at blogge eller ikke at blogge

Frederiksberg 27.02.09

Jeg er meget i tvivl om det her med en blog er en god ide. Derfor har jeg heller ikke oprettet noget indlæg endnu. De ligger fint gemt på min computer, mens jeg lige overvejer det én gang til. For hvem skriver jeg egentlig til her?

Jeg har vel forestillet mig at det kunne være en sjov måde for mine venner at følge med i hvad der sker oven i knolden på mig. Nu – og senere, når vi ikke længere kan ses løbende. Men hvorfor så ikke bare sende fællesmails ud? Hvad er det med den her lyst til, at det skal være offentligt tilgængeligt? Det pirrer mig, kan jeg mærke. Som en ulmende flirt, jeg ikke helt ved, om jeg tør gå i lag med.

Det skrevne ord forpligtiger på en anden måde, når det ligger frit fremme. Forpligtiger mig til at tænke over hvad jeg skriver og derfor også bearbejde tankerne i deres vej fra hjernen ned i fingerspidsernes tasten på små bogstaver. Processen kan måske fremskynde et svar på hvad min mavefornemmelse siger om en given problemstilling. Men for at blive i mellemgulvet - det kunne også nemt blive navlepillende, fladt og kedeligt. Har jeg overhovedet ord og tanker nok i mig til løbende at kunne skrive et nyt indlæg?

Endelig er der spørgsmålet om selvcensur. Skal jeg tænke over at min blog eventuelt vil blive læst af svensktalende, estiske svigermor, 93-årige farmor og mine pre-teenage nevøer? Min mand har heller ikke bedt om at blive skrevet om. Vi lever på mange måder i en bornert tid, der har påvirket mig til at overveje om det er for frækt at omtale engangsknald eller for stødende, sarkastisk at omtale estisk madkultur eller befolkningens indadvendte mentalitet. Fandeme nej! Det her er mit fristed. Læs det, eller lad være.