Pengene er små for mange, en lærer med mange års ancienitet tjener f.eks 3000 DKR om måneden, en embedsmand i et ministerium 5000 DKR, en veluddannet journalist på et privat magasin 7500 DKR, Estlands præsident 45.000 DKR. Sidstnævnte lønningsniveau skabte i øvrigt ramaskrig herovre, hvilket kan virke uforståeligt taget i betragtning af at manden har et af de vigtigste offentlige job i landet, men ser man, hvor mange gange man skal gange lærerens løn op for at nå præsidentens niveau - er vreden måske forståelig.
Hvordan en skolelærer, pensionister eller alene-mødre opretholder eksistensen herovre - ja - det er vanskeligt at sætte sig ind i. På trods af de lavere leveomkostninger, billigere lejelejligheder etc.
Det er ikke svært at indse hvorfor folk i supermarkedet ALTID vælger hvidkålshovedet, der er ufatteligt billigt og rummer meget mad og næring. Det samme med andre lokalproducerede grøntsager: rødbederne, kålrabien og sukkerroerne. Og kartoflerne ikke at forglemme. Og det fedeste svinekød. I min indkøbskurv ligger der derimod tit f.eks. fennikel fra Spanien eller broccoli fra Italien. Som koster 4 gange så meget. Eller mere. Jeg har brug for variationen. Det synes de andre sikkert også. Men jeg har råd til den. Ernæringsmæssigt vinder begge parter.
Den mængde sne danskerne har panikket over hjemme i Danmark sidste uge, har vi haft herovre i snart to måneder nu. Uden snerydning på fortorvene. Det tager de stille og roligt. Gamle, knogede mennesker går hver dag over over is og kæmpe snebunker og sæbespåner for at komme ud at handle. Det går bare lidt langsommere. Mødre bruger da bare slæden istedet for barnevognen som transport af lilleputterne, fædre står troligt tidligere op for at rydde nattens sne omkring bilen inden afgang og i stedet for at fryse, hopper de i ski-dragterne skønt blandet med pelshuer og høje hæle. Det er da en god indstilling!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar