Jeg var i lørdags med i et dansk program på P3 der hedder Mads & Monopolet. Det er en slags brevkasse med kendte i svar-panelet. Jeg fik medhold i mit spørgsmål. Nedenfor er den mail jeg sendte ind til programmet Hvad synes du??? Du kan også vælge at downloade podcasten fra uge 4 på programmets hjemmeside. Jeg ville ønske jeg havde fået udtalt min mands efternavn lidt mere estisk, men jeg tvivler på at det havde gjort en forskel i deres afgørelse...
"Kære Mads & Monopolet
Her er et af de mindre dilemmaer. Min mand og jeg kommer fra hvert sit land og med det følger der jo af og til kulturelle udfordringer. Kort fortalt er min mand og jeg uenige om hvad vores kommende barn skal hedde til efternavn. Vi blev gift for 2½ år siden, men jeg valgte at beholde mit eget navn. Dels fordi jeg synes, der ligger en god portion identitet i det navn, jeg nu engang har heddet indtil jeg som 30årig blev gift. Og kompromiset med at sætte vores to navne sammen GÅR BARE IKKE! Synes jeg…
Men nu er vi nået dertil i livet hvor vi skal have vores første barn, og hvad skal det så hedde? Og skal vi alle sammen hedde det samme?Jeg er dansk og hedder Bruhn. Min mand er estisk/svensk og hedder Lepik til efternavn…
Bruhn er jo ikke noget særligt eller specielt navn, men det er mit familienavn og jeg har det fint med det.Lepik er på estisk et kønt efternavn, der betyder ”samling af elletræer”. Mit problem med hans efternavn er selvfølgelig at det på dansk kraftigt leder tankerne mod de mandlige kønsorganer. Sat sammen med mit efternavn - en afrikansk udgave af de mandlige kønsorganer.
Vi er efter at have boet 5 år i København, flyttet til Tallinn, Estland og har planer om at bo her 3-5 år. Herefter er planen at flytte tilbage til Danmark. På et senere tidspunkt skal vi måske igen bo i Estland. Men uanset hvor vi bor, vil vores kommende børn komme meget i både Danmark, Estland og Sverige. Vores børn kommer altså til at gå i dansk folkeskole og jeg frygter, at de vil blive mobbet, hvis de hedder Lepik eller endnu være Bruhn Lepik/ Lepik Bruhn til efternavn. Alle mine danske venner griner også over de potentielle navne konstellationer og synes det er en stor udfordring at gi´ et barn. Nogle synes dog, at hvis det er en sej lille type, kan det være helt cool at hedde Lepik i Danmark, men hvem ved hvilken personlighed barnet får? Min mand synes bare danskerne skal holde op med at være så sexfikserede :o) Han synes ligesom jeg, at der ligger meget identitet i efternavnet og han vil gerne føre sit efternavn videre. Også af historiske årsager. Han har intet problem med at børnene evt. hedder begge vores efternavne.
Jeg vil gerne spørge Monopolet om I synes dette er en kamp jeg skal tage op med ham eller om jeg allerede før fødslen er pylret og overreagerer i mine forestillinger om fremtidige problemer med mobning i Danmark? Og, hvis I synes det er ok at kalde dem Lepik, skal jeg så være solidarisk med mine børn og tage navneforandring?
Snehilsener fra Tallinn, Marianne
P.S. Vi kender endnu ikke kønnet på barnet. Men vi har talt om at hvis det bliver det estiske efternavn der ”vinder”, skal barnet hedde noget dansk til fornavn og hvis det bliver det danske efternavn, så omvendt".
Nu mangler jeg bare at finde et tilsvarende estisk program, så vi også kan få et estisk standpunkt i sagen...
søndag den 31. januar 2010
mandag den 25. januar 2010
Nu er jeg rigtig gravid
Jeg har for første gang været til vandgymnastik for gravide. Et tilbud fra hvad der svarer til Rigshospitalet herovre. Undervisningen foregik på "Søhospitalet" der lå smukt placeret mellem snedækkede graner lidt afsides fra betonblokkene. Sneen dalede sagte ned over stedet og jeg tog mig selv i at tænke: Hvor er her smukt. Indenfor var følelsen også mere som et kursted end hospital. Jeg blev vist hen til et omklædningsrum, fik en hvid morgenkåbe udleveret og senere skulle vi så igang. Jeg og kun een anden deltager! Poolen var ret lille, så jeg tror det er normalt, at der kun er to per hold. Men hvilken luksus. Og så med varm sauna og bad bagefter. For 35 kroner.
Jeg har jo fravalgt privathospital. fødselsforberedelse, gymnastik m.m i privat regi. Jeg gider simpelthen ikke gå sammen med alle diplomatfruerne og overklasseløgene. Dem jeg kender personligt er selvfølgelig søde, men i samlet flok kan det være mere end jeg lige magter. Ud fra devisen " hvad der er godt nok for de almindelige estiske kvinder, må også være godt nok for mig" går jeg til jordemoder hos det offentlige. Og det går helt fint. Hun taler endda en del finlandssvensk og er rigtig sød. Så det arrangement er jeg glad for.
Og så har jeg set min lille baby på ultralyd. Der var tavshed et godt stykke tid, så siger sygeplejersken: "Der er to". "Hva"?!! siger min mand. LAAAAAAAAAANG pause. "Ja, to arme" siger sygeplersken. "Det er det, jeg kigger efter. To arme, to ben etc" "Pyha..." tænkte både den kommende Isa (Far på estisk) og Mor...
Især for min mand blev graviditeten meget virkelig efter at have set hjertet banke som et lille fyrtårn i natten. Kroppen bevæge sig livligt omkring. Og et billede med hjem, hvor man rent faktisk kan se noget, der ligner et barn inde i min livmoder. Et billede, som vi næsten ikke kunne stirre os mætte i. Tænk engang...
Så nu er jeg rigtig gravid.
Jeg har jo fravalgt privathospital. fødselsforberedelse, gymnastik m.m i privat regi. Jeg gider simpelthen ikke gå sammen med alle diplomatfruerne og overklasseløgene. Dem jeg kender personligt er selvfølgelig søde, men i samlet flok kan det være mere end jeg lige magter. Ud fra devisen " hvad der er godt nok for de almindelige estiske kvinder, må også være godt nok for mig" går jeg til jordemoder hos det offentlige. Og det går helt fint. Hun taler endda en del finlandssvensk og er rigtig sød. Så det arrangement er jeg glad for.
Og så har jeg set min lille baby på ultralyd. Der var tavshed et godt stykke tid, så siger sygeplejersken: "Der er to". "Hva"?!! siger min mand. LAAAAAAAAAANG pause. "Ja, to arme" siger sygeplersken. "Det er det, jeg kigger efter. To arme, to ben etc" "Pyha..." tænkte både den kommende Isa (Far på estisk) og Mor...
Især for min mand blev graviditeten meget virkelig efter at have set hjertet banke som et lille fyrtårn i natten. Kroppen bevæge sig livligt omkring. Og et billede med hjem, hvor man rent faktisk kan se noget, der ligner et barn inde i min livmoder. Et billede, som vi næsten ikke kunne stirre os mætte i. Tænk engang...
Så nu er jeg rigtig gravid.
søndag den 24. januar 2010
Hvor er mit uldne undertøj?
Er lige kommet hjem fra en smuttur i varmen - læs: Danmark med herlige -2 grader. Hold op hvor alle danskere peb over kulden! Det er lidt en dansk nationalsport at småbrokke sig over vejret, hihihihihihi. Nu er det mig der piber. Denne weekend er smuk med blå himmel og sne - men minus 23-22 grader midt på dagen. DET er altså koldt. Og NEJ - heller ingen stilletter, strømpebukser og kjole på de næste par dage. Uldent polar undertøj fra Helly Hansen - det holder!
søndag den 17. januar 2010
Stiletter vs Ecco
Jeg er lige kommet hjem fra en gåtur til videoforretningen i minus 17 grader uden nogen videofilm! Der var simpelthen ikke noget jeg gad se. For det første er der et meget mindre udvalg her end jeg er vant til fra Blockbuster i Danmark. For det andet har dem, der udvælger filmene, tydeligvis en anden filmsmag end jeg. Ud af 10 film på top 10 var 7 tilsyneladende hjernedøde komedier, desuden en tegnefilm, en horrorfilm og den seneste Tarantino film ”Inglourious Bastards”, som jeg allerede har set (ANBEFALES!). Så jeg gik tilbage gennem sneen i sovietblokken med uforrettet sag.
Sneen er anderledes her. Det er lidt som at gå i 20 cm bløde sæbespåner, som regel skrider jeg lidt i dem, men falder ikke. Der hvor mange har gået, gemmer der sig dog isglatte flader under, der mere end en gang har fået mig til at sætte mig halen. Man kan sjældent se, hvor de er, men man lærer at holde øje med dem. Sneen er et vilkår, man lever med herovre. Der bliver ryddet sne på vejene, men gaderne ind til betonblokkene er kun sparsomt ryddet og der hvor fodgængere går, næsten ikke. Imponerende nok ser jeg stadig en del piger/kvinder i sylespidse stiletter og støvler trippe igennem sæbespånerne. Jeg holdt ud en måneds tid i mine smarte, høje citystøvler indkøbt i Frankrig, men måtte give op til sidst.
Jeg er nok for dansk, dvs. for praktisk anlagt. Det er simpelthen for besværligt at gå i det usikre, vaklende tempo. Og helt ærligt piger: det ser sgu heller ikke særlig feminint ud, når I bevæger Jer rundt derude i sæbespånerne og isen. Men når jeg møder Jer inde i byen på cafeen/baren/restauranten, ja, så vinder Jeres fodtøj helt klart i elegance over mine flade Ecco støvler foret med uld. Og jeg tager mig selv i at ønske, jeg også havde vaklet derudaf i mine franske støvler…
Sneen er anderledes her. Det er lidt som at gå i 20 cm bløde sæbespåner, som regel skrider jeg lidt i dem, men falder ikke. Der hvor mange har gået, gemmer der sig dog isglatte flader under, der mere end en gang har fået mig til at sætte mig halen. Man kan sjældent se, hvor de er, men man lærer at holde øje med dem. Sneen er et vilkår, man lever med herovre. Der bliver ryddet sne på vejene, men gaderne ind til betonblokkene er kun sparsomt ryddet og der hvor fodgængere går, næsten ikke. Imponerende nok ser jeg stadig en del piger/kvinder i sylespidse stiletter og støvler trippe igennem sæbespånerne. Jeg holdt ud en måneds tid i mine smarte, høje citystøvler indkøbt i Frankrig, men måtte give op til sidst.
Jeg er nok for dansk, dvs. for praktisk anlagt. Det er simpelthen for besværligt at gå i det usikre, vaklende tempo. Og helt ærligt piger: det ser sgu heller ikke særlig feminint ud, når I bevæger Jer rundt derude i sæbespånerne og isen. Men når jeg møder Jer inde i byen på cafeen/baren/restauranten, ja, så vinder Jeres fodtøj helt klart i elegance over mine flade Ecco støvler foret med uld. Og jeg tager mig selv i at ønske, jeg også havde vaklet derudaf i mine franske støvler…
lørdag den 16. januar 2010
Livet er kort
En af årsagerne til mit fravær her på bloggen i efteråret var at venner i min nærmeste omgangskreds blev ramt af en tragedie. En ung mor til to blev brutalt myrdet af sin mand, børnenes far. Han er i fængsel nu. Det påvirkede mig meget. Det påvirkede alle, der både kendte hende og ikke kendte hende – meget.
Familien, jeg og andre venner og bekendte forsøgte at finde mening i det, der ikke gav mening. Det, der ikke måtte ske. Skal man forsøge at lære noget af sådan en ufattelig begivenhed? Er man troende, skal man så acceptere det som Guds vilje i en større plan? Eller afskrive begivenheden som en meningsløs, uretfærdig hændelse ingen kunne have forudset, en del af det svære, vi kalder livet? Hvem har skylden? Kunne nogle have gjort noget? Spørgsmål med ringe svar.
Døden sætter altid en masse tanker i gang hos mig. Dette dødsfald bliver ved med at vende tilbage til mig. Og jeg kigger mere og mere på livet igennem et par briller, der fortæller mig: Vi er her kun for en kort tid. Ingen ved hvor kort. Jeg har spurgt min bror, om han har tænkt over hvem han vil ha´ skal tage sig af hans to drenge, hvis han og svigerinden en dag blev taget fra os. Det havde han ikke. Jeg har i samtaler med venner opdaget, at en del faktisk har taget stilling til hvem de ønsker, skal tage sig af deres børn, hvis det værste skulle ske. I flere tilfælde er det ikke den, man umiddelbart ville tro. Som f.eks. familien. Tænk, der er nogle, der i det tilfælde gerne vil give det ansvar til min mand og jeg. Hvilken tillidserklæring! Det hverv er jeg meget rørt over. Og ydmyg over for opgaven. Kærlighed – ja – men vi vil jo aldrig kunne erstatte, dem, der har været.
Jeg har også talt med min mand om, hvor jeg skal begrave ham, hvor han skal begrave mig, hvis vi skulle dø fra hinanden. Vi ved det ikke. Jeg er splittet mellem landsdele og byer jeg har boet i i Danmark. Han er splittet mellem Sverige og Estland. Og samtidig ville jeg da meget gerne ligge det samme sted som ham. Og omvendt, formoder jeg. Døde han i morgen, ville jeg tage ham med hjem til Danmark, tror jeg. Men hvad ville den estiske familie mon synes om det? Endnu en kulturel udfordring ved at være gift med en udlænding.
Der er ikke andet at gøre end at leve sammen så længe, at vi for længst har slået rødder et bestemt sted og derfor naturligvis skal ligge der. Sammen. Og aldrig lade dem vi elsker være i tvivl om det.
Familien, jeg og andre venner og bekendte forsøgte at finde mening i det, der ikke gav mening. Det, der ikke måtte ske. Skal man forsøge at lære noget af sådan en ufattelig begivenhed? Er man troende, skal man så acceptere det som Guds vilje i en større plan? Eller afskrive begivenheden som en meningsløs, uretfærdig hændelse ingen kunne have forudset, en del af det svære, vi kalder livet? Hvem har skylden? Kunne nogle have gjort noget? Spørgsmål med ringe svar.
Døden sætter altid en masse tanker i gang hos mig. Dette dødsfald bliver ved med at vende tilbage til mig. Og jeg kigger mere og mere på livet igennem et par briller, der fortæller mig: Vi er her kun for en kort tid. Ingen ved hvor kort. Jeg har spurgt min bror, om han har tænkt over hvem han vil ha´ skal tage sig af hans to drenge, hvis han og svigerinden en dag blev taget fra os. Det havde han ikke. Jeg har i samtaler med venner opdaget, at en del faktisk har taget stilling til hvem de ønsker, skal tage sig af deres børn, hvis det værste skulle ske. I flere tilfælde er det ikke den, man umiddelbart ville tro. Som f.eks. familien. Tænk, der er nogle, der i det tilfælde gerne vil give det ansvar til min mand og jeg. Hvilken tillidserklæring! Det hverv er jeg meget rørt over. Og ydmyg over for opgaven. Kærlighed – ja – men vi vil jo aldrig kunne erstatte, dem, der har været.
Jeg har også talt med min mand om, hvor jeg skal begrave ham, hvor han skal begrave mig, hvis vi skulle dø fra hinanden. Vi ved det ikke. Jeg er splittet mellem landsdele og byer jeg har boet i i Danmark. Han er splittet mellem Sverige og Estland. Og samtidig ville jeg da meget gerne ligge det samme sted som ham. Og omvendt, formoder jeg. Døde han i morgen, ville jeg tage ham med hjem til Danmark, tror jeg. Men hvad ville den estiske familie mon synes om det? Endnu en kulturel udfordring ved at være gift med en udlænding.
Der er ikke andet at gøre end at leve sammen så længe, at vi for længst har slået rødder et bestemt sted og derfor naturligvis skal ligge der. Sammen. Og aldrig lade dem vi elsker være i tvivl om det.
fredag den 15. januar 2010
hyggeligt nabofællesskab
Vi er endt med at købe en stor lejlighed i Kalamaja kvarteret – det gamle arbejderkvarter med træhuse en 15-20 min gang fra den gamle by/centrum. Skal bo i sumpens/mosens gade = Soo . Huset er charmerende, mere end 100 år gammelt og vi deler det med kun tre andre hold naboer, der alle er jævnaldrende med os.
Vi har på initiativ af sælger mødt de andre og førstehåndsindtrykket var overvældende. En af lejlighederne ejes af en Estlands mest kendte sing & song writers. De andre er almindelig dødelige som vi. De holder ejendomsmøder ved at lave fantastisk mad, drikke masser af vin – og ingen ejendomssnak før efter forretten! Tydeligvis livsnydere, der synes det skal være hyggeligt at holde møde om hvad der skal gøres og hvem der tager ansvar for hvad. Lige noget for os. Og meget mere socialt end vi kunne turde håbe på.
En af årsagerne til at jeg gerne ville bo i hus herovre var, at jeg forestillede mig, jeg lettere kunne komme i kontakt med naboer over hækken, frem for i en typisk lejlighedsopgang som jeg kender det fra København, hvor folk knap nok hilser på hinanden. Men den forestilling tror jeg kommer til skamme her.Det lille antal lejligheder i ejendommen gør, at ingen kan gemme sig, alle bliver nødt til at tage ansvar for noget og derfor føler alle også mere ejerskab for gården, snerydning, blomsterne, ting der går i stykker osv. Og naboerne er alle venner med hinanden. TROR jeg! Vi er jo ikke engang flyttet ind endnu…
Lejligheden er af den type, som man enten elsker eller absolut ikke bryder sig om. Og når vi skal sælge igen, kommer det også til at kræve nogle helt særlige købere. Det er især et rum, der gør udfaldet. Der er en 40km2 stor stue med en dominerende original porcelænskamin, megahøjt til loftet og alle vægge samt loftet er dækket af udskåret, mørkt egetræ. Sammenholdt med det gammeldags sildebens egetræsparket giver rummet indtryk af sweizisk alpehytte, balsal og herskabslejlighed på samme tid. Sælgers ejendomsmægler syntes, det var et grimt rum og anbefalede os, at vi jo bare kunne rive alt ned og male hvidt. Vi synes, det er et fantastisk rum, som bare kræver lidt udfordring i indretning og lyssætning. De andre rum er mere normale og lette at gå til.
Desværre kan vi nok først rykke vores ting ind i slutningen af februar, begyndelsen af marts. Kaminen skal totalrenoveres, alle gulve skal høvles og behandles og tapet skal flås ned, spartles og males. Og ingen af disse tre opgaver kan laves på samme tid. Så jeg må væbne mig med tålmodighed og bo i Sovjetblokken et stykke tid endnu. Og glæde mig over små fremskridt. Som f.eks. at det i dag er blevet tid til at vælge farver og tapet til lejligheden.
Vi har på initiativ af sælger mødt de andre og førstehåndsindtrykket var overvældende. En af lejlighederne ejes af en Estlands mest kendte sing & song writers. De andre er almindelig dødelige som vi. De holder ejendomsmøder ved at lave fantastisk mad, drikke masser af vin – og ingen ejendomssnak før efter forretten! Tydeligvis livsnydere, der synes det skal være hyggeligt at holde møde om hvad der skal gøres og hvem der tager ansvar for hvad. Lige noget for os. Og meget mere socialt end vi kunne turde håbe på.
En af årsagerne til at jeg gerne ville bo i hus herovre var, at jeg forestillede mig, jeg lettere kunne komme i kontakt med naboer over hækken, frem for i en typisk lejlighedsopgang som jeg kender det fra København, hvor folk knap nok hilser på hinanden. Men den forestilling tror jeg kommer til skamme her.Det lille antal lejligheder i ejendommen gør, at ingen kan gemme sig, alle bliver nødt til at tage ansvar for noget og derfor føler alle også mere ejerskab for gården, snerydning, blomsterne, ting der går i stykker osv. Og naboerne er alle venner med hinanden. TROR jeg! Vi er jo ikke engang flyttet ind endnu…
Lejligheden er af den type, som man enten elsker eller absolut ikke bryder sig om. Og når vi skal sælge igen, kommer det også til at kræve nogle helt særlige købere. Det er især et rum, der gør udfaldet. Der er en 40km2 stor stue med en dominerende original porcelænskamin, megahøjt til loftet og alle vægge samt loftet er dækket af udskåret, mørkt egetræ. Sammenholdt med det gammeldags sildebens egetræsparket giver rummet indtryk af sweizisk alpehytte, balsal og herskabslejlighed på samme tid. Sælgers ejendomsmægler syntes, det var et grimt rum og anbefalede os, at vi jo bare kunne rive alt ned og male hvidt. Vi synes, det er et fantastisk rum, som bare kræver lidt udfordring i indretning og lyssætning. De andre rum er mere normale og lette at gå til.
Desværre kan vi nok først rykke vores ting ind i slutningen af februar, begyndelsen af marts. Kaminen skal totalrenoveres, alle gulve skal høvles og behandles og tapet skal flås ned, spartles og males. Og ingen af disse tre opgaver kan laves på samme tid. Så jeg må væbne mig med tålmodighed og bo i Sovjetblokken et stykke tid endnu. Og glæde mig over små fremskridt. Som f.eks. at det i dag er blevet tid til at vælge farver og tapet til lejligheden.
onsdag den 13. januar 2010
Nu bor vi her!
Jeg er per 4. januar flyttet til Estland! Helt officielt. Nogle vil måske synes, at jeg har været rimelig lang tid om at registrere min flytning, men når man tænker på at min mand faktisk aldrig boede i Danmark, de fem år han boede i min lejlighed i København, syntes jeg selv det er gået rimelig stærkt.
I Danmark ville jeg jo efter specialeaflevering først være berettiget til en god portion dagpenge og dernæst en lidt mindre men stadig pæn sum barselsdagpenge. Jeg har på alle mulige måder forsøgt at kringle det sådan at jeg stadig kunne få fingrene ned i den danske statskasse, men når jeg samtidig gerne ville føde i Estland, kunne det simpelthen ikke lade sig gøre. I stedet kan jeg se frem til to engangsbeløb - 2500 Dkr fra Tallinn by og 2500 Dkr fra den estiske statskasse, som tak for at jeg er med til at holde befolkningstallet på 1,3 mio. oppe.
Min Far har ellers foreslået som muligt alternativ, at jeg bare kunne flytte hjem til ham i Sønderjylland den sidste del af graviditeten. Føde der, bo der, det første stykke tid. Så kunne min mand flyve ind hver 14.dag og komme med blomster og chokolade. Hyggeligt ikk´? Tak Far, men nej tak. Det er ikke lige sådan vi havde forestillet os den første tid som nybagte forældre skulle forløbe.
Jeg har efter besøg på (næsten) samtlige offentlige instanser i Tallinn, fået mit estiske ID kort og kommet i besiddelse af det rette antal stempler på min vielsesattest, for at vi overhovedet kunne få lov til at købe en bolig herovre. Ikke at man skal være gift for at kunne købe bolig, men eftersom vi havde sagt vi var gift, skulle vi også have det rigtige ”apostill”-stempel og klistermærke fra en notar i det land, vi var blevet gift. Kun et svensk originaldokument – ikke noget smart fax eller scanning her! - var juridisk gældende. Hvilket betød at et planlagt køb af lejlighed før Jul, måtte vente til det nye år. Heldigvis solgte sælgerne ikke til nogle andre de tre uger vi måtte vente og sidste lørdag fik vi nøglerne til vores nye hjem. Jubii.
På en måde er det meget sigende at jeg først nu er ”flyttet” til Estland, for det sidste halve år vi har boet i en midlertidig lejlighed uden vores egne har ting, har mere føltes om et vakuum. Jeg tror ikke vi helt havde forstået, at vi bor i Estland før nu. Men nu begynder den rigtige integration. Med vores nye hjem som base skal vi opbygge det, der skal blive vores liv herovre de næste 3-5 år.
I Danmark ville jeg jo efter specialeaflevering først være berettiget til en god portion dagpenge og dernæst en lidt mindre men stadig pæn sum barselsdagpenge. Jeg har på alle mulige måder forsøgt at kringle det sådan at jeg stadig kunne få fingrene ned i den danske statskasse, men når jeg samtidig gerne ville føde i Estland, kunne det simpelthen ikke lade sig gøre. I stedet kan jeg se frem til to engangsbeløb - 2500 Dkr fra Tallinn by og 2500 Dkr fra den estiske statskasse, som tak for at jeg er med til at holde befolkningstallet på 1,3 mio. oppe.
Min Far har ellers foreslået som muligt alternativ, at jeg bare kunne flytte hjem til ham i Sønderjylland den sidste del af graviditeten. Føde der, bo der, det første stykke tid. Så kunne min mand flyve ind hver 14.dag og komme med blomster og chokolade. Hyggeligt ikk´? Tak Far, men nej tak. Det er ikke lige sådan vi havde forestillet os den første tid som nybagte forældre skulle forløbe.
Jeg har efter besøg på (næsten) samtlige offentlige instanser i Tallinn, fået mit estiske ID kort og kommet i besiddelse af det rette antal stempler på min vielsesattest, for at vi overhovedet kunne få lov til at købe en bolig herovre. Ikke at man skal være gift for at kunne købe bolig, men eftersom vi havde sagt vi var gift, skulle vi også have det rigtige ”apostill”-stempel og klistermærke fra en notar i det land, vi var blevet gift. Kun et svensk originaldokument – ikke noget smart fax eller scanning her! - var juridisk gældende. Hvilket betød at et planlagt køb af lejlighed før Jul, måtte vente til det nye år. Heldigvis solgte sælgerne ikke til nogle andre de tre uger vi måtte vente og sidste lørdag fik vi nøglerne til vores nye hjem. Jubii.
På en måde er det meget sigende at jeg først nu er ”flyttet” til Estland, for det sidste halve år vi har boet i en midlertidig lejlighed uden vores egne har ting, har mere føltes om et vakuum. Jeg tror ikke vi helt havde forstået, at vi bor i Estland før nu. Men nu begynder den rigtige integration. Med vores nye hjem som base skal vi opbygge det, der skal blive vores liv herovre de næste 3-5 år.
tirsdag den 12. januar 2010
Tilbage - nu med mave på
Kære læsere. Der er sket mange nye ting i mit og vores liv herovre siden oktober. I skal nok få alle nyhederne i løbet af de kommende uger. Her er den første:
Jeg er gravid. I 13. uge eller som de fleste normale, ikke-gravide omtaler tid: lidt mere end 3 måneder henne. Jeg har altid syntes det var enormt forvirrende, at gravide pludselig begynder at omtale tid i uger. Jeg syntes, det stillede urimelige krav til min hovedregningskundskaber at finde ud af hvor langt en veninde var, hvis hun f.eks. udtalte: ”Jeg er i 23. uge”. Øhh… ok? Til de uindviede, der som jeg, gik rundt og tænkte at en graviditet varer 9 måneder, det ved ALLE, kan jeg fortælle, at man hos lægen, hos jordemoderen, i gravid bøger og blandt andre gravide blive tæppebombarderet med det ”faktum” at en graviditet varer 4o uger ligesom al snak er orienteret omkring hvilken uge, man er i. Så de/jeg kan ikke gøre for at vi langsomt mister vores skolelærdom og begynder at regne på en ny måde.
Jeg har spist og kastet så meget op at jeg i et andet liv ville blive erklæret for bulimiker. I december måned havde jeg svært ved at se charmen ved at være gravid. Det er endelig ved at stilne af men jeg fik en overgang faktisk card blanche fra lægen til at spise lige så usundt jeg ville, bare jeg fik nogle kalorier i mig. Det var nye boller på suppen. Det er jo ellers noget af en kold tyrker at blive gravid. Man må hverken drikke eller ryge, der skal skæres kraftigt ned på andre dejlige stimulanser så som koffein og chokolade og desuden er der restriktioner på rødt oksekød, bestemte fiskesorter og oste. Intet smager som det plejer og en ret jeg har længtes efter at spise en hel dag, siger mig pludselig ingenting, når først den er færdig og står på middagsbordet. Men man må spise alle de grøntsager og frugter man har lyst til…
Alle indtryk bliver forstærket, når man får mave på. Lugte, der normalt er ubehagelige, er nu FRYGTELIGE og direkte adgangsbillet til en tur ud med hovedet ned i toilettet. Tænk at mad jeg normalt holder af LUGTER så meget. Så HOLD DOG OP MED STÅ OG OSE SÅ MEGET, råbte jeg f.eks. til min søde mand, da han helt uskyldigt stod og stegte en svensk falukorv, som JEG havde bedt om at få til aftensmad. LUFT UD….NEEEEEEEJ. DET ER KOLDT!!!! LUK VINDUET!!!!! PUH, HVOR DET LUGTER. JEG SKAL IKKE HAVE NOGET AF DET! Og så græder jeg lidt, hvis min mand tillader sig at sende mig en syrlig bemærkning eller hvis jeg på nogen måde opfanger en vibe om, at han et øjeblik ikke syntes jeg er guds gave til manden.
TV kanalen Hallmark sender pludselig gode og rørende film (læs: det er stadig en b-film kliche-romantisk-plidder-pladder kanal)
Jeg kan svinge fra at være super frisk og fyldt med energi sætte diverse projekter i søen, hvorefter jeg 30 sekunder senere bliver dødtræt, må sidde ned og få noget at drikke/spise. Det er en kæmpe sejr først at gå hjem fra en fest efter kl. 1.00. WAUV… I hverdagene er der ellers stor risiko for, at hvis folk ringer til mig efter kl. 20.00 dansk tid, så er jeg - natteravnen – allerede gået i seng.
Det er noget af et vildt hormon-trip jeg er ude på og til forskel fra den rus man kan købe bag Hovedbanegården, så varer min ved! Jeg ved nu heller ikke om der faktisk er nogle der ville betale penge for det her – Jo – slutproduktet – barnet, der skal gøre det hele værd, selvfølgelig. Men hormonrusen… ? Det er i hvert fald nyt og anderledes.
Jeg er gravid. I 13. uge eller som de fleste normale, ikke-gravide omtaler tid: lidt mere end 3 måneder henne. Jeg har altid syntes det var enormt forvirrende, at gravide pludselig begynder at omtale tid i uger. Jeg syntes, det stillede urimelige krav til min hovedregningskundskaber at finde ud af hvor langt en veninde var, hvis hun f.eks. udtalte: ”Jeg er i 23. uge”. Øhh… ok? Til de uindviede, der som jeg, gik rundt og tænkte at en graviditet varer 9 måneder, det ved ALLE, kan jeg fortælle, at man hos lægen, hos jordemoderen, i gravid bøger og blandt andre gravide blive tæppebombarderet med det ”faktum” at en graviditet varer 4o uger ligesom al snak er orienteret omkring hvilken uge, man er i. Så de/jeg kan ikke gøre for at vi langsomt mister vores skolelærdom og begynder at regne på en ny måde.
Jeg har spist og kastet så meget op at jeg i et andet liv ville blive erklæret for bulimiker. I december måned havde jeg svært ved at se charmen ved at være gravid. Det er endelig ved at stilne af men jeg fik en overgang faktisk card blanche fra lægen til at spise lige så usundt jeg ville, bare jeg fik nogle kalorier i mig. Det var nye boller på suppen. Det er jo ellers noget af en kold tyrker at blive gravid. Man må hverken drikke eller ryge, der skal skæres kraftigt ned på andre dejlige stimulanser så som koffein og chokolade og desuden er der restriktioner på rødt oksekød, bestemte fiskesorter og oste. Intet smager som det plejer og en ret jeg har længtes efter at spise en hel dag, siger mig pludselig ingenting, når først den er færdig og står på middagsbordet. Men man må spise alle de grøntsager og frugter man har lyst til…
Alle indtryk bliver forstærket, når man får mave på. Lugte, der normalt er ubehagelige, er nu FRYGTELIGE og direkte adgangsbillet til en tur ud med hovedet ned i toilettet. Tænk at mad jeg normalt holder af LUGTER så meget. Så HOLD DOG OP MED STÅ OG OSE SÅ MEGET, råbte jeg f.eks. til min søde mand, da han helt uskyldigt stod og stegte en svensk falukorv, som JEG havde bedt om at få til aftensmad. LUFT UD….NEEEEEEEJ. DET ER KOLDT!!!! LUK VINDUET!!!!! PUH, HVOR DET LUGTER. JEG SKAL IKKE HAVE NOGET AF DET! Og så græder jeg lidt, hvis min mand tillader sig at sende mig en syrlig bemærkning eller hvis jeg på nogen måde opfanger en vibe om, at han et øjeblik ikke syntes jeg er guds gave til manden.
TV kanalen Hallmark sender pludselig gode og rørende film (læs: det er stadig en b-film kliche-romantisk-plidder-pladder kanal)
Jeg kan svinge fra at være super frisk og fyldt med energi sætte diverse projekter i søen, hvorefter jeg 30 sekunder senere bliver dødtræt, må sidde ned og få noget at drikke/spise. Det er en kæmpe sejr først at gå hjem fra en fest efter kl. 1.00. WAUV… I hverdagene er der ellers stor risiko for, at hvis folk ringer til mig efter kl. 20.00 dansk tid, så er jeg - natteravnen – allerede gået i seng.
Det er noget af et vildt hormon-trip jeg er ude på og til forskel fra den rus man kan købe bag Hovedbanegården, så varer min ved! Jeg ved nu heller ikke om der faktisk er nogle der ville betale penge for det her – Jo – slutproduktet – barnet, der skal gøre det hele værd, selvfølgelig. Men hormonrusen… ? Det er i hvert fald nyt og anderledes.
Abonner på:
Opslag (Atom)