På gensyn

En skøn bedstemor døde forleden. Hun var en rigtig bedstemor med slag i. En sej og hjertelig dame, som brat mistede det slagfærdige og døde i sit hjem med familien omkring sig. Det var ikke min bedstemor, men jeg ved hvordan det kan føles. Vi rydder ud i klædeskabet, der lugter gammelt, finder fotoalbums, avisudklip fra et helt århundrede, og synger ”se nu stiger solen” med tårer i øjnene. Når vores bedsteforældre dør, føles det i nuet som om en bid af barndommen tages fra os og vi græder over det farvel, der skal tages.

Selv tager jeg mine døde med mig. Det endelige farvel er snarere et ”farvel og på gensyn i mine tanker”. På samme måde, som alle mine levende venner og familiemedlemmer flytter med mig til Estland om de vil det eller ej, flytter også mine døde med mig. I syvende klasse døde min Mormor, men hende mødes jeg ofte med. Smiler og ler og sammen nikker vi genkendende over de minder, der nok blegner i grafisk udtryk, men vis følelse af delt kærlighed stadig står stærkt. Hun elskede at rejse, så hende bliver der ikke nogen omstillingsproblemer med.

Sammen glæder vi os over smagen af de første danske jordbær, selv om vi er enige om, at dem hun plukkede til os i hendes have havde mere smag. Vi får begge øje på den storblomstrede sommerkjole i udstillingsvinduet og køber den, selv om vi godt ved andre synes vores velvoksne bagparti ville have taget sig bedre ud i en ensfarvet model. Forkærligheden for noget med pang i, fest og god mad gav hun videre til min mor og hun til mig. Lige som den mørke skønhedsplet neden for højre øje vi alle tre fik i fødselsgave og som jeg en dag måske kan give videre til en datter eller søn.

Min kloge 93årige, storrygende, barmfagre Farmor skranter dette forår og tankerne på et nyt farvel og på gensyn, er tættere på, end jeg har lyst til at være ved. 47 kg vejer hun, der tidligere var en sværvægter, nu. Min bror fik sin første søn og gjorde mig til faster, men jeg arbejdede i Portugal. Min Farfar døde, men jeg studerede i Rusland. Danmark gik i krig i Irak, men jeg var i praktik i Tallinn. Veninder havde problemer og delte dem med andre.

En af de sværeste ting ved at bo i udlandet er, at man ikke er i nærheden, når store begivenheder indtræffer. Man er der i tankerne, men lige som med de døde, er det trods alt ikke helt det samme…