Så ramte den mig for første gang. Hjemveen. Ensomheden. De første uger har alt været nyt, turistagtigt, lidt forvirrende og der er sket en masse. Nu er hverdagen her. Og den er anderledes.
Kontrasten blev nok for stor mellem en herlig ferie i sidste uge og så 3 dage i træk med uafbrudt gråt og vådt vejr, ingen aftaler i kalenderen og ingen forpligtigelser at stå op til. Veninderne er langt væk, der er først estisk undervisning igen om 10 dage og jeg kender ikke rigtig nogen i byen. Min mand har aldrig haft det store behov for at omgås folk i hverdagene og har derfor ikke taget initiativ til at mødes med gamle bekendte endnu, så jeg blev nødt til at fortælle ham, at nu måtte han lige komme ind i kampen og hjælpe mig lidt. En middagsaftale i aften har jeg selv fixet.
I bund og grund er det jo også mig selv der har ansvaret for mit liv herovre. Sidste gang – med mit job på ambassaden, havde jeg en referenceramme og netværk man kunne blive en del af, og selv bygge videre på. Her er jeg lige nu konen, der fulgte med. OG DET GIDER JEG IKKE VÆRE!!!!!
Løbeklubben kunne jo have været et godt startsted at skabe nye kontakter, men folk løber ikke sammen herovre. Individualisme er i endnu højere grad end i Danmark en udbredt værdi. Og hvem kan bebrejde dem det, efter sovjetunionens negative udnyttelse af den kollektive ide. Men jeg må ud og finde et eller andet fællesskab. Helst et der ikke involverer min mand. Hvad mon det kan være for noget…?
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Jeg er her - virtuelt i hvertfald :-)De der estere skal sgu være glade for at de har fået en indsprøjtning af dansk powerkvinde, inden længe står de i kø foran din dør for at lave aftaler, bare vent...
SvarSletTak Gitte - det er dejligt at høre. De fleste af mine venner og min familie er meget lav-teknologiske, ikke internet-orienterede eller hvad vi nu skal kalde det :o)
SvarSletJeg er helt ovenpå igen, faktisk tror jeg bare jeg havde et kortvarigt tilbagefald til "det er synd for mig - rollen" Men så fandt jeg powerkvinden i mig frem! De sidste par dage har jeg nydt at udforske nye steder og cafe/restauranter, kigget efter bolig, nydt solen og bare det, at jeg er fri til at gøre hvad jeg vil.Snart er der igen pres og deadlines hængende over mig hver uge.
På trods af mine formodede få læsere, overvejer jeg at branche ud med en esti-festi-rejsetips blog/hjemmeside/links eller lign. Så venner på besøg i Tallinn, ikke kun går de steder hen alle de andre turister også er... Hvad synes du om det?
Hej Marianne,
SvarSletJeg kan godt nikke genkendende til nogle af de følelser du beskriver ovenfor. Både der hvor man bliver ramt af lidt selvmedlidenhed midt i det grå og triste regnvejr (hov, hvor blev sommeren også af), og der hvor man kommer ovenpå igen :-)
Selvom jeg bare er flyttet til Göteborg er der alligevel langt til en kaffeaftale pt. Altså med mindre det er med min kæreste, hvilket jo selvfølgelig også er dejligt nok! Men... Jeg har selv planer om at melde mig ind i en cykelklub samt starte på at træne capoeira igen - det gjorde jeg mens jeg læste i Århus. Og håber så småt at kunne opbygge netværk gennem disse aktiviteter, indtil der sker noget på jobfronten. Ærgerligt hvis der ikke rigtig er noget idrætsklubkultur i Estland :-( Hvad med film/litteratur/musik, kan du finde nogen fællesskaber på en af de fronter?
I øvrigt en rigtig god idé med rejsetips! Her i min kærestes ferie har vi været temmelig tæt på at købe flybilletter til Tallinn. Det blev så til renovering af soveværelse i stedet, knapt så eksotisk - men vi kunne godt finde på at rejse til Tallinn på et andet tidspunkt, og så vil det være perfekt med nogle insider-forslag. Så kom endelig med dem :-)
Fortsat god sommer til dig, glæder mig til at høre om flere af dine oplevelser.
Knus Sarah B
Super idé med rejsetips til Tallinn. Som jeg vist fortalte, så havde vi jo faktisk planer om en ferie i de baltiske lande - hvordan det så blev forvandlet til 5 uger i Australien, det er et godt spørgsmål. Men intentionen var der, og vi kunne da klart have brugt nogle insider-tips.
SvarSletMåske kan du ligefrem skrive en online-guidebog? Det kunne være fedt. Men tag lige specialet først :-)
Kh Gitte
Kære Sarah B og Gitte. Tja, Tallinn rejser er åbenbart i så høj kurs, at man kan få en 5 ugers rejse til Australien eller renovere et svenskt soveværelse for det samme beløb ;o)
SvarSletUmiddelbart synes jeg det er Gitte, der har lavet den bedste handel, men så igen. Man skal ikke kimse af et dejligt soveværelse. Hører man til den heldige slags tilbringer man jo trods alt en del stunder under dynerne...
Jeg vil tænke lidt mere over det med rejsetips´ene - i mellemtiden kan mine højt skattede læsere jo altid tage fat i mig her med specifikke spørgsmål/råd.
Omkring det med at finde nogle fællesskaber: Hvad er det vi altid siger til udlændinge der kommer til Danmark? - lær sproget, så bliver det lettere at integrere Jer! Jeg tror virkelig det er alfa og omega at få lært det her svære estiske sprog, så sprogundervisning må blive min primære hobby den første tid herovre. Også selv om jeg måske ikke møder så mange nye ansigter den vej. Men jeg får da løbet af og til selv, går i bio, til koncerter osv. Det skal nok komme. Tak for kommentarer og opmuntringer her!