søndag den 17. januar 2010

Stiletter vs Ecco

Jeg er lige kommet hjem fra en gåtur til videoforretningen i minus 17 grader uden nogen videofilm! Der var simpelthen ikke noget jeg gad se. For det første er der et meget mindre udvalg her end jeg er vant til fra Blockbuster i Danmark. For det andet har dem, der udvælger filmene, tydeligvis en anden filmsmag end jeg. Ud af 10 film på top 10 var 7 tilsyneladende hjernedøde komedier, desuden en tegnefilm, en horrorfilm og den seneste Tarantino film ”Inglourious Bastards”, som jeg allerede har set (ANBEFALES!). Så jeg gik tilbage gennem sneen i sovietblokken med uforrettet sag.

Sneen er anderledes her. Det er lidt som at gå i 20 cm bløde sæbespåner, som regel skrider jeg lidt i dem, men falder ikke. Der hvor mange har gået, gemmer der sig dog isglatte flader under, der mere end en gang har fået mig til at sætte mig halen. Man kan sjældent se, hvor de er, men man lærer at holde øje med dem. Sneen er et vilkår, man lever med herovre. Der bliver ryddet sne på vejene, men gaderne ind til betonblokkene er kun sparsomt ryddet og der hvor fodgængere går, næsten ikke. Imponerende nok ser jeg stadig en del piger/kvinder i sylespidse stiletter og støvler trippe igennem sæbespånerne. Jeg holdt ud en måneds tid i mine smarte, høje citystøvler indkøbt i Frankrig, men måtte give op til sidst.

Jeg er nok for dansk, dvs. for praktisk anlagt. Det er simpelthen for besværligt at gå i det usikre, vaklende tempo. Og helt ærligt piger: det ser sgu heller ikke særlig feminint ud, når I bevæger Jer rundt derude i sæbespånerne og isen. Men når jeg møder Jer inde i byen på cafeen/baren/restauranten, ja, så vinder Jeres fodtøj helt klart i elegance over mine flade Ecco støvler foret med uld. Og jeg tager mig selv i at ønske, jeg også havde vaklet derudaf i mine franske støvler…

Ingen kommentarer:

Send en kommentar