Vil du også smage et stykke af himlen? Vi lavede rødgrød i weekenden og tættere på kan man næsten ikke komme:
Rødgrød, 6-8 personer
1kg jordbær, ½ kg solbær, ½ kg ribs, ½ kg hindbær. Ribbet og nippet (så meget man gider)
2-3 dl sukker
4 dl vand
Kog sammen ved svag varme 15-20 min
Jævn evt. med 3 spk. maizena
Køl af og spis med iskold fløde/mælk
Bærrene er billige på mit lokale Mustamäe marked og kommer fra Øen Hiiumaa. Den duft der spreder sig hjemme, når frugten koger op, er til at dø for. Alle røde bær kan i princippet bruges, brug dem du kan komme i nærheden af. Selv har jeg planer om at lave en mørkere version med blåbær, solbær og røde stikkelsbær senere denne uge. For ikke at tale om mit køb af 300 g friske kantareller, der skal steges med smør og løg og spises på ristet rugbrød – måske med en dildkvist og et glas koldt øl til… Prøv det!
tirsdag den 28. juli 2009
torsdag den 23. juli 2009
Fællesskab efterlyses
Så ramte den mig for første gang. Hjemveen. Ensomheden. De første uger har alt været nyt, turistagtigt, lidt forvirrende og der er sket en masse. Nu er hverdagen her. Og den er anderledes.
Kontrasten blev nok for stor mellem en herlig ferie i sidste uge og så 3 dage i træk med uafbrudt gråt og vådt vejr, ingen aftaler i kalenderen og ingen forpligtigelser at stå op til. Veninderne er langt væk, der er først estisk undervisning igen om 10 dage og jeg kender ikke rigtig nogen i byen. Min mand har aldrig haft det store behov for at omgås folk i hverdagene og har derfor ikke taget initiativ til at mødes med gamle bekendte endnu, så jeg blev nødt til at fortælle ham, at nu måtte han lige komme ind i kampen og hjælpe mig lidt. En middagsaftale i aften har jeg selv fixet.
I bund og grund er det jo også mig selv der har ansvaret for mit liv herovre. Sidste gang – med mit job på ambassaden, havde jeg en referenceramme og netværk man kunne blive en del af, og selv bygge videre på. Her er jeg lige nu konen, der fulgte med. OG DET GIDER JEG IKKE VÆRE!!!!!
Løbeklubben kunne jo have været et godt startsted at skabe nye kontakter, men folk løber ikke sammen herovre. Individualisme er i endnu højere grad end i Danmark en udbredt værdi. Og hvem kan bebrejde dem det, efter sovjetunionens negative udnyttelse af den kollektive ide. Men jeg må ud og finde et eller andet fællesskab. Helst et der ikke involverer min mand. Hvad mon det kan være for noget…?
Kontrasten blev nok for stor mellem en herlig ferie i sidste uge og så 3 dage i træk med uafbrudt gråt og vådt vejr, ingen aftaler i kalenderen og ingen forpligtigelser at stå op til. Veninderne er langt væk, der er først estisk undervisning igen om 10 dage og jeg kender ikke rigtig nogen i byen. Min mand har aldrig haft det store behov for at omgås folk i hverdagene og har derfor ikke taget initiativ til at mødes med gamle bekendte endnu, så jeg blev nødt til at fortælle ham, at nu måtte han lige komme ind i kampen og hjælpe mig lidt. En middagsaftale i aften har jeg selv fixet.
I bund og grund er det jo også mig selv der har ansvaret for mit liv herovre. Sidste gang – med mit job på ambassaden, havde jeg en referenceramme og netværk man kunne blive en del af, og selv bygge videre på. Her er jeg lige nu konen, der fulgte med. OG DET GIDER JEG IKKE VÆRE!!!!!
Løbeklubben kunne jo have været et godt startsted at skabe nye kontakter, men folk løber ikke sammen herovre. Individualisme er i endnu højere grad end i Danmark en udbredt værdi. Og hvem kan bebrejde dem det, efter sovjetunionens negative udnyttelse af den kollektive ide. Men jeg må ud og finde et eller andet fællesskab. Helst et der ikke involverer min mand. Hvad mon det kan være for noget…?
mandag den 20. juli 2009
Man gør hvad man kan
Indkøbt under ferien ved besøg hos diverse håndarbejds-butikker:
Et sæt strikkede handsker,
to par strikkede sokker,
et quilt tæppe,
en filt-fugl,
et turkist sjal,
en hårbøjle
en fødselsdagsgave
og en hæklet hårnips.
Min mand har købt: ingenting!
Ja, det er da godt gået, at det er jeg som ikke-estisk statborger der egenhændigt må forsøge at holde de estiske brugskunst-håndværkere oven vande, nu der er finanskrise :o) Pinligt for ham!
Et sæt strikkede handsker,
to par strikkede sokker,
et quilt tæppe,
en filt-fugl,
et turkist sjal,
en hårbøjle
en fødselsdagsgave
og en hæklet hårnips.
Min mand har købt: ingenting!
Ja, det er da godt gået, at det er jeg som ikke-estisk statborger der egenhændigt må forsøge at holde de estiske brugskunst-håndværkere oven vande, nu der er finanskrise :o) Pinligt for ham!
slotsferie med storke, frøer og andet godt
Rejste med prinsen, blev behandlet som en prinsesse, har sovet som en dronning, spist som en konge, boet som grever og baroner, solet i regnbuen, svømmet i sølv og kørt rundt i gul(d) og grønne skove. Uden at overdrive - således kan 1 uges romantisk get-a-away ferie i det sydøstlige Estland opsummeres.
Og så var der storke. Masser af storke. Så mange, at jeg begyndte at tælle, hvor mange jeg så på et og samme sted – 7 stk. blev det. I Danmark har vi drænet vores vådområder for meget til at frøer og lign guf for storke kan overleve. Derfor er storkene emigreret til bl.a. Estland, der med sine mange søer, floder, åer, moser, sump osv. tilsyneladende er et storke-paradis.
På en alt for lang, varm og fugtig løbetur måtte jeg da også flere gange stoppe op for ikke at massakrere flere sorte minifrø-kolonier med mine str. 40. Nogle dødsfald var dog uundgåelige, men de efterladte tog en grusom hævn ved at sende deres allierede, skovens samlede insektskare, efter os. Og bedre lækkerbisken havde de sjældent smagt! Men rådyr og egern applauderede os for indsatsen og viste os til sidst vej ud af skoven, som vi helt ærligt var faret lidt vild i.
Vi holdt ferie i rugens hjemegn med marker i blomst og søer vi kunne bade i alle vegne. Dybe dale, grønne bakker, fyrreskove, rapsmarker og halmballer på stribe. Hvem siger man ikke kan holde ferie i Estlands vinterregion om sommeren?
Og så var der storke. Masser af storke. Så mange, at jeg begyndte at tælle, hvor mange jeg så på et og samme sted – 7 stk. blev det. I Danmark har vi drænet vores vådområder for meget til at frøer og lign guf for storke kan overleve. Derfor er storkene emigreret til bl.a. Estland, der med sine mange søer, floder, åer, moser, sump osv. tilsyneladende er et storke-paradis.
På en alt for lang, varm og fugtig løbetur måtte jeg da også flere gange stoppe op for ikke at massakrere flere sorte minifrø-kolonier med mine str. 40. Nogle dødsfald var dog uundgåelige, men de efterladte tog en grusom hævn ved at sende deres allierede, skovens samlede insektskare, efter os. Og bedre lækkerbisken havde de sjældent smagt! Men rådyr og egern applauderede os for indsatsen og viste os til sidst vej ud af skoven, som vi helt ærligt var faret lidt vild i.
Vi holdt ferie i rugens hjemegn med marker i blomst og søer vi kunne bade i alle vegne. Dybe dale, grønne bakker, fyrreskove, rapsmarker og halmballer på stribe. Hvem siger man ikke kan holde ferie i Estlands vinterregion om sommeren?
Abonner på:
Opslag (Atom)