Middag med tøserne

Frederiksberg 09.03.09

Jeg har de bedste veninder. Punktum. I weekenden har jeg fejret min fødselsdag med nogle af dem og haft tøsemiddag som i ”gamle dage”. Der blev danset, snakket, drukket og røget og lejligheden har sikkert fået sig en ny plet eller to. Hvis bare de bliver mange nok, tror evt. købere måske at trægulvet HAR den farve oprindeligt…?

Siden jeg er begyndt at fortælle mine veninder, at jeg rejser væk nogle år, har jeg fået så mange positive kommentarer, at ørerne er blevet røde af ros. En har sagt, at selv om vi i forvejen ses sjældent, så ville hun savne mig. Fordi jeg har givet hende mange gode stunder i livet. En anden har sagt, at jeg er hjertet i min venindegruppe. Hjertet. Kan man få et større skulderklap i venne-sammenhænge?

Det er jo meget udansk offentligt at udtrykke, man er stolt af sig selv. Men jeg ER stolt over den måde jeg håndterer mine venskaber på. Og jeg er stolt af at være end del af så mange fantastiske kvinders liv. Og NEJ, vi er ikke lesbiske, som en italiensk mand spurgte om kl. 3.00, bare fordi 6 varme piger kom osende ind på baren uden mænd. Og ikke var interesseret i ham. Men der er kærlighed og venskab nok til at udfylde selv det største tomrum, min mand måtte efterlade, når vi om 2½ måned skal til at være langdistance kærester igen. STØN. Han rejser først, jeg følger efter et par måneder senere. Vi klarer det! Men der bliver nok stor forskel på at have et hav imellem sig, når man endnu ikke er flyttet sammen, og når man har boet sammen i næsten 5 år.

Måske er det godt med opbrud, af og til. For mig OG for mine venner. Rokere lidt rundt. Lade andre tage initiativ til middage og diverse arrangementer. Ikke, at jeg ikke elsker det. For det gør jeg. Jeg elsker at være noget for venner og familie. Hjælpe dem og gøre dem glade med mad, drikke og god stemning. Jeg stiller høje krav til mig selv, når jeg arrangerer noget og i måden jeg indgår i relationer på. Men ubevidst stiller jeg også høje krav til dem, jeg gør noget for. Det er ikke min mening, men jeg gør det. Og det er det samme, som af og til at blive lidt skuffet over, at de ikke tænker som een selv. Som f.eks. at arrangere weekendture, og alle ikke synes, det er en fantastisk ide. Eller hvert år at sende mindst 30 personlige fødselsdagskort ud med posten og modtage 3. Så har jeg fået mange fantastiske kort og gaver siden hen, når jeg har set folk, men lige i det øjeblik, hvor jeg åbner postkassen, der kan jeg blive skuffet. Og det er urimeligt, dumt og noget jeg skal arbejde på at tænke anderledes omkring, for mange har gjort sig umage, bare ikke på min måde.

Det er usundt at gå for meget op i den slags, tror jeg. Tænk hvor skuffet og børnefornærmet jeg kan blive i Estland, hvor alting bliver gjort anderledes. Fordi sådan gør man der. Så der skal nogle mentale omjusteringer til ligesom de diplomatiske kompetencer nok får brug for en seriøs opgradering. Nogen der ved, hvor man kan tage det kursus?