Do you speak English?

Jeg var låst ude igår nat. Ikke fordi jeg havde glemt min nøgle på et hotelværelse, som jeg gjorde i Niznijj Novgorod, Rusland for snart 8 år siden. Ikke fordi jeg havde ladet den blive liggende i Sønderjylland hos min far eller i Sverige hos svigerfamilien, hvilket jeg også har præsteret. Eller slet og ret bare havde smækket mig ude. Nej. Denne gang var faktisk ikke min skyld. Den digitale dørlås havde udviklet storhedsvanvid og tilføjede "0"er efter hvert tal jeg trykkede ind. Så jeg kunne hverken trykke min egen kode ind eller ringe til en af de andre beboere og forsøge at få dem til at lukke en fremmed ind efter midnat.

Det var sent, der var meget få mennesker på gaden og jeg var bare træt oven på en weekend, hvor Frederiksberg lejligheden blev omorganiseret, private ting pakket ned og en masse studentermøbler blev slæbt til storskrald. Jeg følte mig lidt Palle-alene-i-verden - især da hele den estiske klan af familien inkl min mand er i Tyskland og ingen svarede på deres respektive mobiler.

Jeg besluttede mig for at vente lidt og se om der evt skulle komme nogle naboer eller genboer. Og der gjorde der. FLERE gange. Men de enten ignorerede mig eller var skræmte over at en fremmed udlænding tiltalte dem eller forsøgte at løbe efter dem. Det samme kunne sikkert også have fundet sted i København. Hmm. Ingen succes.

Derfor besluttede jeg mig for at overrumple et ungt kærestepar der sad og talte afsides under et træ. Vabandust, do you speak English? Njet sagde manden, a little sagde pigen og på god kombi Engelsk/Russisk fik jeg forklaret mit problem. De kunne naturligvis heller ikke løse problemet med dørlåsen, men pigen kunne noget andet. Hun kendte nemlig en venindes bedstemor i min opgang, som hun fik fat i og den stakkels gamle dame kom så stavrende ud i sit nattøj og lukkede mig ind. Spaziba balshoi, kære pige. Hvilken lettelse det var endelig at komme ind, smide skoene og flade ud i sofaen.