Ældre Damer

Her den anden dag gav jeg en ældre dame i Kvickly en opsang. Og det føltes godt, kan jeg hilse og sige. Den slags ældre damer, der tror, at fordi de er blevet ældre og naturligvis skal vises et særligt hensyn, samtidig også har fået carte blanche til at opføre sig forsmået, uforskammet og/eller egocentreret over for alle andre i deres omgivelser. I bliver nødt til at hjælpe mig med at opdrage dem derude, hører I!

Jeg står i køen, som kun udgør den ældre dame foran mig, jeg selv og en mand bag mig. Kasseassistenten bliver selv opmærksom på, at han har slået nogle dadler for meget ind, og tager lommeregneren frem for at regne ud hvor mange penge han skal trække fra. Den ældre såkaldte dame begynder så langsomt men vedholdende at himle med øjne, snakke om ”at der ikke er tale om et regnestykke fra højere handelsskole”, ”at hun da virkelig ikke har hele dagen til at vente”, sukke, stønne og på alle måder være urimelig. Og der er vitterlig ikke tale om en svær udregning, men det er ikke svært at se, at assistentens udregning forstyrres af de nedsættende bemærkninger, der kun bliver værre, da han tydeligvis regner forkert første gang.

Her er det så jeg ikke længere kan overvære seancen uden at blande mig og med høj røst siger: Der går sikkert ikke noget af Dem, hvis vi nu alle giver assistenten tid til i ro og fred at regne færdig, uden flere ubehagelige bemærkninger fra Deres side. Værre er det heller ikke! ”Ja. Sådan kan man jo også vælge at se det” siger damen stødt til mig. Og klapper i. Og får sine varer og byttepenge 1 minut senere.

Ja, det kan man nemlig. Jeg ved ikke om det er mine etårige ophold i Estland og Rusland, hvor livet leves lidt mere ekstremt, der har påvirket mig, men hvis der er noget der ikke længere kan hidse mig op, så er det, at man lige skal vente 5 min længere i supermarkedskøen, på to-go-kaffen, på toget, på bussen end planlagt. Livet er simpelthen for kort til den slags ærgrelser. Og så er der nogle dage hvor man rider på den grønne bølge og andre dage hvor man ser rødt, forsinkelser og stopsignaler over alt. Tilfældigt? Eller starter den grønne bølge i én selv?

Ja, ja, nu blev jeg corny. Håber jeg selv kan væbne mig med tålmodighed, når jeg står over for lign situationer i Estland og bare ikke fatter hvorfor X handling skal gå SÅ langsomt, eller så mærkeligt, så anderledes og forkert til. Måske skal jeg sætte min lid til at en ældre dame vil gelejde mig lidt på vej?