Efter lange dage i sensommervarme Sydfrankrig er jeg tilbage i Estland. BRRRRHHHH. Tallinn-vejret bød mig velkommen med kølig midnatsblæst og orange og brune blade i opgangen. Det har regnet siden da. Men jeg er glad for at være tilbage. Godt nok bor jeg stadig i deprimerende betonomgivelser, men det var varmt, da jeg trådte ind i lejligheden! Bossen for centralstyringen af varmen var endelig kommet frem til, at det ER koldt og derfor gjort det muligt at sætte varme på. Måske var det haglvejret eller det faktum at der nu af og til er frost på græsset om morgenen, der overbeviste dem?
Oven på nogle turbulente måneder, hvor min mand og jeg har været mere adskilte end sammen, skal vi nu bo sammen i en hel måned før jeg igen skal til Danmark. JUBIII! Det er allerede over fire måneder siden vi flyttede herover, men der er ikke ro på endnu. Måske kommer der først det, når vi er flyttet ind i vores nye hjem? Måske kommer det først, når jeg har afleveret speciale? Måske - bliver der aldrig helt rigtig ro i vores liv. Vi har altid gang i et eller andet projekt, arrangement eller lign. Og når jeg tænker efter, kan jeg egentlig også godt lide det er sådan. Men lige i øjeblikket har jeg en drage hængende over hovedet, der truer med at spy ild efter mig og rive mit hoved af, hvis jeg ikke sætter tempoet op og får skrevet noget godt på specialet den næste uges tid. Jeg tror i hvert fald, at hun er en drage, men jeg skal nok lige have et vejledermøde mere, inden jeg er helt sikker i min sag…
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar