSÅ ANDRE PÅ HOLDET, VIGGO!
Lærerne fortalte at Viggo som i går ofte kommer for sent til timerne og lige før kom vores ”mor” og sagde han var blevet væk for hende – igen…
søndag den 2. august 2009
Ny familie
Jeg er rejst til Estlands universitetsby Tartu for at deltage i et tougers intensivt estisk kursus. Det bli'r hardcore - håber jeg! Jeg bor privat indlogeret og har fået en venlig ny estisk "familie": Far geolog, Mor geolog, 1 stk uni-studerende datter og 2 hvide katte. Datteren skal om en uge på udveksling et år til... Danmark. Er verden ikke bare lille?
tirsdag den 28. juli 2009
himmelsk rødgrød
Vil du også smage et stykke af himlen? Vi lavede rødgrød i weekenden og tættere på kan man næsten ikke komme:
Rødgrød, 6-8 personer
1kg jordbær, ½ kg solbær, ½ kg ribs, ½ kg hindbær. Ribbet og nippet (så meget man gider)
2-3 dl sukker
4 dl vand
Kog sammen ved svag varme 15-20 min
Jævn evt. med 3 spk. maizena
Køl af og spis med iskold fløde/mælk
Bærrene er billige på mit lokale Mustamäe marked og kommer fra Øen Hiiumaa. Den duft der spreder sig hjemme, når frugten koger op, er til at dø for. Alle røde bær kan i princippet bruges, brug dem du kan komme i nærheden af. Selv har jeg planer om at lave en mørkere version med blåbær, solbær og røde stikkelsbær senere denne uge. For ikke at tale om mit køb af 300 g friske kantareller, der skal steges med smør og løg og spises på ristet rugbrød – måske med en dildkvist og et glas koldt øl til… Prøv det!
Rødgrød, 6-8 personer
1kg jordbær, ½ kg solbær, ½ kg ribs, ½ kg hindbær. Ribbet og nippet (så meget man gider)
2-3 dl sukker
4 dl vand
Kog sammen ved svag varme 15-20 min
Jævn evt. med 3 spk. maizena
Køl af og spis med iskold fløde/mælk
Bærrene er billige på mit lokale Mustamäe marked og kommer fra Øen Hiiumaa. Den duft der spreder sig hjemme, når frugten koger op, er til at dø for. Alle røde bær kan i princippet bruges, brug dem du kan komme i nærheden af. Selv har jeg planer om at lave en mørkere version med blåbær, solbær og røde stikkelsbær senere denne uge. For ikke at tale om mit køb af 300 g friske kantareller, der skal steges med smør og løg og spises på ristet rugbrød – måske med en dildkvist og et glas koldt øl til… Prøv det!
torsdag den 23. juli 2009
Fællesskab efterlyses
Så ramte den mig for første gang. Hjemveen. Ensomheden. De første uger har alt været nyt, turistagtigt, lidt forvirrende og der er sket en masse. Nu er hverdagen her. Og den er anderledes.
Kontrasten blev nok for stor mellem en herlig ferie i sidste uge og så 3 dage i træk med uafbrudt gråt og vådt vejr, ingen aftaler i kalenderen og ingen forpligtigelser at stå op til. Veninderne er langt væk, der er først estisk undervisning igen om 10 dage og jeg kender ikke rigtig nogen i byen. Min mand har aldrig haft det store behov for at omgås folk i hverdagene og har derfor ikke taget initiativ til at mødes med gamle bekendte endnu, så jeg blev nødt til at fortælle ham, at nu måtte han lige komme ind i kampen og hjælpe mig lidt. En middagsaftale i aften har jeg selv fixet.
I bund og grund er det jo også mig selv der har ansvaret for mit liv herovre. Sidste gang – med mit job på ambassaden, havde jeg en referenceramme og netværk man kunne blive en del af, og selv bygge videre på. Her er jeg lige nu konen, der fulgte med. OG DET GIDER JEG IKKE VÆRE!!!!!
Løbeklubben kunne jo have været et godt startsted at skabe nye kontakter, men folk løber ikke sammen herovre. Individualisme er i endnu højere grad end i Danmark en udbredt værdi. Og hvem kan bebrejde dem det, efter sovjetunionens negative udnyttelse af den kollektive ide. Men jeg må ud og finde et eller andet fællesskab. Helst et der ikke involverer min mand. Hvad mon det kan være for noget…?
Kontrasten blev nok for stor mellem en herlig ferie i sidste uge og så 3 dage i træk med uafbrudt gråt og vådt vejr, ingen aftaler i kalenderen og ingen forpligtigelser at stå op til. Veninderne er langt væk, der er først estisk undervisning igen om 10 dage og jeg kender ikke rigtig nogen i byen. Min mand har aldrig haft det store behov for at omgås folk i hverdagene og har derfor ikke taget initiativ til at mødes med gamle bekendte endnu, så jeg blev nødt til at fortælle ham, at nu måtte han lige komme ind i kampen og hjælpe mig lidt. En middagsaftale i aften har jeg selv fixet.
I bund og grund er det jo også mig selv der har ansvaret for mit liv herovre. Sidste gang – med mit job på ambassaden, havde jeg en referenceramme og netværk man kunne blive en del af, og selv bygge videre på. Her er jeg lige nu konen, der fulgte med. OG DET GIDER JEG IKKE VÆRE!!!!!
Løbeklubben kunne jo have været et godt startsted at skabe nye kontakter, men folk løber ikke sammen herovre. Individualisme er i endnu højere grad end i Danmark en udbredt værdi. Og hvem kan bebrejde dem det, efter sovjetunionens negative udnyttelse af den kollektive ide. Men jeg må ud og finde et eller andet fællesskab. Helst et der ikke involverer min mand. Hvad mon det kan være for noget…?
mandag den 20. juli 2009
Man gør hvad man kan
Indkøbt under ferien ved besøg hos diverse håndarbejds-butikker:
Et sæt strikkede handsker,
to par strikkede sokker,
et quilt tæppe,
en filt-fugl,
et turkist sjal,
en hårbøjle
en fødselsdagsgave
og en hæklet hårnips.
Min mand har købt: ingenting!
Ja, det er da godt gået, at det er jeg som ikke-estisk statborger der egenhændigt må forsøge at holde de estiske brugskunst-håndværkere oven vande, nu der er finanskrise :o) Pinligt for ham!
Et sæt strikkede handsker,
to par strikkede sokker,
et quilt tæppe,
en filt-fugl,
et turkist sjal,
en hårbøjle
en fødselsdagsgave
og en hæklet hårnips.
Min mand har købt: ingenting!
Ja, det er da godt gået, at det er jeg som ikke-estisk statborger der egenhændigt må forsøge at holde de estiske brugskunst-håndværkere oven vande, nu der er finanskrise :o) Pinligt for ham!
slotsferie med storke, frøer og andet godt
Rejste med prinsen, blev behandlet som en prinsesse, har sovet som en dronning, spist som en konge, boet som grever og baroner, solet i regnbuen, svømmet i sølv og kørt rundt i gul(d) og grønne skove. Uden at overdrive - således kan 1 uges romantisk get-a-away ferie i det sydøstlige Estland opsummeres.
Og så var der storke. Masser af storke. Så mange, at jeg begyndte at tælle, hvor mange jeg så på et og samme sted – 7 stk. blev det. I Danmark har vi drænet vores vådområder for meget til at frøer og lign guf for storke kan overleve. Derfor er storkene emigreret til bl.a. Estland, der med sine mange søer, floder, åer, moser, sump osv. tilsyneladende er et storke-paradis.
På en alt for lang, varm og fugtig løbetur måtte jeg da også flere gange stoppe op for ikke at massakrere flere sorte minifrø-kolonier med mine str. 40. Nogle dødsfald var dog uundgåelige, men de efterladte tog en grusom hævn ved at sende deres allierede, skovens samlede insektskare, efter os. Og bedre lækkerbisken havde de sjældent smagt! Men rådyr og egern applauderede os for indsatsen og viste os til sidst vej ud af skoven, som vi helt ærligt var faret lidt vild i.
Vi holdt ferie i rugens hjemegn med marker i blomst og søer vi kunne bade i alle vegne. Dybe dale, grønne bakker, fyrreskove, rapsmarker og halmballer på stribe. Hvem siger man ikke kan holde ferie i Estlands vinterregion om sommeren?
Og så var der storke. Masser af storke. Så mange, at jeg begyndte at tælle, hvor mange jeg så på et og samme sted – 7 stk. blev det. I Danmark har vi drænet vores vådområder for meget til at frøer og lign guf for storke kan overleve. Derfor er storkene emigreret til bl.a. Estland, der med sine mange søer, floder, åer, moser, sump osv. tilsyneladende er et storke-paradis.
På en alt for lang, varm og fugtig løbetur måtte jeg da også flere gange stoppe op for ikke at massakrere flere sorte minifrø-kolonier med mine str. 40. Nogle dødsfald var dog uundgåelige, men de efterladte tog en grusom hævn ved at sende deres allierede, skovens samlede insektskare, efter os. Og bedre lækkerbisken havde de sjældent smagt! Men rådyr og egern applauderede os for indsatsen og viste os til sidst vej ud af skoven, som vi helt ærligt var faret lidt vild i.
Vi holdt ferie i rugens hjemegn med marker i blomst og søer vi kunne bade i alle vegne. Dybe dale, grønne bakker, fyrreskove, rapsmarker og halmballer på stribe. Hvem siger man ikke kan holde ferie i Estlands vinterregion om sommeren?
mandag den 29. juni 2009
Do you speak English?
Jeg var låst ude igår nat. Ikke fordi jeg havde glemt min nøgle på et hotelværelse, som jeg gjorde i Niznijj Novgorod, Rusland for snart 8 år siden. Ikke fordi jeg havde ladet den blive liggende i Sønderjylland hos min far eller i Sverige hos svigerfamilien, hvilket jeg også har præsteret. Eller slet og ret bare havde smækket mig ude. Nej. Denne gang var faktisk ikke min skyld. Den digitale dørlås havde udviklet storhedsvanvid og tilføjede "0"er efter hvert tal jeg trykkede ind. Så jeg kunne hverken trykke min egen kode ind eller ringe til en af de andre beboere og forsøge at få dem til at lukke en fremmed ind efter midnat.
Det var sent, der var meget få mennesker på gaden og jeg var bare træt oven på en weekend, hvor Frederiksberg lejligheden blev omorganiseret, private ting pakket ned og en masse studentermøbler blev slæbt til storskrald. Jeg følte mig lidt Palle-alene-i-verden - især da hele den estiske klan af familien inkl min mand er i Tyskland og ingen svarede på deres respektive mobiler.
Jeg besluttede mig for at vente lidt og se om der evt skulle komme nogle naboer eller genboer. Og der gjorde der. FLERE gange. Men de enten ignorerede mig eller var skræmte over at en fremmed udlænding tiltalte dem eller forsøgte at løbe efter dem. Det samme kunne sikkert også have fundet sted i København. Hmm. Ingen succes.
Derfor besluttede jeg mig for at overrumple et ungt kærestepar der sad og talte afsides under et træ. Vabandust, do you speak English? Njet sagde manden, a little sagde pigen og på god kombi Engelsk/Russisk fik jeg forklaret mit problem. De kunne naturligvis heller ikke løse problemet med dørlåsen, men pigen kunne noget andet. Hun kendte nemlig en venindes bedstemor i min opgang, som hun fik fat i og den stakkels gamle dame kom så stavrende ud i sit nattøj og lukkede mig ind. Spaziba balshoi, kære pige. Hvilken lettelse det var endelig at komme ind, smide skoene og flade ud i sofaen.
Det var sent, der var meget få mennesker på gaden og jeg var bare træt oven på en weekend, hvor Frederiksberg lejligheden blev omorganiseret, private ting pakket ned og en masse studentermøbler blev slæbt til storskrald. Jeg følte mig lidt Palle-alene-i-verden - især da hele den estiske klan af familien inkl min mand er i Tyskland og ingen svarede på deres respektive mobiler.
Jeg besluttede mig for at vente lidt og se om der evt skulle komme nogle naboer eller genboer. Og der gjorde der. FLERE gange. Men de enten ignorerede mig eller var skræmte over at en fremmed udlænding tiltalte dem eller forsøgte at løbe efter dem. Det samme kunne sikkert også have fundet sted i København. Hmm. Ingen succes.
Derfor besluttede jeg mig for at overrumple et ungt kærestepar der sad og talte afsides under et træ. Vabandust, do you speak English? Njet sagde manden, a little sagde pigen og på god kombi Engelsk/Russisk fik jeg forklaret mit problem. De kunne naturligvis heller ikke løse problemet med dørlåsen, men pigen kunne noget andet. Hun kendte nemlig en venindes bedstemor i min opgang, som hun fik fat i og den stakkels gamle dame kom så stavrende ud i sit nattøj og lukkede mig ind. Spaziba balshoi, kære pige. Hvilken lettelse det var endelig at komme ind, smide skoene og flade ud i sofaen.
bye bye lejlighed
Under et lynvisit hjemme i Danmark lukkede jeg igår for sidste gang døren til lejligheden på Frederiksberg. Jeg har ejet den i over 11 år. Vemodigt - det var det altså...
onsdag den 24. juni 2009
Træhus drømme
Hvem drømmer ikke om at bo i "Tagrende"? eller "Mel"? eller endnu bedre "Sump"?
På jagt efter områder, jeg kunne tænke mig at bo i, gik vi i weekenden rundt i det gamle arbejderkvarter "Fiskehus", et område der tidligere var beboet af fiskerfamilerne og har eksisteret siden 1400 tallet. Idag finder man mest gamle, charmerende træhuse med søde udskæringer og krummelurer, bygget som industri og arbejderkvarter i perioden 1910-1930. Og da det ligger i gåafstand fra den gamle by = centrum, er det et oplagt område at kigge nærmere på.
Ja, jeg kan lige så godt sige det som det er. Jeg er forelsket. Eller forblændet. Især i "Fabrik". De fleste huse/lejligheder trænger dog til mere end bare en kærlig hånd. Og - det er farligt at kigge efter ens fremtidige hjem her om sommeren, hvor alt er grønt, lyst og varmt. Selv blind kærlighed kan nok ikke varme mine frosne tæer i de huse midt i -10 -15 C graders vinteren eller ?
Men drømme om et grønt hus med hvide udskæringer koster ingenting...
På jagt efter områder, jeg kunne tænke mig at bo i, gik vi i weekenden rundt i det gamle arbejderkvarter "Fiskehus", et område der tidligere var beboet af fiskerfamilerne og har eksisteret siden 1400 tallet. Idag finder man mest gamle, charmerende træhuse med søde udskæringer og krummelurer, bygget som industri og arbejderkvarter i perioden 1910-1930. Og da det ligger i gåafstand fra den gamle by = centrum, er det et oplagt område at kigge nærmere på.
Ja, jeg kan lige så godt sige det som det er. Jeg er forelsket. Eller forblændet. Især i "Fabrik". De fleste huse/lejligheder trænger dog til mere end bare en kærlig hånd. Og - det er farligt at kigge efter ens fremtidige hjem her om sommeren, hvor alt er grønt, lyst og varmt. Selv blind kærlighed kan nok ikke varme mine frosne tæer i de huse midt i -10 -15 C graders vinteren eller ?
Men drømme om et grønt hus med hvide udskæringer koster ingenting...
fredag den 19. juni 2009
Mission postkontor II
Netop som jeg troede at jeg i dag måtte erklære mission postkontor II for mission impossible, fandt jeg endelig stedet. Gemt bag et andet stort hus, rundt om et hjørne og nede i en kælderlignende bygning – DER kan man afhente pakker sendt til mit lokalområde! Men det var lige før jeg ikke fik min pakke, da min far havde skrevet min mands efternavn i stedet for mit på brevet. Her kom mine foreløbige 8 privattimer i estisk mig til gode. Jeg kunne nemlig sige sætningerne: ” Jeg bor med min mand” og ”vi er gift” og ”lejlighed” fik jeg efter personalets drøftelse frem og tilbage lov til at få mit brev. Tak frk. Peberpille!
Og hvad var der så i 1.2kg brevet? Var det en værdig mission?
Ud over et kort, et foto af mig med en stor fisk, et stort bundt friske krydder urter fra haven i Løjt Kirkeby, der nu var knap så friske – faktisk mugne - så var der en stor skat, bestående af 8 stk. Berlingske Kultur og Magasin sektioner. Nyheder får jeg nemt herovre via nettet og CNN eller BBC, men kulturstoffet bliver skønt at læse på den gode gammeldags måde. Tak Far!
Så mangler jeg bare at få min streaming af ”Mads og Monopolet” til at fungere optimalt og min stempelkaffekande til Tallinn, så er det næsten som at være derhjemme en hyggelig lørdag formiddag…
Og hvad var der så i 1.2kg brevet? Var det en værdig mission?
Ud over et kort, et foto af mig med en stor fisk, et stort bundt friske krydder urter fra haven i Løjt Kirkeby, der nu var knap så friske – faktisk mugne - så var der en stor skat, bestående af 8 stk. Berlingske Kultur og Magasin sektioner. Nyheder får jeg nemt herovre via nettet og CNN eller BBC, men kulturstoffet bliver skønt at læse på den gode gammeldags måde. Tak Far!
Så mangler jeg bare at få min streaming af ”Mads og Monopolet” til at fungere optimalt og min stempelkaffekande til Tallinn, så er det næsten som at være derhjemme en hyggelig lørdag formiddag…
torsdag den 18. juni 2009
mission postkontor I
Åh, ja - jeg havde helt glemt hvordan det kan være, at finde et bestemt sted i boligblok områder i Østeuropa...
Dagens destination: et bestemt postkontor i min nuværende bydel Mustamäe (Sorte Bjerg)
Formål: afhentning af 1stk 1.2 kg brev fra farmand, der lå og ventede på mig
Tid: 2½ time vandren frem og tilbage mellem soviet bogligblokke med ingen eller ringe skiltning, veje der stopper for så at forsætte i helt andre retninger, russere og estere, der konsekvent viste mig vej i nye retninger, end dem jeg allerede havde fået anvist.
Resultat: Mission mislykket, fandt i stedet to andre postkontorer og to små foreller, 2 citroner og ½ kg champignon. Mission postkontor uafsluttet.
Dagens destination: et bestemt postkontor i min nuværende bydel Mustamäe (Sorte Bjerg)
Formål: afhentning af 1stk 1.2 kg brev fra farmand, der lå og ventede på mig
Tid: 2½ time vandren frem og tilbage mellem soviet bogligblokke med ingen eller ringe skiltning, veje der stopper for så at forsætte i helt andre retninger, russere og estere, der konsekvent viste mig vej i nye retninger, end dem jeg allerede havde fået anvist.
Resultat: Mission mislykket, fandt i stedet to andre postkontorer og to små foreller, 2 citroner og ½ kg champignon. Mission postkontor uafsluttet.
onsdag den 17. juni 2009
ude godt, hjemme bedst?
At booke et privat sommerhus over nettet er lidt som at være med i lotteri, man ved aldrig om man har trukket en nitte. Det er næsten altid hyggeligt at være der, uanset hvordan det ser ud men denne gang havde vi altså været heldige! Anledningen var min mands forældres 40 års bryllupsdag. De havde bedt os om at arrangere noget (en lille fest eller lign) men da der om 3-4 uger igen skal være stor familiefest, havde vi sammen med min mands to andre søskende besluttet i stedet at overraske dem sidste weekend med en 4 dages sommerhustur et naturskønt sted i Sverige.
Og huset var så fint, så fint med den helt rigtige svenskrøde farve på træværket, åbent ildsted i stuen og overalt gamle almue klenodier og nostalgisk pynt fra en anden tid. Omkring huset var mosbegroede store klippesten, vilde blomster og gamle æbletræer. Vi lavede konstant god mad, snakkede hinanden et øre af og gik ture blandt massevis af violet og lyserøde lupiner, duftende liljekonvaller og blomstrende lingon og blåbærbuske. Jeg er også meget stolt over at kunne fortælle at jeg har mødt min første elgkalv ude i skoven, der måske, måske ikke, var blevet væk fra sin mor.
Da jeg så skal hjem, står jeg ude i Arlanda lufthavnen og kan simpelthen ikke se min afgang. Der er afgange inden og afgange efter, men ikke på det tidspunkt jeg skal flyve. Frem med billetten, dobbeltchecker tidspunktet, jo den er god nok. Kigger på flynummer, nej den er der ikke. Kigger afgangene igennem en gang til langsomt, for den MÅ jo være der. Og så slår det mig. Jeg står og er på vej hjem, men det er jo ikke ”Copenhagen” afgangene jeg skal kigge efter længere.
Jeg har endnu ikke helt har forstået, at jeg ikke bare er på kortvarigt ophold i Tallinn
Og huset var så fint, så fint med den helt rigtige svenskrøde farve på træværket, åbent ildsted i stuen og overalt gamle almue klenodier og nostalgisk pynt fra en anden tid. Omkring huset var mosbegroede store klippesten, vilde blomster og gamle æbletræer. Vi lavede konstant god mad, snakkede hinanden et øre af og gik ture blandt massevis af violet og lyserøde lupiner, duftende liljekonvaller og blomstrende lingon og blåbærbuske. Jeg er også meget stolt over at kunne fortælle at jeg har mødt min første elgkalv ude i skoven, der måske, måske ikke, var blevet væk fra sin mor.
Da jeg så skal hjem, står jeg ude i Arlanda lufthavnen og kan simpelthen ikke se min afgang. Der er afgange inden og afgange efter, men ikke på det tidspunkt jeg skal flyve. Frem med billetten, dobbeltchecker tidspunktet, jo den er god nok. Kigger på flynummer, nej den er der ikke. Kigger afgangene igennem en gang til langsomt, for den MÅ jo være der. Og så slår det mig. Jeg står og er på vej hjem, men det er jo ikke ”Copenhagen” afgangene jeg skal kigge efter længere.
Jeg har endnu ikke helt har forstået, at jeg ikke bare er på kortvarigt ophold i Tallinn
tirsdag den 16. juni 2009
Man ved man er flyttet fra Danmark, når:
… ting kvinder ikke sparer på, på trods af finanskrisen, er sko, makeup, undertøj og personlig pleje
… bilerne konsekvent stopper for fodgængere og folk altid rejser sig for ældre mennesker i bussen
… Sankt Hans/midsommer betyder to dage fri til årets største festdag
… tilbudsaviser reklamerer med 400g hakket kød for 7,50 kr eller 1 kg kartofler til 90 øre
… man kigger på lejligheder og opdager at selv to og tre værelses lejligheder har sauna
... mænd bliver komplimenteret for at kunne lave mad, hvis de kan skære en tomat i skiver
… fattigdom får gamle bedstemødre til at plukke buketter eller svampe i skoven og forsøge at sælge dem i bymidten for (næsten) ingenting.
… mejeriindustrien ikke er domineret af Arla og det er helt normalt at supermarkedet har en 10 meter lang gang udelukkende med forskellige slags yougurter
… man i sommerhalvåret ikke kan lave aftaler med nogen i weekenden, fordi de er taget i sommerhus
… syrnede, sure agurker og hvidløgsrugbrød og friterede kartoffelskræller er en normal bar-snack til øl
… bilerne konsekvent stopper for fodgængere og folk altid rejser sig for ældre mennesker i bussen
… Sankt Hans/midsommer betyder to dage fri til årets største festdag
… tilbudsaviser reklamerer med 400g hakket kød for 7,50 kr eller 1 kg kartofler til 90 øre
… man kigger på lejligheder og opdager at selv to og tre værelses lejligheder har sauna
... mænd bliver komplimenteret for at kunne lave mad, hvis de kan skære en tomat i skiver
… fattigdom får gamle bedstemødre til at plukke buketter eller svampe i skoven og forsøge at sælge dem i bymidten for (næsten) ingenting.
… mejeriindustrien ikke er domineret af Arla og det er helt normalt at supermarkedet har en 10 meter lang gang udelukkende med forskellige slags yougurter
… man i sommerhalvåret ikke kan lave aftaler med nogen i weekenden, fordi de er taget i sommerhus
… syrnede, sure agurker og hvidløgsrugbrød og friterede kartoffelskræller er en normal bar-snack til øl
tirsdag den 9. juni 2009
Velkommen til min verden!
I dag til min estisk undervisning blev jeg introduceret til SKEMAET. Et lille eksempel: Navneordet "hund" kan bøjes i følgende kasus…
1) Nominativ -ma, Nominativ -ta
2) Genitiv
3) Partitiv
4) Illativ
5) Inessiv
6) Elativ
7) Allativ
8) Adessiv
9) Ablativ
10) Translativ
11) Essiv
12) Terminativ
13) Abessiv
14) Komitativ
Lige nu ville det have været meget godt ikke at være sprunget fra den klassisk-sproglige linie i gymnasiet…
1) Nominativ -ma, Nominativ -ta
2) Genitiv
3) Partitiv
4) Illativ
5) Inessiv
6) Elativ
7) Allativ
8) Adessiv
9) Ablativ
10) Translativ
11) Essiv
12) Terminativ
13) Abessiv
14) Komitativ
Lige nu ville det have været meget godt ikke at være sprunget fra den klassisk-sproglige linie i gymnasiet…
søndag den 7. juni 2009
Første uge
Så er eesti-festi startet! I løbet af de to første døgn herovre fik jeg spist skidtfisk, drukket mørkt øl, set folkedans optrædende og fejret det estiske flags 125 års fødselsdag ved at se mine svigerforældre synge med statskancelliets kor kl. 7.00 om morgenen - en regnfuld begivenhed, der fandt sted ved lossepladsen, undskyld slotspladsen Lossiplats. De sang blandt andet nationalsangen, der var forbudt under sovjet-tiden og flagsangen Eesti Lipu Laul, mens de blå, hvide og sorte farver blev hejst i Pikk Hermans flagstang… De få, der havde trodset regnen og det tidlige tidspunkt, virkede bevægede og jeg fik endda nikket høfligt til både præsident Henrik Ilves og statsministeren Andres Ansip
Min mand rejste dagen efter vores ankomst 4 dage på udlandsrejse og det var lidt specielt at være her alene, når jeg nu engang er rejst herovre pga. ham. Men dagene gik hurtigt med at genopdage gode, gamle Tallinn, der ikke har forandret sig meget siden jeg boede her for fem-seks år siden (wauw, hvor er tiden gået hurtigt), selv om hele turistvirksomheden tydeligvis har fået et seriøst skub fremad. En udvikling, der naturligt øger menneskemængden i de små, kringlede gader og visse steder presser restaurationspriserne i vejret. Men, men - her er stadig billigt at leve.
Vi bor midlertidigt i familiens ”ferielejlighed” i et klassisk sovjet boligbyggeri, mens vi venter på at få solgt lejligheden på Frederiksberg. I dag har vi slæbt os ømme i armene af at bære 40 liter blomster jord, altankasse og diverse blomsterkrukker hjem fra supermarkedet. Jeg fik lyst til at forskønne beton altanen, nu vi efter al sandsynlighed skal bo her sommeren over. Der blev plantet lidt af hvert og også sået et par poser blomster frø, heriblandt den estiske nationalblomst, blå kornblomst. Selvfølgelig. En oase er vist for meget sagt, men det bliver rart med lidt grønt at se på, når solskinnet forhåbentligt snart vender tilbage.
I morgen har jeg min første undervisningsdag med min estiske privatlærer med hobitnavnet Pille Pipar. Jeg håber hun er en skrap, krævende men humoristisk Peberpille, så vi kan sætte tempo på og få lært det der estisk i en fart! Jeg får aldrig igen så meget tid til at lære sproget, som lige nu.
Min mand rejste dagen efter vores ankomst 4 dage på udlandsrejse og det var lidt specielt at være her alene, når jeg nu engang er rejst herovre pga. ham. Men dagene gik hurtigt med at genopdage gode, gamle Tallinn, der ikke har forandret sig meget siden jeg boede her for fem-seks år siden (wauw, hvor er tiden gået hurtigt), selv om hele turistvirksomheden tydeligvis har fået et seriøst skub fremad. En udvikling, der naturligt øger menneskemængden i de små, kringlede gader og visse steder presser restaurationspriserne i vejret. Men, men - her er stadig billigt at leve.
Vi bor midlertidigt i familiens ”ferielejlighed” i et klassisk sovjet boligbyggeri, mens vi venter på at få solgt lejligheden på Frederiksberg. I dag har vi slæbt os ømme i armene af at bære 40 liter blomster jord, altankasse og diverse blomsterkrukker hjem fra supermarkedet. Jeg fik lyst til at forskønne beton altanen, nu vi efter al sandsynlighed skal bo her sommeren over. Der blev plantet lidt af hvert og også sået et par poser blomster frø, heriblandt den estiske nationalblomst, blå kornblomst. Selvfølgelig. En oase er vist for meget sagt, men det bliver rart med lidt grønt at se på, når solskinnet forhåbentligt snart vender tilbage.
I morgen har jeg min første undervisningsdag med min estiske privatlærer med hobitnavnet Pille Pipar. Jeg håber hun er en skrap, krævende men humoristisk Peberpille, så vi kan sætte tempo på og få lært det der estisk i en fart! Jeg får aldrig igen så meget tid til at lære sproget, som lige nu.
mandag den 25. maj 2009
ØV
Sådan noget P-I-S. Køber kan ikke stille pengene. Vi skal ud og finde en ny. Afblæs flytning m.m. ØV
torsdag den 21. maj 2009
Mavesyre
Så er der drama på drengen. Min køber til lejligheden kan pt ikke stille bankgaranti, da vedkommende mangler at få lov at låne 100.000 i banken. Sølle 100.000. Skide finanskrise! TØSEDRENGE, NÆRRIGRØVE er de, bankerne. Min ejendomsmægler fortæller, at de i forrige uge mistede 3 andre handler på omtrent samme måde.
Men køber har skrevet under og fristen til at fortryde udløb tirsdag. Så retligt set hænger vedkommende på den. Skulle køber nægte at betale, kan vi i værste fald få vores penge ved at lægge sag an, men det kan tage år og er absolut ikke et drømmescenarie. Så det er bare på med vanten og lade nye folk komme ud at se lejligheden. IR-RI-TE-REN-DE.
Da fristen udløb tænkte vi: så, nu er den hjemme og vi HAR booket flyttefirma (KUN 28.000...), der planlagt skal hente vores gods på onsdag. Men hvis vi ikke sælger nu, så er det vist en dårlig ide at flytte tingene, for helt ærligt: det er længe siden vi har malet, og der kommer til at se ret snusket ud, når alle møbler er fjernet. Ejendomsmægleren har også sagt flere gange, at det er nemmere at sælge en beboet lejlighed.
Det der ærgrer mig, er at vi slet ikke havde regnet med at få solgt så hurtigt, og vi havde derfor indrettet os derefter. Så kommer der pludselig en køber, der hu-hej vil overtage 3 uger efter hun har skrevet under. Så sætter vi hele flytte maskineriet igang, kører derudaf med diverse planer, indgår aftaler, bestiller flybilletter og så - bliver der trukket i nødbremsen. BREMS. TILBAGE. FORFRA. Spild af energi. Men som min kære mand plejer at sige: Det ordner sig. Der er stadig en mulighed for at køber kan rejse de sidste penge ved hjælp af familien. SENEST MANDAG!! har vi sagt.
Så denne kristi himmelfartsmorgen sender jeg en mariehøne op for at bede om godt vejr til vores udendørs afskedsfest på lørdag, og nu den er deroppe: 100.000 til vores køber...
Men køber har skrevet under og fristen til at fortryde udløb tirsdag. Så retligt set hænger vedkommende på den. Skulle køber nægte at betale, kan vi i værste fald få vores penge ved at lægge sag an, men det kan tage år og er absolut ikke et drømmescenarie. Så det er bare på med vanten og lade nye folk komme ud at se lejligheden. IR-RI-TE-REN-DE.
Da fristen udløb tænkte vi: så, nu er den hjemme og vi HAR booket flyttefirma (KUN 28.000...), der planlagt skal hente vores gods på onsdag. Men hvis vi ikke sælger nu, så er det vist en dårlig ide at flytte tingene, for helt ærligt: det er længe siden vi har malet, og der kommer til at se ret snusket ud, når alle møbler er fjernet. Ejendomsmægleren har også sagt flere gange, at det er nemmere at sælge en beboet lejlighed.
Det der ærgrer mig, er at vi slet ikke havde regnet med at få solgt så hurtigt, og vi havde derfor indrettet os derefter. Så kommer der pludselig en køber, der hu-hej vil overtage 3 uger efter hun har skrevet under. Så sætter vi hele flytte maskineriet igang, kører derudaf med diverse planer, indgår aftaler, bestiller flybilletter og så - bliver der trukket i nødbremsen. BREMS. TILBAGE. FORFRA. Spild af energi. Men som min kære mand plejer at sige: Det ordner sig. Der er stadig en mulighed for at køber kan rejse de sidste penge ved hjælp af familien. SENEST MANDAG!! har vi sagt.
Så denne kristi himmelfartsmorgen sender jeg en mariehøne op for at bede om godt vejr til vores udendørs afskedsfest på lørdag, og nu den er deroppe: 100.000 til vores køber...
tirsdag den 19. maj 2009
45.000 fra eller til...
Hjælp! Så har vi fået det første bud på hvad flytning af vores ting til Estland skal koste: stille og rolige 45.000 KR!
Overvejer kraftigt at spille både quick, skrab, keno, lotto MED joker, poker m.m. i denne uge.
Overvejer kraftigt at spille både quick, skrab, keno, lotto MED joker, poker m.m. i denne uge.
søndag den 17. maj 2009
Spis, spis, spis
Puh, hvor er jeg mæt! I disse dage slutter min mand og jeg den ring vi startede, da han første gang var på besøg i Danmark. Vi besøger eller har besøg af alle de samme søde mennesker som tog imod os for fem-seks år siden. Og så spiser vi! Klokken er 9.30 om morgenen, jeg har spist en lille portion yougurt med müsli og jeg føler mig fuldstændig opspilet og forspist. Det hele skal være ekstra hyggeligt nu det er SIDSTE GANG hele tiden. I Danmark og de fleste andre lande jeg ellers kender, betyder det at spise godt, at spise meget – hele tiden. Altid dessert og eller noget til kaffen. Og lidt godt at drikke. Vægten i soveværelset samler støv, for det er det eneste sted, jeg ikke aflægger visit i øjeblikket. Det bliver nemlig knap så hyggeligt!
Nåh, det var alt for nu. Jeg skal snart over til en veninde, der er uddannet dessertkok…
Nåh, det var alt for nu. Jeg skal snart over til en veninde, der er uddannet dessertkok…
fredag den 15. maj 2009
Location
De første år jeg boede her, i starten af 20´erne syntes jeg kvarteret og Frederiksberg i det hele taget, var enormt kedeligt. Næh, Nørrebro – Der skete noget! Det var også meget der, vi gik i byen eller på cafe. Så blev det Vesterbro. Så Islands Brygge og Ama´r i det hele taget. I hvert fald om sommeren. Kun Østerbro var mere søvnigt end Frederiksberg, der altid var lidt for pæn, lidt for borgerligt kontrolleret. Det synes jeg ind imellem stadigvæk.
Location, location, location. Et ord ejendomsmæglere godt kan lide at sige, når vi snakker om hvilket beløb min lejlighed burde kunne sælges for. ”Det ligger jo så centralt, Marianne. ALT er i nærheden. Butikker, supermarkeder, cafeer, restauranter”. Jo jo, det kan godt være. Men hvis det stod til mig, kunne de mennesker, der arbejder ovennævnte steder, godt være et af salgsargumenterne.
Der er min søde, skeløjede blomsterhandler på Godthåbsvej, der hilser alle kunder med et ”goddag min ven”, fedter for mig og siger, jeg er et godt eksempel på hvor flinke folk fra Jylland er. Og når jeg er faldet for smigeren og har valgt nogle blomster, så altid kommer med samme vittige bemærkning: ” Og hvad med mig, skal jeg ikke have nogen blomster”?” Hihi”, griner vi og så giver han mig 2-3 kr. i rabat, fordi det jo er mig!
Indehaveren af Cirkeline legetøjsbutikken har været meget venlig og stærkt leveringsdygtig i det lidt skæve og sjovere legetøj til diverse babyshowers og børnefødselsdage, efterhånden som veninderne har poppet børn ud.
Der er min charmerende, halvskaldede, halvgamle italiener, der gør kur til mig og kysser min hånd på trods af, at det altid er når jeg er trættest, grimmest og/eller mest tømmermænds-agtig jeg har købt penne med kødsovs og vildsvineragout af ham. De komplimenter faldt altid et godt sted.
Der er Beiers chokoladefontaine og de alt for tynde, smukke og kliniske piger, der sælger himmelske fyldte chokolader til ca 11 kr stykket.
Hele den søde familie i hjørnekiosken Candy, der snart er det eneste sted i området, brevskrivere kan opstøve et frimærke.
Den høje brillemand med ”Danmarks billigste priser”, der altid smyger om hjørnet for at ryge sine smøger. Mon det er bad business, at ryge uden foran butikken? Sikkert.
Der er Frederiksbergs sidste, rigtige kassedame i Kvickly, som balancerer det der sur-søde service niveau til perfektion. Ja selv den suuuuuuuure, unge salgsassistent med de højt tatoverede øjenbryn sendte mig pludselig et overskudsagtigt smil i går.
Den standhaftige antik-dame, der beundringsværdigt hver morgen troligt sætter sine ting ud på gaden og hver aften sætter alle sine ting ind igen, uden rigtig at have solgt noget.
Torvet ved Den blå Hund og cafeen i Landbohøjskolens have er et must, men ellers halter cafe- og byliv stadig lidt efter her på Frederiksberg. Med tiden er jeg dog endt med at sætte pris på, at festen og det sene natteliv foregår andre steder i København end uden for min hoveddør :o)
Location, location, location. Et ord ejendomsmæglere godt kan lide at sige, når vi snakker om hvilket beløb min lejlighed burde kunne sælges for. ”Det ligger jo så centralt, Marianne. ALT er i nærheden. Butikker, supermarkeder, cafeer, restauranter”. Jo jo, det kan godt være. Men hvis det stod til mig, kunne de mennesker, der arbejder ovennævnte steder, godt være et af salgsargumenterne.
Der er min søde, skeløjede blomsterhandler på Godthåbsvej, der hilser alle kunder med et ”goddag min ven”, fedter for mig og siger, jeg er et godt eksempel på hvor flinke folk fra Jylland er. Og når jeg er faldet for smigeren og har valgt nogle blomster, så altid kommer med samme vittige bemærkning: ” Og hvad med mig, skal jeg ikke have nogen blomster”?” Hihi”, griner vi og så giver han mig 2-3 kr. i rabat, fordi det jo er mig!
Indehaveren af Cirkeline legetøjsbutikken har været meget venlig og stærkt leveringsdygtig i det lidt skæve og sjovere legetøj til diverse babyshowers og børnefødselsdage, efterhånden som veninderne har poppet børn ud.
Der er min charmerende, halvskaldede, halvgamle italiener, der gør kur til mig og kysser min hånd på trods af, at det altid er når jeg er trættest, grimmest og/eller mest tømmermænds-agtig jeg har købt penne med kødsovs og vildsvineragout af ham. De komplimenter faldt altid et godt sted.
Der er Beiers chokoladefontaine og de alt for tynde, smukke og kliniske piger, der sælger himmelske fyldte chokolader til ca 11 kr stykket.
Hele den søde familie i hjørnekiosken Candy, der snart er det eneste sted i området, brevskrivere kan opstøve et frimærke.
Den høje brillemand med ”Danmarks billigste priser”, der altid smyger om hjørnet for at ryge sine smøger. Mon det er bad business, at ryge uden foran butikken? Sikkert.
Der er Frederiksbergs sidste, rigtige kassedame i Kvickly, som balancerer det der sur-søde service niveau til perfektion. Ja selv den suuuuuuuure, unge salgsassistent med de højt tatoverede øjenbryn sendte mig pludselig et overskudsagtigt smil i går.
Den standhaftige antik-dame, der beundringsværdigt hver morgen troligt sætter sine ting ud på gaden og hver aften sætter alle sine ting ind igen, uden rigtig at have solgt noget.
Torvet ved Den blå Hund og cafeen i Landbohøjskolens have er et must, men ellers halter cafe- og byliv stadig lidt efter her på Frederiksberg. Med tiden er jeg dog endt med at sætte pris på, at festen og det sene natteliv foregår andre steder i København end uden for min hoveddør :o)
lørdag den 9. maj 2009
Solgt!?
Så er lejligheden solgt - tror jeg! Køber skriver under i morgen og vil overtage 1. juni. Hurra, hvor er det gået stærkt! Tak til andelsbutikken.dk. Og UPS. Hvordan er det lige vi skal nå at pakke og finde ud af hvordan vi får tingene til Estland og opmagasineret, nu når alle dagene fra nu af er booket med diverse hyggelige sammenkomster? Vi troede der ville gå op til 6 måneder. Mindst. Men det er et positivt problem. MEGET POSITIVT
tirsdag den 5. maj 2009
estisk - take one
Tere Hommikust!
Minu nimi on Marianne
Mina ei ole väike tudrük
Mina olen naine
Mina olen kolmkümmendkaks (32)aastat vana
Hm. Det er vist meget godt jeg får privatlærer i Estland fra juni måned OG har tilmeldt mig et intensivt estisk sommer skole program. Det er nu eller aldrig. Jeg bliver indkvarteret hos en ikke engelsktalende familie og kommer ikke hjem i 14 dage. Føles lidt som at være 16 igen. Men denne gang skal jeg ikke spørge værtsfamilien om lov til at være sent ude :o)
Minu nimi on Marianne
Mina ei ole väike tudrük
Mina olen naine
Mina olen kolmkümmendkaks (32)aastat vana
Hm. Det er vist meget godt jeg får privatlærer i Estland fra juni måned OG har tilmeldt mig et intensivt estisk sommer skole program. Det er nu eller aldrig. Jeg bliver indkvarteret hos en ikke engelsktalende familie og kommer ikke hjem i 14 dage. Føles lidt som at være 16 igen. Men denne gang skal jeg ikke spørge værtsfamilien om lov til at være sent ude :o)
søndag den 3. maj 2009
Kendis-farvel
Så er det startet. Farvel´erne og afskeds-tam-tam´erne. Sidste weekend var det farvel til venner i Skanderborg, næste uge min familie i Sønderjylland, snart kommer sidste møde i logen, i klubben, i netværket, i sportsforeningen, et par afskedsfester men værst af alt – afsked med gode venner og veninder enkeltvis. Det er ikke til at holde ud at tænke på. For ikke at tale om de invitationer og arrangementer der er på plakaten i juni, som jeg går og bilder mig selv ind, jeg lige kan flyve hjem til. Reelt set kan det højst blive et af dem, måske ingen.
Så vil jeg hellere starte med at sige farvel til en anden slags venner. Dem, hvis ansigter jeg kender så godt. Dem jeg nikker så diskret til, at de kan være i tvivl, om det var en hilsen eller ej. Og derfor heller ikke hilser tilbage. Mine lokale kendis venner.
Så farvel til sexede Taxa-Mike, der ofte cykler forbi min hoveddør – altid med skægstubbe, altid sexet. Farvel til Thomas Bo Larsen, der mister lidt af det rapkæftede gadedrengs image, når vi sammen lidt trætte handler ind i Kvickly med briller og poser under øjnene. Farvel til mine løbebuddies Jacob Rosenkrands fra DR2 Udland (mere af den slags programmer - NU!) og Go´aften Danmarks Michele Bellaiche. Farvel til trylle-komikeren Rune Klan, der hverken griner eller tryller i Søndermarken, men også bare nyder en gåtur der af og til. Farvel til Nanna, der altid får mig til at smile ved tanken om sangen Buster og som jeg ville ønske jeg kunne give et smil tilbage til. Jeg kunne også have skrevet farvel til tv-værterne fra TV2 Lorry , ham den skaldede fra forsikringsreklamerne og Nikolas Bro og Iben Hjejle, men det blev ligesom aldrig helt det samme med Jer. Men til Jer andre: Tak for at have delt Frederiksberg gader og butikker med mig, når der ikke var andre, der skulle med ud at handle ind, løbe eller gå en tur.
Så vil jeg hellere starte med at sige farvel til en anden slags venner. Dem, hvis ansigter jeg kender så godt. Dem jeg nikker så diskret til, at de kan være i tvivl, om det var en hilsen eller ej. Og derfor heller ikke hilser tilbage. Mine lokale kendis venner.
Så farvel til sexede Taxa-Mike, der ofte cykler forbi min hoveddør – altid med skægstubbe, altid sexet. Farvel til Thomas Bo Larsen, der mister lidt af det rapkæftede gadedrengs image, når vi sammen lidt trætte handler ind i Kvickly med briller og poser under øjnene. Farvel til mine løbebuddies Jacob Rosenkrands fra DR2 Udland (mere af den slags programmer - NU!) og Go´aften Danmarks Michele Bellaiche. Farvel til trylle-komikeren Rune Klan, der hverken griner eller tryller i Søndermarken, men også bare nyder en gåtur der af og til. Farvel til Nanna, der altid får mig til at smile ved tanken om sangen Buster og som jeg ville ønske jeg kunne give et smil tilbage til. Jeg kunne også have skrevet farvel til tv-værterne fra TV2 Lorry , ham den skaldede fra forsikringsreklamerne og Nikolas Bro og Iben Hjejle, men det blev ligesom aldrig helt det samme med Jer. Men til Jer andre: Tak for at have delt Frederiksberg gader og butikker med mig, når der ikke var andre, der skulle med ud at handle ind, løbe eller gå en tur.
fredag den 24. april 2009
5 uger tilbage
Jeg vil nå at:
Drikke håndbajere med veninderne på kajen i Christianshavn
Spise en gammeldags isvaffel med det hele i Nyhavn
Besøge Statens Museum For Kunst og se hvad Charlottenborg har fundet på.
Insistere på en pub crawl på Vesterbro
Danse mig svedig på Vega
Passe mine gudbørn og bevare heltestatus
Cykle til Amager Strandpark og kigge langt efter strandløver
Gøre et kup på loppemarkedet bag Frederiksberg rådhus en lørdag morgen (check)
Spise luksusbrunch på Meyers Deli på Gl. Kongevej (check)
Foretage storindkøb af spicy kolonialvarer hos min afghanske grønthandler og i det thailandske mini-market
Bestille scones med lemon curd hos Tea Time i Birkegade
Sige farvel til Kirkegaard på Assistens (check)
Nyde blomsterne i Tivoli og blive skudt af sted i Det Gyldne Tårn
Drikke håndbajere med veninderne på kajen i Christianshavn
Spise en gammeldags isvaffel med det hele i Nyhavn
Besøge Statens Museum For Kunst og se hvad Charlottenborg har fundet på.
Insistere på en pub crawl på Vesterbro
Danse mig svedig på Vega
Passe mine gudbørn og bevare heltestatus
Cykle til Amager Strandpark og kigge langt efter strandløver
Gøre et kup på loppemarkedet bag Frederiksberg rådhus en lørdag morgen (check)
Spise luksusbrunch på Meyers Deli på Gl. Kongevej (check)
Foretage storindkøb af spicy kolonialvarer hos min afghanske grønthandler og i det thailandske mini-market
Bestille scones med lemon curd hos Tea Time i Birkegade
Sige farvel til Kirkegaard på Assistens (check)
Nyde blomsterne i Tivoli og blive skudt af sted i Det Gyldne Tårn
torsdag den 9. april 2009
Jeg tror på det!
I dag glæder jeg mig virkelig. Glæder mig til alt det nye der skal ske. Nye venner, ny bolig, nye udfordringer både hjemme og på det fantastiske arbejde, der ligger lige rundt om hjørnet og som jeg bare ikke har fundet endnu :o)
Jeg må sige, at det krævede en del tilvænning at finde ro ved tanken. Frygten for at blive reduceret til hausfrau, har givet mental mavepine. Jeg emigrerer - og ikke fordi der er sket noget spændende for mig, i form af interessant job eller uddannelsestilbud som tidligere, men pga en mand og det spændende, der er sket for ham. Og så pga. det løfte om at vi skulle leve dele af vores liv i Estland, som jeg kækt nok gav ham for nu over fem år siden. Det er uudtalt imellem os, men udfordringen lyder på lidt mindre ego og lidt mere partnerskab.
I disse dage virker det hele meget tillokkende og jeg glæder mig ligefrem til at kaste mig ud i det estiske sprog med de vanskelige 14 kasus (tysk har til sammenligning 4, hvis nogen kan huske kaserolle-skemaet...)
Det bobler og sprudler inden i, og jeg tror på projektet. Tror på ham og mig og vores fremtid derovre.
Jeg må sige, at det krævede en del tilvænning at finde ro ved tanken. Frygten for at blive reduceret til hausfrau, har givet mental mavepine. Jeg emigrerer - og ikke fordi der er sket noget spændende for mig, i form af interessant job eller uddannelsestilbud som tidligere, men pga en mand og det spændende, der er sket for ham. Og så pga. det løfte om at vi skulle leve dele af vores liv i Estland, som jeg kækt nok gav ham for nu over fem år siden. Det er uudtalt imellem os, men udfordringen lyder på lidt mindre ego og lidt mere partnerskab.
I disse dage virker det hele meget tillokkende og jeg glæder mig ligefrem til at kaste mig ud i det estiske sprog med de vanskelige 14 kasus (tysk har til sammenligning 4, hvis nogen kan huske kaserolle-skemaet...)
Det bobler og sprudler inden i, og jeg tror på projektet. Tror på ham og mig og vores fremtid derovre.
fredag den 3. april 2009
Forårs endorfiner
København er sprunget ud! Nu titter påskeliljerne frem i Landbohøjskolens park. Langs søerne har ungdomshus-rødder taget musikken med sig i græsset, der er knopper i kastanietræerne og svanerne bygger rede. Stole og borde stilles frem overalt, skipperne gør bådene sejlklare i Christianshavn og jeg har løbet den første tur uden overtøj i dag.
Jeg har en klar fornemmelse af, at alle mennesker har fået et skud forårs endorfiner og der smiles, drikkes øl og brændes næser i den skarpe sol. I Frederiksberg Have leger egern tagfat og magnolietræerne er kun et par varmegrader fra at springe ud i hvide buketter og indhylle os i fransk parfume. Måske sker det i dag, hvor vejrguderne har lovet op til 18 grader?
København, København, hvorfor gør du det så svært for mig? Der er 0 grader i Tallinn disse dage...
Jeg har en klar fornemmelse af, at alle mennesker har fået et skud forårs endorfiner og der smiles, drikkes øl og brændes næser i den skarpe sol. I Frederiksberg Have leger egern tagfat og magnolietræerne er kun et par varmegrader fra at springe ud i hvide buketter og indhylle os i fransk parfume. Måske sker det i dag, hvor vejrguderne har lovet op til 18 grader?
København, København, hvorfor gør du det så svært for mig? Der er 0 grader i Tallinn disse dage...
torsdag den 2. april 2009
Spørgsmål og svar
Hvordan holder man afskedsfest, når der ikke er nogen weekends der rigtig egner sig?
Hvordan køber man festligt ind i april, når der ikke er nogen penge på kontoen, fordi årets første tre måneder var lidt for festlige?
Hvordan lærer man estisk uden en lærer?
Hvordan sælger man sin andelslejlighed, uden at blive ribbet fuldstændig af ejendomsmæglerne?
Jeg har egentlig svar på alle fire spørgsmål, men jeg bryder mig absolut ikke om nogle af dem!
Hvordan køber man festligt ind i april, når der ikke er nogen penge på kontoen, fordi årets første tre måneder var lidt for festlige?
Hvordan lærer man estisk uden en lærer?
Hvordan sælger man sin andelslejlighed, uden at blive ribbet fuldstændig af ejendomsmæglerne?
Jeg har egentlig svar på alle fire spørgsmål, men jeg bryder mig absolut ikke om nogle af dem!
onsdag den 1. april 2009
På gensyn
En skøn bedstemor døde forleden. Hun var en rigtig bedstemor med slag i. En sej og hjertelig dame, som brat mistede det slagfærdige og døde i sit hjem med familien omkring sig. Det var ikke min bedstemor, men jeg ved hvordan det kan føles. Vi rydder ud i klædeskabet, der lugter gammelt, finder fotoalbums, avisudklip fra et helt århundrede, og synger ”se nu stiger solen” med tårer i øjnene. Når vores bedsteforældre dør, føles det i nuet som om en bid af barndommen tages fra os og vi græder over det farvel, der skal tages.
Selv tager jeg mine døde med mig. Det endelige farvel er snarere et ”farvel og på gensyn i mine tanker”. På samme måde, som alle mine levende venner og familiemedlemmer flytter med mig til Estland om de vil det eller ej, flytter også mine døde med mig. I syvende klasse døde min Mormor, men hende mødes jeg ofte med. Smiler og ler og sammen nikker vi genkendende over de minder, der nok blegner i grafisk udtryk, men vis følelse af delt kærlighed stadig står stærkt. Hun elskede at rejse, så hende bliver der ikke nogen omstillingsproblemer med.
Sammen glæder vi os over smagen af de første danske jordbær, selv om vi er enige om, at dem hun plukkede til os i hendes have havde mere smag. Vi får begge øje på den storblomstrede sommerkjole i udstillingsvinduet og køber den, selv om vi godt ved andre synes vores velvoksne bagparti ville have taget sig bedre ud i en ensfarvet model. Forkærligheden for noget med pang i, fest og god mad gav hun videre til min mor og hun til mig. Lige som den mørke skønhedsplet neden for højre øje vi alle tre fik i fødselsgave og som jeg en dag måske kan give videre til en datter eller søn.
Min kloge 93årige, storrygende, barmfagre Farmor skranter dette forår og tankerne på et nyt farvel og på gensyn, er tættere på, end jeg har lyst til at være ved. 47 kg vejer hun, der tidligere var en sværvægter, nu. Min bror fik sin første søn og gjorde mig til faster, men jeg arbejdede i Portugal. Min Farfar døde, men jeg studerede i Rusland. Danmark gik i krig i Irak, men jeg var i praktik i Tallinn. Veninder havde problemer og delte dem med andre.
En af de sværeste ting ved at bo i udlandet er, at man ikke er i nærheden, når store begivenheder indtræffer. Man er der i tankerne, men lige som med de døde, er det trods alt ikke helt det samme…
Selv tager jeg mine døde med mig. Det endelige farvel er snarere et ”farvel og på gensyn i mine tanker”. På samme måde, som alle mine levende venner og familiemedlemmer flytter med mig til Estland om de vil det eller ej, flytter også mine døde med mig. I syvende klasse døde min Mormor, men hende mødes jeg ofte med. Smiler og ler og sammen nikker vi genkendende over de minder, der nok blegner i grafisk udtryk, men vis følelse af delt kærlighed stadig står stærkt. Hun elskede at rejse, så hende bliver der ikke nogen omstillingsproblemer med.
Sammen glæder vi os over smagen af de første danske jordbær, selv om vi er enige om, at dem hun plukkede til os i hendes have havde mere smag. Vi får begge øje på den storblomstrede sommerkjole i udstillingsvinduet og køber den, selv om vi godt ved andre synes vores velvoksne bagparti ville have taget sig bedre ud i en ensfarvet model. Forkærligheden for noget med pang i, fest og god mad gav hun videre til min mor og hun til mig. Lige som den mørke skønhedsplet neden for højre øje vi alle tre fik i fødselsgave og som jeg en dag måske kan give videre til en datter eller søn.
Min kloge 93årige, storrygende, barmfagre Farmor skranter dette forår og tankerne på et nyt farvel og på gensyn, er tættere på, end jeg har lyst til at være ved. 47 kg vejer hun, der tidligere var en sværvægter, nu. Min bror fik sin første søn og gjorde mig til faster, men jeg arbejdede i Portugal. Min Farfar døde, men jeg studerede i Rusland. Danmark gik i krig i Irak, men jeg var i praktik i Tallinn. Veninder havde problemer og delte dem med andre.
En af de sværeste ting ved at bo i udlandet er, at man ikke er i nærheden, når store begivenheder indtræffer. Man er der i tankerne, men lige som med de døde, er det trods alt ikke helt det samme…
fredag den 20. marts 2009
Konsultation af indre organer
Efter 5 timer på knæ iført mit lilla joggingsæt og udstyret med en stor portion knofedt, gule gummihandsker, skrubbebørste, og Cillit BANG! har jeg nu skrubbet vores trægulve en del nuancer lysere. Jeg siger Jer, der må være nogle seriøse kemikalier i det rengøringsmiddel, for det tog pletter væk, der ellers er blevet en så integreret del af lejligheden, at jeg blev helt sørgmodig ved synet at deres forsvinden. Men bare rolig. Den sorte brand-plet lever endnu!
Årsag til denne for mig usædvanlige, huslige aktivitet: Ejendomsmægleren skal vurdere lejligheden på mandag. Min motivation til at få solgt hurtigt er pludseligt steget betydeligt, da jeg har besluttet også at rejse til Estland, så snart vi er af med lejligheden. WAUW. Det føles lidt vildt. For det betyder jo så, at min count-down her nederst på bloggen nu i stedet er min egen nedtælling til jeg skal sige farvel… UUUUUUUUUUUH, det krilrer i maven. Men jeg har konsulteret mine organer, og både hjerte og mavefornemmelse siger, at det er den rigtige beslutning. Så må vi se om højre hjernehalvdel følger trop. Den siger mig nemlig, det er noget rod at skulle pendle en del frem og tilbage mellem Tallinn og København det første år.
Men så igen, hvem har nogensinde tildelt den rationelle fornuft nogen videre betydning…?
Årsag til denne for mig usædvanlige, huslige aktivitet: Ejendomsmægleren skal vurdere lejligheden på mandag. Min motivation til at få solgt hurtigt er pludseligt steget betydeligt, da jeg har besluttet også at rejse til Estland, så snart vi er af med lejligheden. WAUW. Det føles lidt vildt. For det betyder jo så, at min count-down her nederst på bloggen nu i stedet er min egen nedtælling til jeg skal sige farvel… UUUUUUUUUUUH, det krilrer i maven. Men jeg har konsulteret mine organer, og både hjerte og mavefornemmelse siger, at det er den rigtige beslutning. Så må vi se om højre hjernehalvdel følger trop. Den siger mig nemlig, det er noget rod at skulle pendle en del frem og tilbage mellem Tallinn og København det første år.
Men så igen, hvem har nogensinde tildelt den rationelle fornuft nogen videre betydning…?
søndag den 15. marts 2009
Lister II
Niogfyrre punkter og/eller spørgsmålstegn står der på vores 3 siders lange liste over ting vi gerne vil have afklaret, afsluttet eller forberedt de næste to måneder.
Var der nogen, der talte om at indføre en femogtyvende time i døgnet...?
Var der nogen, der talte om at indføre en femogtyvende time i døgnet...?
lørdag den 14. marts 2009
Ældre Damer
Her den anden dag gav jeg en ældre dame i Kvickly en opsang. Og det føltes godt, kan jeg hilse og sige. Den slags ældre damer, der tror, at fordi de er blevet ældre og naturligvis skal vises et særligt hensyn, samtidig også har fået carte blanche til at opføre sig forsmået, uforskammet og/eller egocentreret over for alle andre i deres omgivelser. I bliver nødt til at hjælpe mig med at opdrage dem derude, hører I!
Jeg står i køen, som kun udgør den ældre dame foran mig, jeg selv og en mand bag mig. Kasseassistenten bliver selv opmærksom på, at han har slået nogle dadler for meget ind, og tager lommeregneren frem for at regne ud hvor mange penge han skal trække fra. Den ældre såkaldte dame begynder så langsomt men vedholdende at himle med øjne, snakke om ”at der ikke er tale om et regnestykke fra højere handelsskole”, ”at hun da virkelig ikke har hele dagen til at vente”, sukke, stønne og på alle måder være urimelig. Og der er vitterlig ikke tale om en svær udregning, men det er ikke svært at se, at assistentens udregning forstyrres af de nedsættende bemærkninger, der kun bliver værre, da han tydeligvis regner forkert første gang.
Her er det så jeg ikke længere kan overvære seancen uden at blande mig og med høj røst siger: Der går sikkert ikke noget af Dem, hvis vi nu alle giver assistenten tid til i ro og fred at regne færdig, uden flere ubehagelige bemærkninger fra Deres side. Værre er det heller ikke! ”Ja. Sådan kan man jo også vælge at se det” siger damen stødt til mig. Og klapper i. Og får sine varer og byttepenge 1 minut senere.
Ja, det kan man nemlig. Jeg ved ikke om det er mine etårige ophold i Estland og Rusland, hvor livet leves lidt mere ekstremt, der har påvirket mig, men hvis der er noget der ikke længere kan hidse mig op, så er det, at man lige skal vente 5 min længere i supermarkedskøen, på to-go-kaffen, på toget, på bussen end planlagt. Livet er simpelthen for kort til den slags ærgrelser. Og så er der nogle dage hvor man rider på den grønne bølge og andre dage hvor man ser rødt, forsinkelser og stopsignaler over alt. Tilfældigt? Eller starter den grønne bølge i én selv?
Ja, ja, nu blev jeg corny. Håber jeg selv kan væbne mig med tålmodighed, når jeg står over for lign situationer i Estland og bare ikke fatter hvorfor X handling skal gå SÅ langsomt, eller så mærkeligt, så anderledes og forkert til. Måske skal jeg sætte min lid til at en ældre dame vil gelejde mig lidt på vej?
Jeg står i køen, som kun udgør den ældre dame foran mig, jeg selv og en mand bag mig. Kasseassistenten bliver selv opmærksom på, at han har slået nogle dadler for meget ind, og tager lommeregneren frem for at regne ud hvor mange penge han skal trække fra. Den ældre såkaldte dame begynder så langsomt men vedholdende at himle med øjne, snakke om ”at der ikke er tale om et regnestykke fra højere handelsskole”, ”at hun da virkelig ikke har hele dagen til at vente”, sukke, stønne og på alle måder være urimelig. Og der er vitterlig ikke tale om en svær udregning, men det er ikke svært at se, at assistentens udregning forstyrres af de nedsættende bemærkninger, der kun bliver værre, da han tydeligvis regner forkert første gang.
Her er det så jeg ikke længere kan overvære seancen uden at blande mig og med høj røst siger: Der går sikkert ikke noget af Dem, hvis vi nu alle giver assistenten tid til i ro og fred at regne færdig, uden flere ubehagelige bemærkninger fra Deres side. Værre er det heller ikke! ”Ja. Sådan kan man jo også vælge at se det” siger damen stødt til mig. Og klapper i. Og får sine varer og byttepenge 1 minut senere.
Ja, det kan man nemlig. Jeg ved ikke om det er mine etårige ophold i Estland og Rusland, hvor livet leves lidt mere ekstremt, der har påvirket mig, men hvis der er noget der ikke længere kan hidse mig op, så er det, at man lige skal vente 5 min længere i supermarkedskøen, på to-go-kaffen, på toget, på bussen end planlagt. Livet er simpelthen for kort til den slags ærgrelser. Og så er der nogle dage hvor man rider på den grønne bølge og andre dage hvor man ser rødt, forsinkelser og stopsignaler over alt. Tilfældigt? Eller starter den grønne bølge i én selv?
Ja, ja, nu blev jeg corny. Håber jeg selv kan væbne mig med tålmodighed, når jeg står over for lign situationer i Estland og bare ikke fatter hvorfor X handling skal gå SÅ langsomt, eller så mærkeligt, så anderledes og forkert til. Måske skal jeg sætte min lid til at en ældre dame vil gelejde mig lidt på vej?
fredag den 13. marts 2009
X2000 billet
Øv. I går gik det første gang rigtigt op for mig. At min skat flytter før mig. At vi skal være adskilt i 3-4 måneder. Jeg havde set et rigtig godt tilbud på X2000 togbilletter fra KBH til Norrköping, Sverige, hvor vi skal besøge familie i juni og ringede for at spørge min mand om vi ikke skulle booke dem. Jo, det lyder godt, men jeg kommer jo ikke rejsende den vej fra, svarede han…
Kender I det, at man godt ved noget, men at man ikke har forstået det? Man kan godt snakke om det, fortælle det vidt og bredt til venner og bekendte, uden egentlig at registrere hvad det kommer til at betyde rent fysisk, praktisk og følelsesmæssigt. For ikke at sige reagere på det. Så jeg tog mig lige en lille tudetur i går. Ikke en stor en, bare sådan lidt spredte snøft over et par timer. Og det over et par togbilletter til 95 SEK der i stedet blev til 1 stk.
Kender I det, at man godt ved noget, men at man ikke har forstået det? Man kan godt snakke om det, fortælle det vidt og bredt til venner og bekendte, uden egentlig at registrere hvad det kommer til at betyde rent fysisk, praktisk og følelsesmæssigt. For ikke at sige reagere på det. Så jeg tog mig lige en lille tudetur i går. Ikke en stor en, bare sådan lidt spredte snøft over et par timer. Og det over et par togbilletter til 95 SEK der i stedet blev til 1 stk.
Lister
Frederiksberg 10.03.09
I morgen skal vi skrive en lang liste. Det elsker min mand. Lister. Prioriterede lister med deadlines og hvem-gør-hvad. Han kan faktisk bedre lide at lave listerne end at holde styr på om vi gør det, der står på listerne. Jeg kan bedre lide at springe lidt rundt fra a til å, glemme noget i midten, for så senere at skabe orden i tankerne. En lystbaseret proces, kunne man kalde det. Men den ordnede kontrol sikrer jo netop, at vi ikke glemmer noget vigtigt, kunne modargumentet være… :o) Såh, ok. Vi skal snakke om alt det, vi skal få gjort, inden vi er klar til at rejse. Vi skal lave lister over praktiske ting, som alt det her med salg og køb af ny bolig, hvordan man emigrerer til Estland, tager lån i udlandet, opholdstilladelse, jobsøgning osv. Og vi skal lave lister over sjovere ting som dato for afskedsfest og andre ting, vi gerne vil nå at gøre eller opleve, inden vi rejser. Der er ekstremt meget at tænke på. Måske skal jeg komme ham i forkøbet og lave en liste over de forskellige lister vi skal lave…?
I morgen skal vi skrive en lang liste. Det elsker min mand. Lister. Prioriterede lister med deadlines og hvem-gør-hvad. Han kan faktisk bedre lide at lave listerne end at holde styr på om vi gør det, der står på listerne. Jeg kan bedre lide at springe lidt rundt fra a til å, glemme noget i midten, for så senere at skabe orden i tankerne. En lystbaseret proces, kunne man kalde det. Men den ordnede kontrol sikrer jo netop, at vi ikke glemmer noget vigtigt, kunne modargumentet være… :o) Såh, ok. Vi skal snakke om alt det, vi skal få gjort, inden vi er klar til at rejse. Vi skal lave lister over praktiske ting, som alt det her med salg og køb af ny bolig, hvordan man emigrerer til Estland, tager lån i udlandet, opholdstilladelse, jobsøgning osv. Og vi skal lave lister over sjovere ting som dato for afskedsfest og andre ting, vi gerne vil nå at gøre eller opleve, inden vi rejser. Der er ekstremt meget at tænke på. Måske skal jeg komme ham i forkøbet og lave en liste over de forskellige lister vi skal lave…?
Middag med tøserne
Frederiksberg 09.03.09
Jeg har de bedste veninder. Punktum. I weekenden har jeg fejret min fødselsdag med nogle af dem og haft tøsemiddag som i ”gamle dage”. Der blev danset, snakket, drukket og røget og lejligheden har sikkert fået sig en ny plet eller to. Hvis bare de bliver mange nok, tror evt. købere måske at trægulvet HAR den farve oprindeligt…?
Siden jeg er begyndt at fortælle mine veninder, at jeg rejser væk nogle år, har jeg fået så mange positive kommentarer, at ørerne er blevet røde af ros. En har sagt, at selv om vi i forvejen ses sjældent, så ville hun savne mig. Fordi jeg har givet hende mange gode stunder i livet. En anden har sagt, at jeg er hjertet i min venindegruppe. Hjertet. Kan man få et større skulderklap i venne-sammenhænge?
Det er jo meget udansk offentligt at udtrykke, man er stolt af sig selv. Men jeg ER stolt over den måde jeg håndterer mine venskaber på. Og jeg er stolt af at være end del af så mange fantastiske kvinders liv. Og NEJ, vi er ikke lesbiske, som en italiensk mand spurgte om kl. 3.00, bare fordi 6 varme piger kom osende ind på baren uden mænd. Og ikke var interesseret i ham. Men der er kærlighed og venskab nok til at udfylde selv det største tomrum, min mand måtte efterlade, når vi om 2½ måned skal til at være langdistance kærester igen. STØN. Han rejser først, jeg følger efter et par måneder senere. Vi klarer det! Men der bliver nok stor forskel på at have et hav imellem sig, når man endnu ikke er flyttet sammen, og når man har boet sammen i næsten 5 år.
Måske er det godt med opbrud, af og til. For mig OG for mine venner. Rokere lidt rundt. Lade andre tage initiativ til middage og diverse arrangementer. Ikke, at jeg ikke elsker det. For det gør jeg. Jeg elsker at være noget for venner og familie. Hjælpe dem og gøre dem glade med mad, drikke og god stemning. Jeg stiller høje krav til mig selv, når jeg arrangerer noget og i måden jeg indgår i relationer på. Men ubevidst stiller jeg også høje krav til dem, jeg gør noget for. Det er ikke min mening, men jeg gør det. Og det er det samme, som af og til at blive lidt skuffet over, at de ikke tænker som een selv. Som f.eks. at arrangere weekendture, og alle ikke synes, det er en fantastisk ide. Eller hvert år at sende mindst 30 personlige fødselsdagskort ud med posten og modtage 3. Så har jeg fået mange fantastiske kort og gaver siden hen, når jeg har set folk, men lige i det øjeblik, hvor jeg åbner postkassen, der kan jeg blive skuffet. Og det er urimeligt, dumt og noget jeg skal arbejde på at tænke anderledes omkring, for mange har gjort sig umage, bare ikke på min måde.
Det er usundt at gå for meget op i den slags, tror jeg. Tænk hvor skuffet og børnefornærmet jeg kan blive i Estland, hvor alting bliver gjort anderledes. Fordi sådan gør man der. Så der skal nogle mentale omjusteringer til ligesom de diplomatiske kompetencer nok får brug for en seriøs opgradering. Nogen der ved, hvor man kan tage det kursus?
Jeg har de bedste veninder. Punktum. I weekenden har jeg fejret min fødselsdag med nogle af dem og haft tøsemiddag som i ”gamle dage”. Der blev danset, snakket, drukket og røget og lejligheden har sikkert fået sig en ny plet eller to. Hvis bare de bliver mange nok, tror evt. købere måske at trægulvet HAR den farve oprindeligt…?
Siden jeg er begyndt at fortælle mine veninder, at jeg rejser væk nogle år, har jeg fået så mange positive kommentarer, at ørerne er blevet røde af ros. En har sagt, at selv om vi i forvejen ses sjældent, så ville hun savne mig. Fordi jeg har givet hende mange gode stunder i livet. En anden har sagt, at jeg er hjertet i min venindegruppe. Hjertet. Kan man få et større skulderklap i venne-sammenhænge?
Det er jo meget udansk offentligt at udtrykke, man er stolt af sig selv. Men jeg ER stolt over den måde jeg håndterer mine venskaber på. Og jeg er stolt af at være end del af så mange fantastiske kvinders liv. Og NEJ, vi er ikke lesbiske, som en italiensk mand spurgte om kl. 3.00, bare fordi 6 varme piger kom osende ind på baren uden mænd. Og ikke var interesseret i ham. Men der er kærlighed og venskab nok til at udfylde selv det største tomrum, min mand måtte efterlade, når vi om 2½ måned skal til at være langdistance kærester igen. STØN. Han rejser først, jeg følger efter et par måneder senere. Vi klarer det! Men der bliver nok stor forskel på at have et hav imellem sig, når man endnu ikke er flyttet sammen, og når man har boet sammen i næsten 5 år.
Måske er det godt med opbrud, af og til. For mig OG for mine venner. Rokere lidt rundt. Lade andre tage initiativ til middage og diverse arrangementer. Ikke, at jeg ikke elsker det. For det gør jeg. Jeg elsker at være noget for venner og familie. Hjælpe dem og gøre dem glade med mad, drikke og god stemning. Jeg stiller høje krav til mig selv, når jeg arrangerer noget og i måden jeg indgår i relationer på. Men ubevidst stiller jeg også høje krav til dem, jeg gør noget for. Det er ikke min mening, men jeg gør det. Og det er det samme, som af og til at blive lidt skuffet over, at de ikke tænker som een selv. Som f.eks. at arrangere weekendture, og alle ikke synes, det er en fantastisk ide. Eller hvert år at sende mindst 30 personlige fødselsdagskort ud med posten og modtage 3. Så har jeg fået mange fantastiske kort og gaver siden hen, når jeg har set folk, men lige i det øjeblik, hvor jeg åbner postkassen, der kan jeg blive skuffet. Og det er urimeligt, dumt og noget jeg skal arbejde på at tænke anderledes omkring, for mange har gjort sig umage, bare ikke på min måde.
Det er usundt at gå for meget op i den slags, tror jeg. Tænk hvor skuffet og børnefornærmet jeg kan blive i Estland, hvor alting bliver gjort anderledes. Fordi sådan gør man der. Så der skal nogle mentale omjusteringer til ligesom de diplomatiske kompetencer nok får brug for en seriøs opgradering. Nogen der ved, hvor man kan tage det kursus?
Salg af lejlighed - hvordan og til hvem?
Frederiksberg 02.03.09
Alt det her med at sælge lejligheden, er lidt mere kompliceret, end jeg først tænkte. I stedet for at gå til ejendomsmægleren, kan vi jo også forsøge at spare nogle penge og på ægte kræmmermanér forsøge at sælge den selv gennem private opslag i Netto/Fakta, indrykke en annonce i Den Blå Avis etc. Puh, så skal ens telefonnummer hænge over det hele. Det bryder jeg mig ikke rigtig om…
Min far overvejer i øvrigt også at købe lejligheden, renovere den og bo på Frederiksberg som afveksling til den stråtækte landsbyidyl i Sønderjylland. Han vil i så fald både gøre det for sin egen skyld men også for at give familien en feriebolig i Hovedstaden og sikre en fremtidig studiebolig til mine små nevøer. Hvor fedt ville det ikke være, at have sit eget sted, når vi er hjemme på besøg i Danmark? Men han har en max pris og kunne vi evt. få mere ved at sælge til en fremmed, er det ud fra et økonomisk synspunkt, det bedste.
Omvendt var det Far, der kautionerede for mit lån, dengang jeg kun havde en børneopsparing på 25.000 og halvdelen røg på mit Kenwood anlæg & højtalere (et anlæg, der engang har affødt følgende indebrændte kommentar fra en mandlig medstuderende: Hvorfor har en pige sådan et fedt anlæg?). Men udover den følelsesmæssige gæld til min far, har jeg op gennem 20’erne også lånt større beløb af ham. Og der er studiegæld og boliglån der skal indfris. Så vi får brug for alle de penge, der kan trækkes ud af lejligheden. Til et nyt hjem.
Jeg gider ikke at bitche over, at vi sandsynligvis havde fået 300-400.000 kr. mere for den for et år siden. De penge har jo reelt aldrig været mine. De har bare stået som et ciffer ud foran mit andelsnummer i årsberetningen fra bestyrelsen. Tanken om dem har da nok fået mig til at spendere en bøf, en drink, en bif-tur eller en ny bluse mere end SU´en ellers tillod, men hvad så? Det er bare penge. Ja, det var tider dengang vi her i andelsboligforeningen jokede med at den letteste salgsmetode, var at åbne vinduet og vifte lidt med andelsbeviset, for så bare at vælge og vrage mellem interesserede købere nede på gaden. Men finanskrisen har også ramt Estland. Så vidt jeg ved, er det kun i Vana Tallinn (bydelen – ikke likøren) hvor, priserne ikke også er faldet i Tallinn. Og da jeg ikke er specielt interesseret i at bo midt i turistfælden – mon så ikke det over nogle år kan gå lige op?
Alt det her med at sælge lejligheden, er lidt mere kompliceret, end jeg først tænkte. I stedet for at gå til ejendomsmægleren, kan vi jo også forsøge at spare nogle penge og på ægte kræmmermanér forsøge at sælge den selv gennem private opslag i Netto/Fakta, indrykke en annonce i Den Blå Avis etc. Puh, så skal ens telefonnummer hænge over det hele. Det bryder jeg mig ikke rigtig om…
Min far overvejer i øvrigt også at købe lejligheden, renovere den og bo på Frederiksberg som afveksling til den stråtækte landsbyidyl i Sønderjylland. Han vil i så fald både gøre det for sin egen skyld men også for at give familien en feriebolig i Hovedstaden og sikre en fremtidig studiebolig til mine små nevøer. Hvor fedt ville det ikke være, at have sit eget sted, når vi er hjemme på besøg i Danmark? Men han har en max pris og kunne vi evt. få mere ved at sælge til en fremmed, er det ud fra et økonomisk synspunkt, det bedste.
Omvendt var det Far, der kautionerede for mit lån, dengang jeg kun havde en børneopsparing på 25.000 og halvdelen røg på mit Kenwood anlæg & højtalere (et anlæg, der engang har affødt følgende indebrændte kommentar fra en mandlig medstuderende: Hvorfor har en pige sådan et fedt anlæg?). Men udover den følelsesmæssige gæld til min far, har jeg op gennem 20’erne også lånt større beløb af ham. Og der er studiegæld og boliglån der skal indfris. Så vi får brug for alle de penge, der kan trækkes ud af lejligheden. Til et nyt hjem.
Jeg gider ikke at bitche over, at vi sandsynligvis havde fået 300-400.000 kr. mere for den for et år siden. De penge har jo reelt aldrig været mine. De har bare stået som et ciffer ud foran mit andelsnummer i årsberetningen fra bestyrelsen. Tanken om dem har da nok fået mig til at spendere en bøf, en drink, en bif-tur eller en ny bluse mere end SU´en ellers tillod, men hvad så? Det er bare penge. Ja, det var tider dengang vi her i andelsboligforeningen jokede med at den letteste salgsmetode, var at åbne vinduet og vifte lidt med andelsbeviset, for så bare at vælge og vrage mellem interesserede købere nede på gaden. Men finanskrisen har også ramt Estland. Så vidt jeg ved, er det kun i Vana Tallinn (bydelen – ikke likøren) hvor, priserne ikke også er faldet i Tallinn. Og da jeg ikke er specielt interesseret i at bo midt i turistfælden – mon så ikke det over nogle år kan gå lige op?
at blogge eller ikke at blogge
Frederiksberg 27.02.09
Jeg er meget i tvivl om det her med en blog er en god ide. Derfor har jeg heller ikke oprettet noget indlæg endnu. De ligger fint gemt på min computer, mens jeg lige overvejer det én gang til. For hvem skriver jeg egentlig til her?
Jeg har vel forestillet mig at det kunne være en sjov måde for mine venner at følge med i hvad der sker oven i knolden på mig. Nu – og senere, når vi ikke længere kan ses løbende. Men hvorfor så ikke bare sende fællesmails ud? Hvad er det med den her lyst til, at det skal være offentligt tilgængeligt? Det pirrer mig, kan jeg mærke. Som en ulmende flirt, jeg ikke helt ved, om jeg tør gå i lag med.
Det skrevne ord forpligtiger på en anden måde, når det ligger frit fremme. Forpligtiger mig til at tænke over hvad jeg skriver og derfor også bearbejde tankerne i deres vej fra hjernen ned i fingerspidsernes tasten på små bogstaver. Processen kan måske fremskynde et svar på hvad min mavefornemmelse siger om en given problemstilling. Men for at blive i mellemgulvet - det kunne også nemt blive navlepillende, fladt og kedeligt. Har jeg overhovedet ord og tanker nok i mig til løbende at kunne skrive et nyt indlæg?
Endelig er der spørgsmålet om selvcensur. Skal jeg tænke over at min blog eventuelt vil blive læst af svensktalende, estiske svigermor, 93-årige farmor og mine pre-teenage nevøer? Min mand har heller ikke bedt om at blive skrevet om. Vi lever på mange måder i en bornert tid, der har påvirket mig til at overveje om det er for frækt at omtale engangsknald eller for stødende, sarkastisk at omtale estisk madkultur eller befolkningens indadvendte mentalitet. Fandeme nej! Det her er mit fristed. Læs det, eller lad være.
Jeg er meget i tvivl om det her med en blog er en god ide. Derfor har jeg heller ikke oprettet noget indlæg endnu. De ligger fint gemt på min computer, mens jeg lige overvejer det én gang til. For hvem skriver jeg egentlig til her?
Jeg har vel forestillet mig at det kunne være en sjov måde for mine venner at følge med i hvad der sker oven i knolden på mig. Nu – og senere, når vi ikke længere kan ses løbende. Men hvorfor så ikke bare sende fællesmails ud? Hvad er det med den her lyst til, at det skal være offentligt tilgængeligt? Det pirrer mig, kan jeg mærke. Som en ulmende flirt, jeg ikke helt ved, om jeg tør gå i lag med.
Det skrevne ord forpligtiger på en anden måde, når det ligger frit fremme. Forpligtiger mig til at tænke over hvad jeg skriver og derfor også bearbejde tankerne i deres vej fra hjernen ned i fingerspidsernes tasten på små bogstaver. Processen kan måske fremskynde et svar på hvad min mavefornemmelse siger om en given problemstilling. Men for at blive i mellemgulvet - det kunne også nemt blive navlepillende, fladt og kedeligt. Har jeg overhovedet ord og tanker nok i mig til løbende at kunne skrive et nyt indlæg?
Endelig er der spørgsmålet om selvcensur. Skal jeg tænke over at min blog eventuelt vil blive læst af svensktalende, estiske svigermor, 93-årige farmor og mine pre-teenage nevøer? Min mand har heller ikke bedt om at blive skrevet om. Vi lever på mange måder i en bornert tid, der har påvirket mig til at overveje om det er for frækt at omtale engangsknald eller for stødende, sarkastisk at omtale estisk madkultur eller befolkningens indadvendte mentalitet. Fandeme nej! Det her er mit fristed. Læs det, eller lad være.
De 10 bedste ting ved at flytte til Estland
Frederiksberg 26.02.09
1.) Jeg vil opleve mere vinter med sne, jeg elsker sne! Måske kan man stå på langrend som weekend aktivitet?
2.) Min søde mand bliver rigtig glad. Nu kan jeg gøre for ham, hvad han allerede har gjort for mig.
3.) Endelig får jeg lært estisk. Jeg har længe haft ambitioner om at lære det, men aldrig rigtig kommet ud over intro-kursus stadiet. Det betyder at jeg med tiden kan følge med i samtaler hos hans estiske venner, at jeg slipper for at føle jeg dræber stemningen til de fester, hvor folk høfligt slår over i engelsk, hvis de har været så uheldige, at få en udlænding til bords, og sidst men ikke mindst, at hans familie ikke skal slå over i svensk, bare fordi jeg er der. Det bliver fedt!
4.) Estland har flat rate tax på 27 % (sindssygt, hvor meget velfærd kan man lave for det beløb?) og lønningerne er generelt betydeligt lavere end i Skandinavien. Jeg tror vi får råd til rengøringskone. YES! Farvel nullermænd! Måske også en opvaskemaskine…? Hvilken luksus!
5.) Ny personlig udfordring til mig: Jeg skal finde et arbejde. Det bliver svært, men jeg tror det er muligt.
6.) Flytningen til Estland og alle forberedelser samt ender der skal bindes, gør også at vi snart er parate til projekt baby. Det glæder jeg mig til… Så måske rejser to ud og tre kommer hjem?
7.) Der kommer flere breve fra venner og familie i min postkasse, det er bare så hyggeligt at læse et old fashion snail-mail.
8.) Jeg vil lære mange nye mennesker at kende og få bedre indsigt i min mands kultur.
9.) Vi kommer til at købe en større lejlighed eller et lille, bitte hus sammen, får mere plads, skal indrette det sammen osv. Det bliver spændende at se hvordan vi får min gammeldags folklore/loppefundsstil til at harmornere med hans funkis/minimalisme smag…
10.) Jeg håber jeg får et par rigtig gode venner. Det er længe siden jeg sidst fik en god ny ven. De er så gode dem jeg har allerede.
P.S. Jeg kunne godt have skrevet en negativ liste også, men den er så åbenlys at jeg ikke vil kede med den her…
1.) Jeg vil opleve mere vinter med sne, jeg elsker sne! Måske kan man stå på langrend som weekend aktivitet?
2.) Min søde mand bliver rigtig glad. Nu kan jeg gøre for ham, hvad han allerede har gjort for mig.
3.) Endelig får jeg lært estisk. Jeg har længe haft ambitioner om at lære det, men aldrig rigtig kommet ud over intro-kursus stadiet. Det betyder at jeg med tiden kan følge med i samtaler hos hans estiske venner, at jeg slipper for at føle jeg dræber stemningen til de fester, hvor folk høfligt slår over i engelsk, hvis de har været så uheldige, at få en udlænding til bords, og sidst men ikke mindst, at hans familie ikke skal slå over i svensk, bare fordi jeg er der. Det bliver fedt!
4.) Estland har flat rate tax på 27 % (sindssygt, hvor meget velfærd kan man lave for det beløb?) og lønningerne er generelt betydeligt lavere end i Skandinavien. Jeg tror vi får råd til rengøringskone. YES! Farvel nullermænd! Måske også en opvaskemaskine…? Hvilken luksus!
5.) Ny personlig udfordring til mig: Jeg skal finde et arbejde. Det bliver svært, men jeg tror det er muligt.
6.) Flytningen til Estland og alle forberedelser samt ender der skal bindes, gør også at vi snart er parate til projekt baby. Det glæder jeg mig til… Så måske rejser to ud og tre kommer hjem?
7.) Der kommer flere breve fra venner og familie i min postkasse, det er bare så hyggeligt at læse et old fashion snail-mail.
8.) Jeg vil lære mange nye mennesker at kende og få bedre indsigt i min mands kultur.
9.) Vi kommer til at købe en større lejlighed eller et lille, bitte hus sammen, får mere plads, skal indrette det sammen osv. Det bliver spændende at se hvordan vi får min gammeldags folklore/loppefundsstil til at harmornere med hans funkis/minimalisme smag…
10.) Jeg håber jeg får et par rigtig gode venner. Det er længe siden jeg sidst fik en god ny ven. De er så gode dem jeg har allerede.
P.S. Jeg kunne godt have skrevet en negativ liste også, men den er så åbenlys at jeg ikke vil kede med den her…
Nostalgi
Frederiksberg 25.02.09
Hvad skal jeg gøre med lejligheden? Min 57 km ramponerede, men højt elskede lejlighed. Min kæreste, nu mand, flyttede med tiden ind i den, men jeg har ejet den siden jeg var 21 år. Nu er jeg 32 år. Der bor meget af mig i disse hjørner med spindelvæv, loftet der har fået en revne, og den der sorte plet på trægulvet, hvor jeg en nytårsnat ville tænde en hel buket af stjernekastere på een gang. Indenfor.
Mit fire-personers spisebord. Hvad det ikke har skullet lægge øre til af snak. Eks’en der slog op her. Singlelivets op- og nedture. Planlægningen af mit bryllup. Uendelige og utvivlsomt langhårede gruppemøder med gode og mindre gode studiekammerater fra RUC. Små politiske kampagner udtænkt. Tøsemiddage, hvor hver en detalje, er blevet vendt og diskuteret, i håbet om at forstå de der mænd. Astronomiske mængder af Star pilsner, vodka, og gin&tonic er spildt ned i dine årer, mens musikken har spillet, udklædte gæster danset og politiet faktisk kun to gange er kommet og bedt mig om at skrue ned.
Gaskomfuret der sviner og den mad jeg har lavet i Mormors gule gryde, har sikret mig direkte adgang til manges hjerter. Min bulede enpersons seng, som jeg vedvarende har insisteret på ER stor nok og hyggelig til to, har nærmest gjort det modsatte. Men selv om den har en kold væg til nabo, har den budt på et par skønne engangsknald, gemt min opvask ved uventet besøg, delt spændingen ved natlig romanlæsning og givet plads til ham jeg elsker.
I denne lejlighed har jeg kedet mig, været deprimeret og haft udlængsel. To gange før er jeg rejst væk, dog kun et år ad gangen. Mon vi kan finde et sted i Estland, der også giver mig lyst til at vende tilbage?
Ejendomsmægleren må komme og give et bud på om det er nu den skal sættes til salg. Prisen vil under alle omstændigheder være for lav. Men lad os nu bare sætte hjulene i gang!
Hvad skal jeg gøre med lejligheden? Min 57 km ramponerede, men højt elskede lejlighed. Min kæreste, nu mand, flyttede med tiden ind i den, men jeg har ejet den siden jeg var 21 år. Nu er jeg 32 år. Der bor meget af mig i disse hjørner med spindelvæv, loftet der har fået en revne, og den der sorte plet på trægulvet, hvor jeg en nytårsnat ville tænde en hel buket af stjernekastere på een gang. Indenfor.
Mit fire-personers spisebord. Hvad det ikke har skullet lægge øre til af snak. Eks’en der slog op her. Singlelivets op- og nedture. Planlægningen af mit bryllup. Uendelige og utvivlsomt langhårede gruppemøder med gode og mindre gode studiekammerater fra RUC. Små politiske kampagner udtænkt. Tøsemiddage, hvor hver en detalje, er blevet vendt og diskuteret, i håbet om at forstå de der mænd. Astronomiske mængder af Star pilsner, vodka, og gin&tonic er spildt ned i dine årer, mens musikken har spillet, udklædte gæster danset og politiet faktisk kun to gange er kommet og bedt mig om at skrue ned.
Gaskomfuret der sviner og den mad jeg har lavet i Mormors gule gryde, har sikret mig direkte adgang til manges hjerter. Min bulede enpersons seng, som jeg vedvarende har insisteret på ER stor nok og hyggelig til to, har nærmest gjort det modsatte. Men selv om den har en kold væg til nabo, har den budt på et par skønne engangsknald, gemt min opvask ved uventet besøg, delt spændingen ved natlig romanlæsning og givet plads til ham jeg elsker.
I denne lejlighed har jeg kedet mig, været deprimeret og haft udlængsel. To gange før er jeg rejst væk, dog kun et år ad gangen. Mon vi kan finde et sted i Estland, der også giver mig lyst til at vende tilbage?
Ejendomsmægleren må komme og give et bud på om det er nu den skal sættes til salg. Prisen vil under alle omstændigheder være for lav. Men lad os nu bare sætte hjulene i gang!
om Eesti-Festi
Frederiksberg 25.02.09
Eesti-Festi er min egen samlebetegnelse for alle de estiske arrangementer min mand løbende har slæbt mig med til i både Danmark, Sverige og Estland. Jeg nævner i flæng: estisk påske-kulturlejr, Estival, estisk sang- og dans festival, estisk folkedans, fejring af Estlands Nationaldag, general forsamling i Eesti Kodu, estiske koncerter, estisk jule-tam-tam, estiske teaterstykker, estisk kurbad, estisk kirke, estisk unisex sauna, estisk øl-sommer, estisk folkmusic festival, estisk midsommerfest osv. Og når jeg nu inden længe non-stop skal være i Estland, så bliver mit liv jo én lang Eesti-Festi.
Det er noget af en udfordring. Men i stedet for at hænge med mulen over hvor svært det bliver at undvære elskede venner, familie og dansk kultur i det hele taget, har jeg brug for at programmere mig selv mentalt til at opfatte den kommende tid som noget positivt. To mennesker kan gå til samme fest og komme hjem med to vidt forskellige oplevelser. Og de vil være lige genuine.
Denne blog bliver mit indtryk af hverdagens Eesti-Festi. Og da jeg er noget af et party-menneske lyder 3 års Festi ikke så ringe endda!
Eesti-Festi er min egen samlebetegnelse for alle de estiske arrangementer min mand løbende har slæbt mig med til i både Danmark, Sverige og Estland. Jeg nævner i flæng: estisk påske-kulturlejr, Estival, estisk sang- og dans festival, estisk folkedans, fejring af Estlands Nationaldag, general forsamling i Eesti Kodu, estiske koncerter, estisk jule-tam-tam, estiske teaterstykker, estisk kurbad, estisk kirke, estisk unisex sauna, estisk øl-sommer, estisk folkmusic festival, estisk midsommerfest osv. Og når jeg nu inden længe non-stop skal være i Estland, så bliver mit liv jo én lang Eesti-Festi.
Det er noget af en udfordring. Men i stedet for at hænge med mulen over hvor svært det bliver at undvære elskede venner, familie og dansk kultur i det hele taget, har jeg brug for at programmere mig selv mentalt til at opfatte den kommende tid som noget positivt. To mennesker kan gå til samme fest og komme hjem med to vidt forskellige oplevelser. Og de vil være lige genuine.
Denne blog bliver mit indtryk af hverdagens Eesti-Festi. Og da jeg er noget af et party-menneske lyder 3 års Festi ikke så ringe endda!
3 år i Estland
Frederiksberg 25.02.09
Min mand har i dag sagt sit job op og meddelt chefen han har taget et job i Tallinn, Estland! Om end det er sket med min accept og billigelse, føles det alligevel som en mavepuster. 3 år i Estland – mindst…
1000 tanker er gået igennem mit hoved siden det opkald. Det ene øjeblik er man ubekymret på fredagsbar kørende på tredje fadøl, det næste fortæller ens elskede, at han er blevet headhuntet. Ikke til et job i København, hvor vi bor nu. Til hjemlandet. Der hvor alle taler et sprog med vanvittige 14 kasus, kål & svin er et kulinarisk hit, og befolkningen er som finnerne, bare lidt mere indadvendte.
Jeg har allerede boet der. I et år. Det er ikke et nemt land.
Den dag i lufthavnen, hvor vi sagde farvel, uden at have afklaret om nogen af os var villige til at bosætte os i den andens hjemland, var den værste dag i mit liv. Det gjorde så ondt indeni. For jeg troede ikke, han ville os nok. Jeg troede ikke, han ville ofre så meget for min skyld. Og jeg havde sådan brug for at komme hjem. Men han gav sig først. På én betingelse. Vi indgik en gentlemens agreement om at vi skulle bo 3 år i Danmark og så 3 år i Estland. Vi vidste, at vi ville hinanden, selv om vi ikke var enige om hvor vi skulle slå rødder. Det ved vi stadigvæk ikke. Men nu er det tid til at opfylde anden del af aftalen. 3 år i Estland…
Min mand har i dag sagt sit job op og meddelt chefen han har taget et job i Tallinn, Estland! Om end det er sket med min accept og billigelse, føles det alligevel som en mavepuster. 3 år i Estland – mindst…
1000 tanker er gået igennem mit hoved siden det opkald. Det ene øjeblik er man ubekymret på fredagsbar kørende på tredje fadøl, det næste fortæller ens elskede, at han er blevet headhuntet. Ikke til et job i København, hvor vi bor nu. Til hjemlandet. Der hvor alle taler et sprog med vanvittige 14 kasus, kål & svin er et kulinarisk hit, og befolkningen er som finnerne, bare lidt mere indadvendte.
Jeg har allerede boet der. I et år. Det er ikke et nemt land.
Den dag i lufthavnen, hvor vi sagde farvel, uden at have afklaret om nogen af os var villige til at bosætte os i den andens hjemland, var den værste dag i mit liv. Det gjorde så ondt indeni. For jeg troede ikke, han ville os nok. Jeg troede ikke, han ville ofre så meget for min skyld. Og jeg havde sådan brug for at komme hjem. Men han gav sig først. På én betingelse. Vi indgik en gentlemens agreement om at vi skulle bo 3 år i Danmark og så 3 år i Estland. Vi vidste, at vi ville hinanden, selv om vi ikke var enige om hvor vi skulle slå rødder. Det ved vi stadigvæk ikke. Men nu er det tid til at opfylde anden del af aftalen. 3 år i Estland…
Abonner på:
Opslag (Atom)