5 uger tilbage

Jeg vil nå at:
Drikke håndbajere med veninderne på kajen i Christianshavn
Spise en gammeldags isvaffel med det hele i Nyhavn
Besøge Statens Museum For Kunst og se hvad Charlottenborg har fundet på.
Insistere på en pub crawl på Vesterbro
Danse mig svedig på Vega
Passe mine gudbørn og bevare heltestatus
Cykle til Amager Strandpark og kigge langt efter strandløver
Gøre et kup på loppemarkedet bag Frederiksberg rådhus en lørdag morgen (check)
Spise luksusbrunch på Meyers Deli på Gl. Kongevej (check)
Foretage storindkøb af spicy kolonialvarer hos min afghanske grønthandler og i det thailandske mini-market
Bestille scones med lemon curd hos Tea Time i Birkegade
Sige farvel til Kirkegaard på Assistens (check)
Nyde blomsterne i Tivoli og blive skudt af sted i Det Gyldne Tårn

Jeg tror på det!

I dag glæder jeg mig virkelig. Glæder mig til alt det nye der skal ske. Nye venner, ny bolig, nye udfordringer både hjemme og på det fantastiske arbejde, der ligger lige rundt om hjørnet og som jeg bare ikke har fundet endnu :o)

Jeg må sige, at det krævede en del tilvænning at finde ro ved tanken. Frygten for at blive reduceret til hausfrau, har givet mental mavepine. Jeg emigrerer - og ikke fordi der er sket noget spændende for mig, i form af interessant job eller uddannelsestilbud som tidligere, men pga en mand og det spændende, der er sket for ham. Og så pga. det løfte om at vi skulle leve dele af vores liv i Estland, som jeg kækt nok gav ham for nu over fem år siden. Det er uudtalt imellem os, men udfordringen lyder på lidt mindre ego og lidt mere partnerskab.

I disse dage virker det hele meget tillokkende og jeg glæder mig ligefrem til at kaste mig ud i det estiske sprog med de vanskelige 14 kasus (tysk har til sammenligning 4, hvis nogen kan huske kaserolle-skemaet...)

Det bobler og sprudler inden i, og jeg tror på projektet. Tror på ham og mig og vores fremtid derovre.

Forårs endorfiner

København er sprunget ud! Nu titter påskeliljerne frem i Landbohøjskolens park. Langs søerne har ungdomshus-rødder taget musikken med sig i græsset, der er knopper i kastanietræerne og svanerne bygger rede. Stole og borde stilles frem overalt, skipperne gør bådene sejlklare i Christianshavn og jeg har løbet den første tur uden overtøj i dag.

Jeg har en klar fornemmelse af, at alle mennesker har fået et skud forårs endorfiner og der smiles, drikkes øl og brændes næser i den skarpe sol. I Frederiksberg Have leger egern tagfat og magnolietræerne er kun et par varmegrader fra at springe ud i hvide buketter og indhylle os i fransk parfume. Måske sker det i dag, hvor vejrguderne har lovet op til 18 grader?

København, København, hvorfor gør du det så svært for mig? Der er 0 grader i Tallinn disse dage...

Spørgsmål og svar

Hvordan holder man afskedsfest, når der ikke er nogen weekends der rigtig egner sig?

Hvordan køber man festligt ind i april, når der ikke er nogen penge på kontoen, fordi årets første tre måneder var lidt for festlige?

Hvordan lærer man estisk uden en lærer?

Hvordan sælger man sin andelslejlighed, uden at blive ribbet fuldstændig af ejendomsmæglerne?

Jeg har egentlig svar på alle fire spørgsmål, men jeg bryder mig absolut ikke om nogle af dem!

På gensyn

En skøn bedstemor døde forleden. Hun var en rigtig bedstemor med slag i. En sej og hjertelig dame, som brat mistede det slagfærdige og døde i sit hjem med familien omkring sig. Det var ikke min bedstemor, men jeg ved hvordan det kan føles. Vi rydder ud i klædeskabet, der lugter gammelt, finder fotoalbums, avisudklip fra et helt århundrede, og synger ”se nu stiger solen” med tårer i øjnene. Når vores bedsteforældre dør, føles det i nuet som om en bid af barndommen tages fra os og vi græder over det farvel, der skal tages.

Selv tager jeg mine døde med mig. Det endelige farvel er snarere et ”farvel og på gensyn i mine tanker”. På samme måde, som alle mine levende venner og familiemedlemmer flytter med mig til Estland om de vil det eller ej, flytter også mine døde med mig. I syvende klasse døde min Mormor, men hende mødes jeg ofte med. Smiler og ler og sammen nikker vi genkendende over de minder, der nok blegner i grafisk udtryk, men vis følelse af delt kærlighed stadig står stærkt. Hun elskede at rejse, så hende bliver der ikke nogen omstillingsproblemer med.

Sammen glæder vi os over smagen af de første danske jordbær, selv om vi er enige om, at dem hun plukkede til os i hendes have havde mere smag. Vi får begge øje på den storblomstrede sommerkjole i udstillingsvinduet og køber den, selv om vi godt ved andre synes vores velvoksne bagparti ville have taget sig bedre ud i en ensfarvet model. Forkærligheden for noget med pang i, fest og god mad gav hun videre til min mor og hun til mig. Lige som den mørke skønhedsplet neden for højre øje vi alle tre fik i fødselsgave og som jeg en dag måske kan give videre til en datter eller søn.

Min kloge 93årige, storrygende, barmfagre Farmor skranter dette forår og tankerne på et nyt farvel og på gensyn, er tættere på, end jeg har lyst til at være ved. 47 kg vejer hun, der tidligere var en sværvægter, nu. Min bror fik sin første søn og gjorde mig til faster, men jeg arbejdede i Portugal. Min Farfar døde, men jeg studerede i Rusland. Danmark gik i krig i Irak, men jeg var i praktik i Tallinn. Veninder havde problemer og delte dem med andre.

En af de sværeste ting ved at bo i udlandet er, at man ikke er i nærheden, når store begivenheder indtræffer. Man er der i tankerne, men lige som med de døde, er det trods alt ikke helt det samme…