Så er der drama på drengen. Min køber til lejligheden kan pt ikke stille bankgaranti, da vedkommende mangler at få lov at låne 100.000 i banken. Sølle 100.000. Skide finanskrise! TØSEDRENGE, NÆRRIGRØVE er de, bankerne. Min ejendomsmægler fortæller, at de i forrige uge mistede 3 andre handler på omtrent samme måde.
Men køber har skrevet under og fristen til at fortryde udløb tirsdag. Så retligt set hænger vedkommende på den. Skulle køber nægte at betale, kan vi i værste fald få vores penge ved at lægge sag an, men det kan tage år og er absolut ikke et drømmescenarie. Så det er bare på med vanten og lade nye folk komme ud at se lejligheden. IR-RI-TE-REN-DE.
Da fristen udløb tænkte vi: så, nu er den hjemme og vi HAR booket flyttefirma (KUN 28.000...), der planlagt skal hente vores gods på onsdag. Men hvis vi ikke sælger nu, så er det vist en dårlig ide at flytte tingene, for helt ærligt: det er længe siden vi har malet, og der kommer til at se ret snusket ud, når alle møbler er fjernet. Ejendomsmægleren har også sagt flere gange, at det er nemmere at sælge en beboet lejlighed.
Det der ærgrer mig, er at vi slet ikke havde regnet med at få solgt så hurtigt, og vi havde derfor indrettet os derefter. Så kommer der pludselig en køber, der hu-hej vil overtage 3 uger efter hun har skrevet under. Så sætter vi hele flytte maskineriet igang, kører derudaf med diverse planer, indgår aftaler, bestiller flybilletter og så - bliver der trukket i nødbremsen. BREMS. TILBAGE. FORFRA. Spild af energi. Men som min kære mand plejer at sige: Det ordner sig. Der er stadig en mulighed for at køber kan rejse de sidste penge ved hjælp af familien. SENEST MANDAG!! har vi sagt.
Så denne kristi himmelfartsmorgen sender jeg en mariehøne op for at bede om godt vejr til vores udendørs afskedsfest på lørdag, og nu den er deroppe: 100.000 til vores køber...
torsdag den 21. maj 2009
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar