Livet er kort

En af årsagerne til mit fravær her på bloggen i efteråret var at venner i min nærmeste omgangskreds blev ramt af en tragedie. En ung mor til to blev brutalt myrdet af sin mand, børnenes far. Han er i fængsel nu. Det påvirkede mig meget. Det påvirkede alle, der både kendte hende og ikke kendte hende – meget.

Familien, jeg og andre venner og bekendte forsøgte at finde mening i det, der ikke gav mening. Det, der ikke måtte ske. Skal man forsøge at lære noget af sådan en ufattelig begivenhed? Er man troende, skal man så acceptere det som Guds vilje i en større plan? Eller afskrive begivenheden som en meningsløs, uretfærdig hændelse ingen kunne have forudset, en del af det svære, vi kalder livet? Hvem har skylden? Kunne nogle have gjort noget? Spørgsmål med ringe svar.

Døden sætter altid en masse tanker i gang hos mig. Dette dødsfald bliver ved med at vende tilbage til mig. Og jeg kigger mere og mere på livet igennem et par briller, der fortæller mig: Vi er her kun for en kort tid. Ingen ved hvor kort. Jeg har spurgt min bror, om han har tænkt over hvem han vil ha´ skal tage sig af hans to drenge, hvis han og svigerinden en dag blev taget fra os. Det havde han ikke. Jeg har i samtaler med venner opdaget, at en del faktisk har taget stilling til hvem de ønsker, skal tage sig af deres børn, hvis det værste skulle ske. I flere tilfælde er det ikke den, man umiddelbart ville tro. Som f.eks. familien. Tænk, der er nogle, der i det tilfælde gerne vil give det ansvar til min mand og jeg. Hvilken tillidserklæring! Det hverv er jeg meget rørt over. Og ydmyg over for opgaven. Kærlighed – ja – men vi vil jo aldrig kunne erstatte, dem, der har været.

Jeg har også talt med min mand om, hvor jeg skal begrave ham, hvor han skal begrave mig, hvis vi skulle dø fra hinanden. Vi ved det ikke. Jeg er splittet mellem landsdele og byer jeg har boet i i Danmark. Han er splittet mellem Sverige og Estland. Og samtidig ville jeg da meget gerne ligge det samme sted som ham. Og omvendt, formoder jeg. Døde han i morgen, ville jeg tage ham med hjem til Danmark, tror jeg. Men hvad ville den estiske familie mon synes om det? Endnu en kulturel udfordring ved at være gift med en udlænding.

Der er ikke andet at gøre end at leve sammen så længe, at vi for længst har slået rødder et bestemt sted og derfor naturligvis skal ligge der. Sammen. Og aldrig lade dem vi elsker være i tvivl om det.