Der var to, der grinede!

Det virker syret, med jeg har været helt oppe og køre over at høre to estiske kvinder grine idag.

Der kan jo ellers godt være lidt langt mellem smilene, glimtet i øjet og den højrøstede latter herovre. Jeg har det sidste halve år udøvet mit eget sociale eksperiment med naboerne omkring sovjet-blokken ved altid at hilse og smile til dem, hvis jeg møder dem i opgangen eller ude foran døren. De fleste kigger forvirret på mig, nogle stopper endda op. Andre ser bare vredt tilbage. Jeg forestiller mig, de står og tænker over hvor de mon kender fra mig fra, enkelte har fundet ud af, at jeg bare er en skør udlænding. Det tolereres, jeg får af og til et "hej" tilbage, men det er helt sikkert mærkelig adfærd.

Det med ikke at hilse på folk man ikke kender og i det hele taget være meget stille har jeg oplevet et par ekstreme eksempler på. Vildest er nok mine timer til vandaerobics for gravide. Der stiller kvinderne sig op 5-10 min i forvejen på rad og række nede i vandet med hovederne vendt i retning mod det sted læreren skal stå. Og der står de så. Musestille. Ingen siger en lyd. Så kommer læreren og af og til forsøger de ligesom at få folk med, ala "kom så, kan I klare 10 mere eller lign" men ingen svarer tilbage. De laver deres øvelser. Og når det er færdigt, og de fleste sætter sig ind i saunaen for at svede igennem, er det præcis det samme scenarie. Helt stille. Jeg har været tæt på at grine hysterisk, fordi det for mig som dansker er SÅ mærkeligt. Her er en masse kvinder, som lige har delt en time sammen og samtidig har det til fælles, at de alle skal have et barn. Men skaber det bund for en lille samtale ala " hvor langt er du?" eller "puh, det var hårdt idag"? Nej. Man taler ikke med folk man ikke kender. Punktum.

Eller sådan har det ofte føltes. Men så idag kommer jeg ned i bassinet - og så står der ved gud to kvinder og snakker højlydt. Og de griner! Det var lige før jeg fik en tåre i øjet. Der er håb for mig.

Der findes estere, der minder om mig derude...

Nu går det løs - snart

Hurra - på torsdag ankommer vores ting fra Danmark til vores nye lejlighed. Vores kære lejlighed, der efter planen, skulle være indflytningsklar onsdag aften. Endelig, endelig. Efter at have levet i en kuffert i 8 måneder (hvor er tiden gået hurtigt!) bliver det rart endelig at kunne begynde at slå rod der, hvor vi skal leve det næste lange stykke tid. På vej er også en sending af arvegods fra Jylland, en bestilling fra IKEA i Helsinki samt en masse enkeltleveringer på møbler og hårde hvidevarer fra butikker her i byen.

Så skal der snart pakkes ud. Svedes over brugsanvisninger, jeg ender med at opdage ikke giver mening - typisk fordi jeg har vendt dem på hovedet. Monteres, hamres og skrues amok.

Fødselsdagsdukkert

Jeg har haft fødselsdag. Var i København et par dage og havde aftalt at gå ud at spise på en af mine ynglingsrestauranter med et par veninder for at fejre mig lidt. Jeg betalte efterfølgende for 1 spk suppe, 1 bid hovedret, en frisklavet limonade og en ½ dessert. Det var alt jeg magtede at spise, fordi jeg var udsat for uventet bagholdsangreb af kvalme, hvilket da også resulterede i, at det jeg rent faktisk spiste, blev kastet tilbage ud i restaurantens toilet. To gange. Og jeg der ellers næsten helt har glemt, at jeg er gravid, fordi energien er vendt tilbage og jeg bare har det så godt. Men mine veninder fik da lidt ekstra for pengene, så det var ikke helt spild.

Rejste hjem til Tallinn på selve fødselsdagsmorgenen og blev modtaget af min elskede, som havde gjort noget af det mest romantiske jeg ved: Ryddet op, vasket tøj og gjort rent i hele lejligheden!

Og lavet frokost, købt blomster, tændt lys, skrevet mig et poetisk kort og købt gaver. I denne hormon-uregulerede periode af mit liv måtte jeg lige tørre øjnene et par gange, der bare blev ved med at flyde over. Senere tog tog vi i svømmehal & SPA ("silk-treatment for pregnant woman" = 1hour of heaven) og spiste på "Ribe", der for nylig blev kåret til Estlands tredje bedste restaurant. Glemt var kvalmen og jeg dykkede ned i forkælelse og kærlighed.

Imponerende

Nu jeg har brokket mig lidt over esterne må jeg også lige huske at rose. De imponerer mig tit.

Pengene er små for mange, en lærer med mange års ancienitet tjener f.eks 3000 DKR om måneden, en embedsmand i et ministerium 5000 DKR, en veluddannet journalist på et privat magasin 7500 DKR, Estlands præsident 45.000 DKR. Sidstnævnte lønningsniveau skabte i øvrigt ramaskrig herovre, hvilket kan virke uforståeligt taget i betragtning af at manden har et af de vigtigste offentlige job i landet, men ser man, hvor mange gange man skal gange lærerens løn op for at nå præsidentens niveau - er vreden måske forståelig.

Hvordan en skolelærer, pensionister eller alene-mødre opretholder eksistensen herovre - ja - det er vanskeligt at sætte sig ind i. På trods af de lavere leveomkostninger, billigere lejelejligheder etc.

Det er ikke svært at indse hvorfor folk i supermarkedet ALTID vælger hvidkålshovedet, der er ufatteligt billigt og rummer meget mad og næring. Det samme med andre lokalproducerede grøntsager: rødbederne, kålrabien og sukkerroerne. Og kartoflerne ikke at forglemme. Og det fedeste svinekød. I min indkøbskurv ligger der derimod tit f.eks. fennikel fra Spanien eller broccoli fra Italien. Som koster 4 gange så meget. Eller mere. Jeg har brug for variationen. Det synes de andre sikkert også. Men jeg har råd til den. Ernæringsmæssigt vinder begge parter.

Den mængde sne danskerne har panikket over hjemme i Danmark sidste uge, har vi haft herovre i snart to måneder nu. Uden snerydning på fortorvene. Det tager de stille og roligt. Gamle, knogede mennesker går hver dag over over is og kæmpe snebunker og sæbespåner for at komme ud at handle. Det går bare lidt langsommere. Mødre bruger da bare slæden istedet for barnevognen som transport af lilleputterne, fædre står troligt tidligere op for at rydde nattens sne omkring bilen inden afgang og i stedet for at fryse, hopper de i ski-dragterne skønt blandet med pelshuer og høje hæle. Det er da en god indstilling!

Udlændinge - her er jeg!

Jeg er vel ovre min "nedtur" over esterne og videre i livet. Havde bare et par dage, hvor Michael Simpsons sang "jeg syn´s jeg sidder fast" var synonym med mine følelser omkring udvidelse af vennekredsen herovre.

Det er faktisk utroligt at den festlige, hjertevarme gruppe estere jeg har lært at kende i Sverige, har samme genmasse, som dem jeg møder herovre. Hvor udlandsesterne opfatter alle andre estere og deres familier som venner og gladeligt inviterer dem hjem og lader dem bo hos sig, er det lidt mere op af bakke herovre. Svigermor, der jo selv er udlandsester, har fortalt mig, at det er et gennemgående problem for udlandsestere, der bosætter sig i Estland. At man ikke bliver inviteret hjem til nogen. At det er svært at få venner, som vi kender det fra Skandinavien. Og de har endda fordelen allerede at kunne tale sproget.

Måske en rest Sovjet-arv? Fra tiden hvor det galt om at holde kortene tæt ind til kroppen og ikke dele personlige informationer med andre. Det kunne blive brugt i mod dig og du vidste ikke hvem der var din ven. Flere estere har også fortalt mig at de kun har 1 måske 2 gode venner, som de deler personlige ting med.

Jeg har taget svigermors råd og begynder at se flere udlændinge for en tid. For med mine gamle kontakter til det danske diplomatmiljø, og min mands til det svenske og norske, dumper der jo invitationer ind i brevkassen. Så må esterne komme hen af vejen. Sætter stadig min lid til blandt andet mine kommende naboer. Godt nok kan man være idealistisk fra starten om hvem man har lyst til at være venner med - men det skal jo også være sjovt at være her, ikk?

Ensom

Jeg er lidt ensom for tiden. Synes det er svært at få nye venner. Alle der har skrevet speciale kender sikkert situationen med at man føler man sidder i en osteklokke uden kontakt med den rigtige verden. Dertil kommer at mine fritidsaktiviteter ikke rigtig har ført nogle nye estiske venskaber med sig. Så jeg har tudet lidt over det. Måske også været lidt streng over for min mand. Men det er alene mit ansvar at skaffe mig kontakter herovre. Så jeg må bare blive ved.