3 år i Estland

Frederiksberg 25.02.09

Min mand har i dag sagt sit job op og meddelt chefen han har taget et job i Tallinn, Estland! Om end det er sket med min accept og billigelse, føles det alligevel som en mavepuster. 3 år i Estland – mindst…

1000 tanker er gået igennem mit hoved siden det opkald. Det ene øjeblik er man ubekymret på fredagsbar kørende på tredje fadøl, det næste fortæller ens elskede, at han er blevet headhuntet. Ikke til et job i København, hvor vi bor nu. Til hjemlandet. Der hvor alle taler et sprog med vanvittige 14 kasus, kål & svin er et kulinarisk hit, og befolkningen er som finnerne, bare lidt mere indadvendte.

Jeg har allerede boet der. I et år. Det er ikke et nemt land.

Den dag i lufthavnen, hvor vi sagde farvel, uden at have afklaret om nogen af os var villige til at bosætte os i den andens hjemland, var den værste dag i mit liv. Det gjorde så ondt indeni. For jeg troede ikke, han ville os nok. Jeg troede ikke, han ville ofre så meget for min skyld. Og jeg havde sådan brug for at komme hjem. Men han gav sig først. På én betingelse. Vi indgik en gentlemens agreement om at vi skulle bo 3 år i Danmark og så 3 år i Estland. Vi vidste, at vi ville hinanden, selv om vi ikke var enige om hvor vi skulle slå rødder. Det ved vi stadigvæk ikke. Men nu er det tid til at opfylde anden del af aftalen. 3 år i Estland…