Nostalgi

Frederiksberg 25.02.09

Hvad skal jeg gøre med lejligheden? Min 57 km ramponerede, men højt elskede lejlighed. Min kæreste, nu mand, flyttede med tiden ind i den, men jeg har ejet den siden jeg var 21 år. Nu er jeg 32 år. Der bor meget af mig i disse hjørner med spindelvæv, loftet der har fået en revne, og den der sorte plet på trægulvet, hvor jeg en nytårsnat ville tænde en hel buket af stjernekastere på een gang. Indenfor.

Mit fire-personers spisebord. Hvad det ikke har skullet lægge øre til af snak. Eks’en der slog op her. Singlelivets op- og nedture. Planlægningen af mit bryllup. Uendelige og utvivlsomt langhårede gruppemøder med gode og mindre gode studiekammerater fra RUC. Små politiske kampagner udtænkt. Tøsemiddage, hvor hver en detalje, er blevet vendt og diskuteret, i håbet om at forstå de der mænd. Astronomiske mængder af Star pilsner, vodka, og gin&tonic er spildt ned i dine årer, mens musikken har spillet, udklædte gæster danset og politiet faktisk kun to gange er kommet og bedt mig om at skrue ned.

Gaskomfuret der sviner og den mad jeg har lavet i Mormors gule gryde, har sikret mig direkte adgang til manges hjerter. Min bulede enpersons seng, som jeg vedvarende har insisteret på ER stor nok og hyggelig til to, har nærmest gjort det modsatte. Men selv om den har en kold væg til nabo, har den budt på et par skønne engangsknald, gemt min opvask ved uventet besøg, delt spændingen ved natlig romanlæsning og givet plads til ham jeg elsker.

I denne lejlighed har jeg kedet mig, været deprimeret og haft udlængsel. To gange før er jeg rejst væk, dog kun et år ad gangen. Mon vi kan finde et sted i Estland, der også giver mig lyst til at vende tilbage?

Ejendomsmægleren må komme og give et bud på om det er nu den skal sættes til salg. Prisen vil under alle omstændigheder være for lav. Men lad os nu bare sætte hjulene i gang!