Estere: Hvor eller hvad er nøglen?

På en sten mellem abrikos violerne og fransesca primulaerne i Tartus botaniske have, havde jeg i går aftes en meget sjov men også meget sigende oplevelse.

Jeg havde med et vennepar fra Tallin købt billetter til udendørs koncert med Estlands melodi grand prix vinder nummer 1 & 2, der sammen med et latino orkester sang og spillede samba, bossanova blandet med estiske melodier. Og omgivelserne var grønne og skønne. Efter et par sange, prøver et bandmedlem fra Rio de Janeiro, at få det musestille publikum mere med. Så han råber ting som: Er i der publikum? Ingen svar… Vil I have bossanova? Ingen svar… Klap hvis I også vil have karneval: Jeg og én anden udlænding klapper. .. Og så er det en ester siger til mig: "There’s Estonian party to you. Tough crowd, huh"? Ja, det må du nok sige. Varmblodige latino-rytmer og ædru estere. Jeg måtte virkelig beherske mig for ikke at slippe et hysterisk grineflip løs, der midt i stilheden.

Når folk spørger mig om kulturforskelle mellem Estland og Danmark eller om der er noget, der er svært ved at bo i Estland plejer jeg at sige: Jeg kan nemt føle, at jeg larmer - bare i kraft af at jeg træder ind i et rum. Her er stilhed en værdi i sig selv - i langt højere grad end i Danmark. Man forventes ikke at gå rundt og introducere sig selv ved festlige sammenkomster og det er helt ok, at der ikke rigtig bliver sagt så meget over et middagsbord eller de første par timer af en fest. Samtidig fornemmer jeg også, at jeg er ”for meget” ”for hurtigt” når det gælder personlige relationer. Det kan jeg endda være for nogle i Danmark af og til, så her er en samtale med mig måske ren følelsesporno. Sidste gang jeg boede i Estland, kunne jeg efter et år i hvert fald konstatere, at det ikke var lykkedes mig at få en eneste nær ESTISK ven (jeg scorede mig en ægtefælle, men det er en anden historie). Med ven mener jeg den personlige slags, som ved om man er blevet fyret eller hyret, om man er glad eller ked og tager en interesse i ens liv.

Annika, min estisk lærer her i Tartu, taler en del dansk og er kommet meget i Danmark. Hun har fortalt mig at da hun første gang kom til Danmark, var det med et ophold på en højskole i Jylland. Og det var et kæmpe kulturchok for hende. ”I just wanted to sit quietly in my room and be left alone” fortalte hun grinende. For som på de fleste højskoler, forventedes det af hende, at man indgik i fællesskabet, tog del i de mange gruppe-aktiviteter, hyggede sig sammen og i det hele taget at blive en del af den særlige klynge-symbiose, der nemt opstår.

Samtidigt følte hun også, at danskerne invaderede hendes personlige rum. Fordi folk kunne finde på at røre hende på skulderen, armen eller hånden, når de ville hende noget. Og de krammede hele tiden. Men værst var alligevel en person, der kunne finde på at røre ved hendes hår. Det hadede hun så meget, at hun bevidst forsøgte at undvige og endda gå over på den anden side af gaden eller gangen, hvis hun så vedkommende nærme sig hende. Når man hører hende fortælle, får man helt fornemmelsen af at vi danskere alle har lidt latino blod i årerne. Os. Vi kolde, reserverede danskere. Jeg ved, at man inden for skandinavisk forretningskultur, taler om at danskerne er Nordens arabere, men stadig…

Annika har lige været i Danmark igen og forsøger at komme til Danmark hvert år, så hun endte jo med at synes helt godt om danskerne. Hun måtte skrue lidt op for personligheden, mens jeg måske skal finde en måde at dæmpe min på – uden at tabe mig selv i den balancegang. Bedre sprogkendskab kommer til at åbne døre for mig, men nøglen til esternes hjerter og måske med tiden en sand estisk ven, ved jeg ikke hvor ligger gemt.