torsdag den 27. august 2009
godt for øjet
Er hjemme i Danmark et par uger. Dejligt - dejligt er det. Også pludselig at (gen)opdage hvor pæne danske mænd egentlig er. Ja, sammenlignet med Estland - ren eyecandy...
fredag den 21. august 2009
Varme saunakys
Jeg bliver også lige nødt til at fortælle om min 2 års bryllupsdag. Var småsyg og snottet og derfor havde vi afblæst de store planer. Min mand hentede indisk takeaway og jeg havde fundet original svensk ”princesstorta” til dessert i supermarkedets køleboks. Men det jeg egentlig ville fortælle om var hans gave.
Det var en masse små, laminerede kort, der til sammen danner en mini-bog med søde estiske udtryk, man kan sige til en man holder af. Og for hvert kort jeg læste op og forsøgte at oversætte, fandt min mand på en ny tilbage til mig. Han gjorde aftenen romantisk og jeg følte mig elsket og smuk med min røde næse, tørre hals og et outfit bestående af dyne, joggingtøj, halstørklæde og fedtet hår. Til sidst havnede vi selvfølgelig på overdrevet som f.eks ”dine kys er varme som sauna”(så ved man, man har giftet sig med en ester!) og klicheer som ”dine øjne er som stjerner” men det var bare sjovt.
Kom ned på jorden igen med Clint Eastwoods krigsfilm ”Letters from Ivo Jiima” hvor ALLE skulle dø. Men romantikken lever endnu – også under sygdom.
Det var en masse små, laminerede kort, der til sammen danner en mini-bog med søde estiske udtryk, man kan sige til en man holder af. Og for hvert kort jeg læste op og forsøgte at oversætte, fandt min mand på en ny tilbage til mig. Han gjorde aftenen romantisk og jeg følte mig elsket og smuk med min røde næse, tørre hals og et outfit bestående af dyne, joggingtøj, halstørklæde og fedtet hår. Til sidst havnede vi selvfølgelig på overdrevet som f.eks ”dine kys er varme som sauna”(så ved man, man har giftet sig med en ester!) og klicheer som ”dine øjne er som stjerner” men det var bare sjovt.
Kom ned på jorden igen med Clint Eastwoods krigsfilm ”Letters from Ivo Jiima” hvor ALLE skulle dø. Men romantikken lever endnu – også under sygdom.
Udrydningstruet og uspiselig - men billig
”Hvis du spiser 5 små gule bær hver dag er du frisk hele vinteren” sagde bedstemoren bag en grønt bod til mig i går. Om end jeg godt har lagt mærke til, at jeg ikke længere bliver holdt vågen af lyse nætter, skulle man mene det er lige tidligt nok at bekymre sig om vitaminmangel her i august måned. På den anden side var min mand og jeg faktisk gået på markedet for at fylde fryseren med billige bær og stegte svampe. Det er og har været et fantastisk bær-år i Estland. De er blevet losset og solgt til især Sverige i læssevis. Folks Facebook status´er er fulde af bemærkninger om bærplukning, frugtkager, frugtgrød og spørgsmål om hvad man dog skal stille op med alle de bær man har i haven.
De gule bær, som jeg bagefter fandt ud af var havtorn (eller sibirisk ananas), indeholder per bær lige så meget c-vitamin som en appelsin, så hun var ikke helt galt på den, hende grønthandleren. Nu har vi 250g havtorn, 2 kg ribs, 1 kg solbær, ½ kg tyttebær, 1 kg blåbær og ½ kg megastore blåbær i fryseren. I køleskabet ligger 1kg kantareller, ½ kg smørsvampe og ½ kg rødbrun mælkehat som venter på at blive stegt i smør over weekenden, for så at havne samme sted. Der er dog et lille ”men”.
Vi kendte ikke de to sidste svampearter men smørsvamp lød jo godt og den anden svamp så god ud. ”Smørsvampen” hedder på dansk grubestokket mælkehat og er i Danmark kategoriseret som udrydningstruet samt uspiselig. Hi hi hi. Et godt eksempel på at danske og estiske smagsløg ER forskellige. Efter et opkald til familiens svampeekspert – min estiske svigerfar – blev vi lidt klogere. De to sidste slags bruges mest til syltning, men kan også, efter længere tids kogning og vridning for at komme af med skadelige stoffer, steges og spises (af danskere?).
Jeg er ikke helt sikker på om balancen mellem arbejdsindsats vs. belønning ikke tipper, i et regnestykke hvor udgifterne til de to sidste slags svampe i alt var 25 DKR og det vist kommer til at tage et par timer af lørdagen at tilberede dem. Men min mand er optimistisk.
De gule bær, som jeg bagefter fandt ud af var havtorn (eller sibirisk ananas), indeholder per bær lige så meget c-vitamin som en appelsin, så hun var ikke helt galt på den, hende grønthandleren. Nu har vi 250g havtorn, 2 kg ribs, 1 kg solbær, ½ kg tyttebær, 1 kg blåbær og ½ kg megastore blåbær i fryseren. I køleskabet ligger 1kg kantareller, ½ kg smørsvampe og ½ kg rødbrun mælkehat som venter på at blive stegt i smør over weekenden, for så at havne samme sted. Der er dog et lille ”men”.
Vi kendte ikke de to sidste svampearter men smørsvamp lød jo godt og den anden svamp så god ud. ”Smørsvampen” hedder på dansk grubestokket mælkehat og er i Danmark kategoriseret som udrydningstruet samt uspiselig. Hi hi hi. Et godt eksempel på at danske og estiske smagsløg ER forskellige. Efter et opkald til familiens svampeekspert – min estiske svigerfar – blev vi lidt klogere. De to sidste slags bruges mest til syltning, men kan også, efter længere tids kogning og vridning for at komme af med skadelige stoffer, steges og spises (af danskere?).
Jeg er ikke helt sikker på om balancen mellem arbejdsindsats vs. belønning ikke tipper, i et regnestykke hvor udgifterne til de to sidste slags svampe i alt var 25 DKR og det vist kommer til at tage et par timer af lørdagen at tilberede dem. Men min mand er optimistisk.
onsdag den 19. august 2009
svært
Får ikke talt så meget estisk hjemme, som jeg havde tænkt mig. Det er virkelig svært for os at skifte sprog...
mandag den 17. august 2009
Estland ligger i ...
Et af de mange temaer under kamikaze ugen, var Estlands geografi. Vi skulle lære navnene på verdensretningerne, regionerne i Estland, etc. Så stiller min lærer 100.000 EEK spørgsmålet: Hvor ligger Estland?
Mit umiddelbare svar var: I Østeuropa. Men så går det op for mig hvor politiseret den geografiforståelse egentlig er. At mit refleks svar stadig er påvirket af skoletiden, hvor vi i lang tid også efter at Muren faldt i 1989 stadig talte om Vesteuropa vs. (genopbygningen af) Østeuropa. Men opdelingen af Europa i øst og vest giver ikke rigtig nogen mening længere. Gad vide hvor mange danskere egentlig er klar over at Europas geografiske centrum ligger et sted i Litauen? Og at Tallinn eksempelvis ligger på linje med Stockholm på europakortet?
Så hvor ligger Estland? I Centraleuropa? Eller måske i Skandinavien? Mange estere føler, at landets anknytning til især Finland men også det øvrige Skandinavien giver et større fællesskab med Skandinavien end de to andre baltiske lande. Men det virker alligevel lidt vidtgående.
Måske Nordeuropa er det bedste bud. Men det er ikke helt nemt at svare på det spørgsmål. Slet ikke på estisk.
Mit umiddelbare svar var: I Østeuropa. Men så går det op for mig hvor politiseret den geografiforståelse egentlig er. At mit refleks svar stadig er påvirket af skoletiden, hvor vi i lang tid også efter at Muren faldt i 1989 stadig talte om Vesteuropa vs. (genopbygningen af) Østeuropa. Men opdelingen af Europa i øst og vest giver ikke rigtig nogen mening længere. Gad vide hvor mange danskere egentlig er klar over at Europas geografiske centrum ligger et sted i Litauen? Og at Tallinn eksempelvis ligger på linje med Stockholm på europakortet?
Så hvor ligger Estland? I Centraleuropa? Eller måske i Skandinavien? Mange estere føler, at landets anknytning til især Finland men også det øvrige Skandinavien giver et større fællesskab med Skandinavien end de to andre baltiske lande. Men det virker alligevel lidt vidtgående.
Måske Nordeuropa er det bedste bud. Men det er ikke helt nemt at svare på det spørgsmål. Slet ikke på estisk.
torsdag den 13. august 2009
humørfyldt kamikazeuge
I morgen er sidste dag på det jeg efterhånden refererer til som kamikaze-ugen i Tartu. Undervisningen er grammatisk hjernevask for viderekomne. Anden uge har været en hård og anstrengende uge – men også en meget sjovere uge. Efterhånden som jeg har lært min værtsfamilie bedre at kende og selv er blevet lidt bedre til at konstruere korte men tæt på forståelige sætninger, har vi haft mere selskabeligt sammen. Vi er gået fra at jeg fik serveret morgenmad i køkkenet, efter at familien havde spist, til at vi nu spiser sammen. Vi hyggesnakker, laver sjov (her bliver jeg NØDT til også at involvere engelsk), jeg har lavet en god middag til dem, men bedst af alt: Jeg hænger ud med min søde værtsmor.
Der er filmfestival i Tartu hele denne uge og på rådhuspladsen er hver aften en eller flere gratis fremvisninger på storskærm. Tirsdag så vi sammen en sweizisk film ”Tandoori Love” om et indisk kærlighedsforhold – på estisk! Havde sat min lid til mine tyskkundskaber, men de rakte ikke til at forstå sweizer deutch, så der blev læst estiske undertekster for fuld skrue. Bagefter drak vi vin til efter kl. 2.00 med min værtsmors veninde Marja – og aldrig har estisk været så let som efter et par glas vin.
Veninden er et af de mest livlige mennesker jeg længe har mødt. Meget høj, tyk, dødcharmerende, masser af mimik, grinende og så snakkede hun estisk non-stop til mig og jeg forstod hende faktisk. Eller sådan føltes det. Hun har også lært sin finske mands børn fra et tidligere ægteskab estisk meget hurtigt ved insisterende at blive ved med at føre en samtale ind til børnene reelt forstod hende.
Nåh, men Marja var så supersød sammen med min værtsmor at arrangere en naturskøn tur ud til Marjas sommerhus med tilhørende 4 tønder land. Grunden lå lige ned til kæmpe søen Peipsi, der løber langs det meste af Estlands østlige grænse. Og der var helt mennesketomt – ud over 5 kvinder med stort k, der nøgenbadede i solnedgangen, svedte tran i en gammeldags russisk 100 grader varm sauna (inkl. ”piskning” med våde birkeblade) og spiste grillede pølser og sure agurker med god appetit. Min hud er blevet godt skrubbet igennem og håret er silkeblødt efter vask i det rene, kalkfrie vand. Frederiksberg Forsyning - go home!
Jeg længes efterhånden efter at se min mand igen, men det har nu været fedt at rejse herned alene. Man oplever andre ting når man ikke har en følgesvend som ”back-up". Det bliver svært at undvære familiens hvide katte, der er krøbet op i sengen til mig, op på skødet og sågar op på min laptoc og opslåede ordbøger for at blive aet og snakket med. De er dødforkælede, spiser kun det bedste af det bedste men er ret kære. Men min værtsmor elsker dem (næsten) højere end sin mand, så det går vist ikke.
Næste udfordring i projekt "Mariannes integration i Estland" bliver så rent faktisk også at tale estisk derhjemme. Jeg har nok altid tænkt, at det var noget, der ville komme automatisk – at når vi boede i Estland, ville vi tale estisk sammen. Men dansk/svensk har været VORES sprog i nu snart syv år, og det ændrer man ikke sådan bare lige på. Vi har talt om at vi nok må aftale bestemte tider eller former at tale det nye sprog sammen på. Bare i starten, ind til det bliver mere naturligt. Jeg er selv et ret stort sludrechatol, så jeg ved, jeg vil finde det frustrerende ikke at kunne udtrykke mig så godt. Måske hvis jeg ved, at jeg senere på aftenen kan tale dansk, er det ok at jeg f.eks. under middagen ikke kan sige præcis, det jeg havde tænkt. Hvem ved, min mand kommer måske endda til at sætte pris på lidt madro til en forandring?
Der er filmfestival i Tartu hele denne uge og på rådhuspladsen er hver aften en eller flere gratis fremvisninger på storskærm. Tirsdag så vi sammen en sweizisk film ”Tandoori Love” om et indisk kærlighedsforhold – på estisk! Havde sat min lid til mine tyskkundskaber, men de rakte ikke til at forstå sweizer deutch, så der blev læst estiske undertekster for fuld skrue. Bagefter drak vi vin til efter kl. 2.00 med min værtsmors veninde Marja – og aldrig har estisk været så let som efter et par glas vin.
Veninden er et af de mest livlige mennesker jeg længe har mødt. Meget høj, tyk, dødcharmerende, masser af mimik, grinende og så snakkede hun estisk non-stop til mig og jeg forstod hende faktisk. Eller sådan føltes det. Hun har også lært sin finske mands børn fra et tidligere ægteskab estisk meget hurtigt ved insisterende at blive ved med at føre en samtale ind til børnene reelt forstod hende.
Nåh, men Marja var så supersød sammen med min værtsmor at arrangere en naturskøn tur ud til Marjas sommerhus med tilhørende 4 tønder land. Grunden lå lige ned til kæmpe søen Peipsi, der løber langs det meste af Estlands østlige grænse. Og der var helt mennesketomt – ud over 5 kvinder med stort k, der nøgenbadede i solnedgangen, svedte tran i en gammeldags russisk 100 grader varm sauna (inkl. ”piskning” med våde birkeblade) og spiste grillede pølser og sure agurker med god appetit. Min hud er blevet godt skrubbet igennem og håret er silkeblødt efter vask i det rene, kalkfrie vand. Frederiksberg Forsyning - go home!
Jeg længes efterhånden efter at se min mand igen, men det har nu været fedt at rejse herned alene. Man oplever andre ting når man ikke har en følgesvend som ”back-up". Det bliver svært at undvære familiens hvide katte, der er krøbet op i sengen til mig, op på skødet og sågar op på min laptoc og opslåede ordbøger for at blive aet og snakket med. De er dødforkælede, spiser kun det bedste af det bedste men er ret kære. Men min værtsmor elsker dem (næsten) højere end sin mand, så det går vist ikke.
Næste udfordring i projekt "Mariannes integration i Estland" bliver så rent faktisk også at tale estisk derhjemme. Jeg har nok altid tænkt, at det var noget, der ville komme automatisk – at når vi boede i Estland, ville vi tale estisk sammen. Men dansk/svensk har været VORES sprog i nu snart syv år, og det ændrer man ikke sådan bare lige på. Vi har talt om at vi nok må aftale bestemte tider eller former at tale det nye sprog sammen på. Bare i starten, ind til det bliver mere naturligt. Jeg er selv et ret stort sludrechatol, så jeg ved, jeg vil finde det frustrerende ikke at kunne udtrykke mig så godt. Måske hvis jeg ved, at jeg senere på aftenen kan tale dansk, er det ok at jeg f.eks. under middagen ikke kan sige præcis, det jeg havde tænkt. Hvem ved, min mand kommer måske endda til at sætte pris på lidt madro til en forandring?
mandag den 10. august 2009
Hardcore
ma olen surnud = jeg er død. I overført betydning selvfølgelig, men det kan jeg ikke finde ud af sige på estisk. Anden uge på intensiv kurset her i Tartu er hardcore, fordi der ikke var nok tilmeldte til at lave mere end et hold. Det betyder at jeg nu er på hold med fire andre, der allerede taler estisk - mere eller mindre. Og den ene af vores to lærere taler kun hurtigt estisk. Selv om vi har fri allerede klokken 14.00, er jeg her fire timer senere bare færdig - helt færdig.
Det er altså sjovere at være den bedste i klassen end den dårligste.
Det er altså sjovere at være den bedste i klassen end den dårligste.
lørdag den 8. august 2009
Estere: Hvor eller hvad er nøglen?
På en sten mellem abrikos violerne og fransesca primulaerne i Tartus botaniske have, havde jeg i går aftes en meget sjov men også meget sigende oplevelse.
Jeg havde med et vennepar fra Tallin købt billetter til udendørs koncert med Estlands melodi grand prix vinder nummer 1 & 2, der sammen med et latino orkester sang og spillede samba, bossanova blandet med estiske melodier. Og omgivelserne var grønne og skønne. Efter et par sange, prøver et bandmedlem fra Rio de Janeiro, at få det musestille publikum mere med. Så han råber ting som: Er i der publikum? Ingen svar… Vil I have bossanova? Ingen svar… Klap hvis I også vil have karneval: Jeg og én anden udlænding klapper. .. Og så er det en ester siger til mig: "There’s Estonian party to you. Tough crowd, huh"? Ja, det må du nok sige. Varmblodige latino-rytmer og ædru estere. Jeg måtte virkelig beherske mig for ikke at slippe et hysterisk grineflip løs, der midt i stilheden.
Når folk spørger mig om kulturforskelle mellem Estland og Danmark eller om der er noget, der er svært ved at bo i Estland plejer jeg at sige: Jeg kan nemt føle, at jeg larmer - bare i kraft af at jeg træder ind i et rum. Her er stilhed en værdi i sig selv - i langt højere grad end i Danmark. Man forventes ikke at gå rundt og introducere sig selv ved festlige sammenkomster og det er helt ok, at der ikke rigtig bliver sagt så meget over et middagsbord eller de første par timer af en fest. Samtidig fornemmer jeg også, at jeg er ”for meget” ”for hurtigt” når det gælder personlige relationer. Det kan jeg endda være for nogle i Danmark af og til, så her er en samtale med mig måske ren følelsesporno. Sidste gang jeg boede i Estland, kunne jeg efter et år i hvert fald konstatere, at det ikke var lykkedes mig at få en eneste nær ESTISK ven (jeg scorede mig en ægtefælle, men det er en anden historie). Med ven mener jeg den personlige slags, som ved om man er blevet fyret eller hyret, om man er glad eller ked og tager en interesse i ens liv.
Annika, min estisk lærer her i Tartu, taler en del dansk og er kommet meget i Danmark. Hun har fortalt mig at da hun første gang kom til Danmark, var det med et ophold på en højskole i Jylland. Og det var et kæmpe kulturchok for hende. ”I just wanted to sit quietly in my room and be left alone” fortalte hun grinende. For som på de fleste højskoler, forventedes det af hende, at man indgik i fællesskabet, tog del i de mange gruppe-aktiviteter, hyggede sig sammen og i det hele taget at blive en del af den særlige klynge-symbiose, der nemt opstår.
Samtidigt følte hun også, at danskerne invaderede hendes personlige rum. Fordi folk kunne finde på at røre hende på skulderen, armen eller hånden, når de ville hende noget. Og de krammede hele tiden. Men værst var alligevel en person, der kunne finde på at røre ved hendes hår. Det hadede hun så meget, at hun bevidst forsøgte at undvige og endda gå over på den anden side af gaden eller gangen, hvis hun så vedkommende nærme sig hende. Når man hører hende fortælle, får man helt fornemmelsen af at vi danskere alle har lidt latino blod i årerne. Os. Vi kolde, reserverede danskere. Jeg ved, at man inden for skandinavisk forretningskultur, taler om at danskerne er Nordens arabere, men stadig…
Annika har lige været i Danmark igen og forsøger at komme til Danmark hvert år, så hun endte jo med at synes helt godt om danskerne. Hun måtte skrue lidt op for personligheden, mens jeg måske skal finde en måde at dæmpe min på – uden at tabe mig selv i den balancegang. Bedre sprogkendskab kommer til at åbne døre for mig, men nøglen til esternes hjerter og måske med tiden en sand estisk ven, ved jeg ikke hvor ligger gemt.
Jeg havde med et vennepar fra Tallin købt billetter til udendørs koncert med Estlands melodi grand prix vinder nummer 1 & 2, der sammen med et latino orkester sang og spillede samba, bossanova blandet med estiske melodier. Og omgivelserne var grønne og skønne. Efter et par sange, prøver et bandmedlem fra Rio de Janeiro, at få det musestille publikum mere med. Så han råber ting som: Er i der publikum? Ingen svar… Vil I have bossanova? Ingen svar… Klap hvis I også vil have karneval: Jeg og én anden udlænding klapper. .. Og så er det en ester siger til mig: "There’s Estonian party to you. Tough crowd, huh"? Ja, det må du nok sige. Varmblodige latino-rytmer og ædru estere. Jeg måtte virkelig beherske mig for ikke at slippe et hysterisk grineflip løs, der midt i stilheden.
Når folk spørger mig om kulturforskelle mellem Estland og Danmark eller om der er noget, der er svært ved at bo i Estland plejer jeg at sige: Jeg kan nemt føle, at jeg larmer - bare i kraft af at jeg træder ind i et rum. Her er stilhed en værdi i sig selv - i langt højere grad end i Danmark. Man forventes ikke at gå rundt og introducere sig selv ved festlige sammenkomster og det er helt ok, at der ikke rigtig bliver sagt så meget over et middagsbord eller de første par timer af en fest. Samtidig fornemmer jeg også, at jeg er ”for meget” ”for hurtigt” når det gælder personlige relationer. Det kan jeg endda være for nogle i Danmark af og til, så her er en samtale med mig måske ren følelsesporno. Sidste gang jeg boede i Estland, kunne jeg efter et år i hvert fald konstatere, at det ikke var lykkedes mig at få en eneste nær ESTISK ven (jeg scorede mig en ægtefælle, men det er en anden historie). Med ven mener jeg den personlige slags, som ved om man er blevet fyret eller hyret, om man er glad eller ked og tager en interesse i ens liv.
Annika, min estisk lærer her i Tartu, taler en del dansk og er kommet meget i Danmark. Hun har fortalt mig at da hun første gang kom til Danmark, var det med et ophold på en højskole i Jylland. Og det var et kæmpe kulturchok for hende. ”I just wanted to sit quietly in my room and be left alone” fortalte hun grinende. For som på de fleste højskoler, forventedes det af hende, at man indgik i fællesskabet, tog del i de mange gruppe-aktiviteter, hyggede sig sammen og i det hele taget at blive en del af den særlige klynge-symbiose, der nemt opstår.
Samtidigt følte hun også, at danskerne invaderede hendes personlige rum. Fordi folk kunne finde på at røre hende på skulderen, armen eller hånden, når de ville hende noget. Og de krammede hele tiden. Men værst var alligevel en person, der kunne finde på at røre ved hendes hår. Det hadede hun så meget, at hun bevidst forsøgte at undvige og endda gå over på den anden side af gaden eller gangen, hvis hun så vedkommende nærme sig hende. Når man hører hende fortælle, får man helt fornemmelsen af at vi danskere alle har lidt latino blod i årerne. Os. Vi kolde, reserverede danskere. Jeg ved, at man inden for skandinavisk forretningskultur, taler om at danskerne er Nordens arabere, men stadig…
Annika har lige været i Danmark igen og forsøger at komme til Danmark hvert år, så hun endte jo med at synes helt godt om danskerne. Hun måtte skrue lidt op for personligheden, mens jeg måske skal finde en måde at dæmpe min på – uden at tabe mig selv i den balancegang. Bedre sprogkendskab kommer til at åbne døre for mig, men nøglen til esternes hjerter og måske med tiden en sand estisk ven, ved jeg ikke hvor ligger gemt.
Brunch-alterntiv?
Jeg ved ikke helt hvordan jeg skal vænne mig til bare at spise yougurt naturel med müsli, når jeg er tilbage i Tallinn igen. Her i Tartu hos min værtsfamilie, står jeg op til et veldækket morgenbord, der ud over nyristet brød, the & kaffe og søde yougurter, hver dag byder på en lun overaskelse, blandt andet risengrød, pandekager med hjemmelavet syltetøj, omelet og ananas-hytteost tærte.
Her til morgen havde min værtsfamilie en veninde på besøg og hun havde friske, varmrøgede fladfisk med sig fra markedet. Man fik en hel fisk hver, som vi så sad og pillede det lune kød af. På morgenbordet var også nybagte pølsepirogger, friske hindbær blandet med solbærsyltetøj og mælk, tomat/dild salat, gulerodsboller og pålæg. Mon det kunne slå an som alternativ til den gennemsnitlige københavnerbrunch...?
Her til morgen havde min værtsfamilie en veninde på besøg og hun havde friske, varmrøgede fladfisk med sig fra markedet. Man fik en hel fisk hver, som vi så sad og pillede det lune kød af. På morgenbordet var også nybagte pølsepirogger, friske hindbær blandet med solbærsyltetøj og mælk, tomat/dild salat, gulerodsboller og pålæg. Mon det kunne slå an som alternativ til den gennemsnitlige københavnerbrunch...?
tirsdag den 4. august 2009
kodutöö og stikkelsbærben
I et rent skær af optimisme pakkede jeg min badedragt med til Tartu, på trods af at byen ligger inde i landet og der ikke var nogen søer at se på kortet. En flod render derimod igennem byen, men som jeg havde forudset, ser den ikke ren nok ud til, at jeg har lyst til at bade i den. Jeg blev derfor meget glad, da en medstuderende fortalte mig om en kunstig kanal, der er løber parallelt med floden. Fin sandstrand, omklædningsmuligheder og vandet var så klart at jeg kunne se de mange små fisk på bunden. Med sine ca. 600 meters længde blev det en helt pæn svømmetur frem og tilbage. Kodutöö (lektier) blev lavet i solen mens jeg tørrede og så havde jeg fortjent en stor blåbæris. Og en grillpølse. Estisk er helt herligt i dag.
Nu skal jeg over i supermarkedet efter barbergrej. Har booket tid til manicure og pedicure (for ca. 200 kr) og synes ikke rigtig damen skal udsættes for mine 3-4 dages stikkelsbærben…
Nu skal jeg over i supermarkedet efter barbergrej. Har booket tid til manicure og pedicure (for ca. 200 kr) og synes ikke rigtig damen skal udsættes for mine 3-4 dages stikkelsbærben…
Viggo
Åh, ja. Så er der også lige et familiemedlem mere, jeg ikke fik fortalt om i går. Viggo.
Viggo går i fedtet undertrøje med seler, derudover habitjakke og bukser. Viggo er 84 år, hører dårligt, tænker langsomt, mangler halvdelen af sine tænder, smasker og efterlader meget mad omkring munden, når han spiser. Viggo og jeg spiser morgenmad sammen.
Jeg tror ikke Viggo og jeg har helt de samme ambitioner med sprogkurset. Viggo har været på begynderholdet de sidste fire somre. Jeg blev efter en test placeret i mellemgruppen (læs: Viggo-frizone) og det er jeg både stolt og lidt lettet over :o) Jeg har ham stærkt mistænkt for bare at være tilmeldt, for at have nogen at snakke med i kaffepauserne, hygge sig og ellers blive opvartet af vores værter. Og fred være med det. Viggo skal bare holde op med at tro, at vi hver dag skal drikke kaffe sammen, spise frokost sammen og sidde op og ned af hinanden ude i haven. DER ER OGSÅ ANDRE PÅ HOLDET, VIGGO!
Lærerne fortalte at Viggo som i går ofte kommer for sent til timerne og lige før kom vores ”mor” og sagde han var blevet væk for hende – igen…
Viggo går i fedtet undertrøje med seler, derudover habitjakke og bukser. Viggo er 84 år, hører dårligt, tænker langsomt, mangler halvdelen af sine tænder, smasker og efterlader meget mad omkring munden, når han spiser. Viggo og jeg spiser morgenmad sammen.
Jeg tror ikke Viggo og jeg har helt de samme ambitioner med sprogkurset. Viggo har været på begynderholdet de sidste fire somre. Jeg blev efter en test placeret i mellemgruppen (læs: Viggo-frizone) og det er jeg både stolt og lidt lettet over :o) Jeg har ham stærkt mistænkt for bare at være tilmeldt, for at have nogen at snakke med i kaffepauserne, hygge sig og ellers blive opvartet af vores værter. Og fred være med det. Viggo skal bare holde op med at tro, at vi hver dag skal drikke kaffe sammen, spise frokost sammen og sidde op og ned af hinanden ude i haven. DER ER OGSÅ ANDRE PÅ HOLDET, VIGGO!
Lærerne fortalte at Viggo som i går ofte kommer for sent til timerne og lige før kom vores ”mor” og sagde han var blevet væk for hende – igen…
søndag den 2. august 2009
Ny familie
Jeg er rejst til Estlands universitetsby Tartu for at deltage i et tougers intensivt estisk kursus. Det bli'r hardcore - håber jeg! Jeg bor privat indlogeret og har fået en venlig ny estisk "familie": Far geolog, Mor geolog, 1 stk uni-studerende datter og 2 hvide katte. Datteren skal om en uge på udveksling et år til... Danmark. Er verden ikke bare lille?
Abonner på:
Opslag (Atom)