Udlændinge - her er jeg!

Jeg er vel ovre min "nedtur" over esterne og videre i livet. Havde bare et par dage, hvor Michael Simpsons sang "jeg syn´s jeg sidder fast" var synonym med mine følelser omkring udvidelse af vennekredsen herovre.

Det er faktisk utroligt at den festlige, hjertevarme gruppe estere jeg har lært at kende i Sverige, har samme genmasse, som dem jeg møder herovre. Hvor udlandsesterne opfatter alle andre estere og deres familier som venner og gladeligt inviterer dem hjem og lader dem bo hos sig, er det lidt mere op af bakke herovre. Svigermor, der jo selv er udlandsester, har fortalt mig, at det er et gennemgående problem for udlandsestere, der bosætter sig i Estland. At man ikke bliver inviteret hjem til nogen. At det er svært at få venner, som vi kender det fra Skandinavien. Og de har endda fordelen allerede at kunne tale sproget.

Måske en rest Sovjet-arv? Fra tiden hvor det galt om at holde kortene tæt ind til kroppen og ikke dele personlige informationer med andre. Det kunne blive brugt i mod dig og du vidste ikke hvem der var din ven. Flere estere har også fortalt mig at de kun har 1 måske 2 gode venner, som de deler personlige ting med.

Jeg har taget svigermors råd og begynder at se flere udlændinge for en tid. For med mine gamle kontakter til det danske diplomatmiljø, og min mands til det svenske og norske, dumper der jo invitationer ind i brevkassen. Så må esterne komme hen af vejen. Sætter stadig min lid til blandt andet mine kommende naboer. Godt nok kan man være idealistisk fra starten om hvem man har lyst til at være venner med - men det skal jo også være sjovt at være her, ikk?