Efter 5 timer på knæ iført mit lilla joggingsæt og udstyret med en stor portion knofedt, gule gummihandsker, skrubbebørste, og Cillit BANG! har jeg nu skrubbet vores trægulve en del nuancer lysere. Jeg siger Jer, der må være nogle seriøse kemikalier i det rengøringsmiddel, for det tog pletter væk, der ellers er blevet en så integreret del af lejligheden, at jeg blev helt sørgmodig ved synet at deres forsvinden. Men bare rolig. Den sorte brand-plet lever endnu!
Årsag til denne for mig usædvanlige, huslige aktivitet: Ejendomsmægleren skal vurdere lejligheden på mandag. Min motivation til at få solgt hurtigt er pludseligt steget betydeligt, da jeg har besluttet også at rejse til Estland, så snart vi er af med lejligheden. WAUW. Det føles lidt vildt. For det betyder jo så, at min count-down her nederst på bloggen nu i stedet er min egen nedtælling til jeg skal sige farvel… UUUUUUUUUUUH, det krilrer i maven. Men jeg har konsulteret mine organer, og både hjerte og mavefornemmelse siger, at det er den rigtige beslutning. Så må vi se om højre hjernehalvdel følger trop. Den siger mig nemlig, det er noget rod at skulle pendle en del frem og tilbage mellem Tallinn og København det første år.
Men så igen, hvem har nogensinde tildelt den rationelle fornuft nogen videre betydning…?
fredag den 20. marts 2009
søndag den 15. marts 2009
Lister II
Niogfyrre punkter og/eller spørgsmålstegn står der på vores 3 siders lange liste over ting vi gerne vil have afklaret, afsluttet eller forberedt de næste to måneder.
Var der nogen, der talte om at indføre en femogtyvende time i døgnet...?
Var der nogen, der talte om at indføre en femogtyvende time i døgnet...?
lørdag den 14. marts 2009
Ældre Damer
Her den anden dag gav jeg en ældre dame i Kvickly en opsang. Og det føltes godt, kan jeg hilse og sige. Den slags ældre damer, der tror, at fordi de er blevet ældre og naturligvis skal vises et særligt hensyn, samtidig også har fået carte blanche til at opføre sig forsmået, uforskammet og/eller egocentreret over for alle andre i deres omgivelser. I bliver nødt til at hjælpe mig med at opdrage dem derude, hører I!
Jeg står i køen, som kun udgør den ældre dame foran mig, jeg selv og en mand bag mig. Kasseassistenten bliver selv opmærksom på, at han har slået nogle dadler for meget ind, og tager lommeregneren frem for at regne ud hvor mange penge han skal trække fra. Den ældre såkaldte dame begynder så langsomt men vedholdende at himle med øjne, snakke om ”at der ikke er tale om et regnestykke fra højere handelsskole”, ”at hun da virkelig ikke har hele dagen til at vente”, sukke, stønne og på alle måder være urimelig. Og der er vitterlig ikke tale om en svær udregning, men det er ikke svært at se, at assistentens udregning forstyrres af de nedsættende bemærkninger, der kun bliver værre, da han tydeligvis regner forkert første gang.
Her er det så jeg ikke længere kan overvære seancen uden at blande mig og med høj røst siger: Der går sikkert ikke noget af Dem, hvis vi nu alle giver assistenten tid til i ro og fred at regne færdig, uden flere ubehagelige bemærkninger fra Deres side. Værre er det heller ikke! ”Ja. Sådan kan man jo også vælge at se det” siger damen stødt til mig. Og klapper i. Og får sine varer og byttepenge 1 minut senere.
Ja, det kan man nemlig. Jeg ved ikke om det er mine etårige ophold i Estland og Rusland, hvor livet leves lidt mere ekstremt, der har påvirket mig, men hvis der er noget der ikke længere kan hidse mig op, så er det, at man lige skal vente 5 min længere i supermarkedskøen, på to-go-kaffen, på toget, på bussen end planlagt. Livet er simpelthen for kort til den slags ærgrelser. Og så er der nogle dage hvor man rider på den grønne bølge og andre dage hvor man ser rødt, forsinkelser og stopsignaler over alt. Tilfældigt? Eller starter den grønne bølge i én selv?
Ja, ja, nu blev jeg corny. Håber jeg selv kan væbne mig med tålmodighed, når jeg står over for lign situationer i Estland og bare ikke fatter hvorfor X handling skal gå SÅ langsomt, eller så mærkeligt, så anderledes og forkert til. Måske skal jeg sætte min lid til at en ældre dame vil gelejde mig lidt på vej?
Jeg står i køen, som kun udgør den ældre dame foran mig, jeg selv og en mand bag mig. Kasseassistenten bliver selv opmærksom på, at han har slået nogle dadler for meget ind, og tager lommeregneren frem for at regne ud hvor mange penge han skal trække fra. Den ældre såkaldte dame begynder så langsomt men vedholdende at himle med øjne, snakke om ”at der ikke er tale om et regnestykke fra højere handelsskole”, ”at hun da virkelig ikke har hele dagen til at vente”, sukke, stønne og på alle måder være urimelig. Og der er vitterlig ikke tale om en svær udregning, men det er ikke svært at se, at assistentens udregning forstyrres af de nedsættende bemærkninger, der kun bliver værre, da han tydeligvis regner forkert første gang.
Her er det så jeg ikke længere kan overvære seancen uden at blande mig og med høj røst siger: Der går sikkert ikke noget af Dem, hvis vi nu alle giver assistenten tid til i ro og fred at regne færdig, uden flere ubehagelige bemærkninger fra Deres side. Værre er det heller ikke! ”Ja. Sådan kan man jo også vælge at se det” siger damen stødt til mig. Og klapper i. Og får sine varer og byttepenge 1 minut senere.
Ja, det kan man nemlig. Jeg ved ikke om det er mine etårige ophold i Estland og Rusland, hvor livet leves lidt mere ekstremt, der har påvirket mig, men hvis der er noget der ikke længere kan hidse mig op, så er det, at man lige skal vente 5 min længere i supermarkedskøen, på to-go-kaffen, på toget, på bussen end planlagt. Livet er simpelthen for kort til den slags ærgrelser. Og så er der nogle dage hvor man rider på den grønne bølge og andre dage hvor man ser rødt, forsinkelser og stopsignaler over alt. Tilfældigt? Eller starter den grønne bølge i én selv?
Ja, ja, nu blev jeg corny. Håber jeg selv kan væbne mig med tålmodighed, når jeg står over for lign situationer i Estland og bare ikke fatter hvorfor X handling skal gå SÅ langsomt, eller så mærkeligt, så anderledes og forkert til. Måske skal jeg sætte min lid til at en ældre dame vil gelejde mig lidt på vej?
fredag den 13. marts 2009
X2000 billet
Øv. I går gik det første gang rigtigt op for mig. At min skat flytter før mig. At vi skal være adskilt i 3-4 måneder. Jeg havde set et rigtig godt tilbud på X2000 togbilletter fra KBH til Norrköping, Sverige, hvor vi skal besøge familie i juni og ringede for at spørge min mand om vi ikke skulle booke dem. Jo, det lyder godt, men jeg kommer jo ikke rejsende den vej fra, svarede han…
Kender I det, at man godt ved noget, men at man ikke har forstået det? Man kan godt snakke om det, fortælle det vidt og bredt til venner og bekendte, uden egentlig at registrere hvad det kommer til at betyde rent fysisk, praktisk og følelsesmæssigt. For ikke at sige reagere på det. Så jeg tog mig lige en lille tudetur i går. Ikke en stor en, bare sådan lidt spredte snøft over et par timer. Og det over et par togbilletter til 95 SEK der i stedet blev til 1 stk.
Kender I det, at man godt ved noget, men at man ikke har forstået det? Man kan godt snakke om det, fortælle det vidt og bredt til venner og bekendte, uden egentlig at registrere hvad det kommer til at betyde rent fysisk, praktisk og følelsesmæssigt. For ikke at sige reagere på det. Så jeg tog mig lige en lille tudetur i går. Ikke en stor en, bare sådan lidt spredte snøft over et par timer. Og det over et par togbilletter til 95 SEK der i stedet blev til 1 stk.
Lister
Frederiksberg 10.03.09
I morgen skal vi skrive en lang liste. Det elsker min mand. Lister. Prioriterede lister med deadlines og hvem-gør-hvad. Han kan faktisk bedre lide at lave listerne end at holde styr på om vi gør det, der står på listerne. Jeg kan bedre lide at springe lidt rundt fra a til å, glemme noget i midten, for så senere at skabe orden i tankerne. En lystbaseret proces, kunne man kalde det. Men den ordnede kontrol sikrer jo netop, at vi ikke glemmer noget vigtigt, kunne modargumentet være… :o) Såh, ok. Vi skal snakke om alt det, vi skal få gjort, inden vi er klar til at rejse. Vi skal lave lister over praktiske ting, som alt det her med salg og køb af ny bolig, hvordan man emigrerer til Estland, tager lån i udlandet, opholdstilladelse, jobsøgning osv. Og vi skal lave lister over sjovere ting som dato for afskedsfest og andre ting, vi gerne vil nå at gøre eller opleve, inden vi rejser. Der er ekstremt meget at tænke på. Måske skal jeg komme ham i forkøbet og lave en liste over de forskellige lister vi skal lave…?
I morgen skal vi skrive en lang liste. Det elsker min mand. Lister. Prioriterede lister med deadlines og hvem-gør-hvad. Han kan faktisk bedre lide at lave listerne end at holde styr på om vi gør det, der står på listerne. Jeg kan bedre lide at springe lidt rundt fra a til å, glemme noget i midten, for så senere at skabe orden i tankerne. En lystbaseret proces, kunne man kalde det. Men den ordnede kontrol sikrer jo netop, at vi ikke glemmer noget vigtigt, kunne modargumentet være… :o) Såh, ok. Vi skal snakke om alt det, vi skal få gjort, inden vi er klar til at rejse. Vi skal lave lister over praktiske ting, som alt det her med salg og køb af ny bolig, hvordan man emigrerer til Estland, tager lån i udlandet, opholdstilladelse, jobsøgning osv. Og vi skal lave lister over sjovere ting som dato for afskedsfest og andre ting, vi gerne vil nå at gøre eller opleve, inden vi rejser. Der er ekstremt meget at tænke på. Måske skal jeg komme ham i forkøbet og lave en liste over de forskellige lister vi skal lave…?
Middag med tøserne
Frederiksberg 09.03.09
Jeg har de bedste veninder. Punktum. I weekenden har jeg fejret min fødselsdag med nogle af dem og haft tøsemiddag som i ”gamle dage”. Der blev danset, snakket, drukket og røget og lejligheden har sikkert fået sig en ny plet eller to. Hvis bare de bliver mange nok, tror evt. købere måske at trægulvet HAR den farve oprindeligt…?
Siden jeg er begyndt at fortælle mine veninder, at jeg rejser væk nogle år, har jeg fået så mange positive kommentarer, at ørerne er blevet røde af ros. En har sagt, at selv om vi i forvejen ses sjældent, så ville hun savne mig. Fordi jeg har givet hende mange gode stunder i livet. En anden har sagt, at jeg er hjertet i min venindegruppe. Hjertet. Kan man få et større skulderklap i venne-sammenhænge?
Det er jo meget udansk offentligt at udtrykke, man er stolt af sig selv. Men jeg ER stolt over den måde jeg håndterer mine venskaber på. Og jeg er stolt af at være end del af så mange fantastiske kvinders liv. Og NEJ, vi er ikke lesbiske, som en italiensk mand spurgte om kl. 3.00, bare fordi 6 varme piger kom osende ind på baren uden mænd. Og ikke var interesseret i ham. Men der er kærlighed og venskab nok til at udfylde selv det største tomrum, min mand måtte efterlade, når vi om 2½ måned skal til at være langdistance kærester igen. STØN. Han rejser først, jeg følger efter et par måneder senere. Vi klarer det! Men der bliver nok stor forskel på at have et hav imellem sig, når man endnu ikke er flyttet sammen, og når man har boet sammen i næsten 5 år.
Måske er det godt med opbrud, af og til. For mig OG for mine venner. Rokere lidt rundt. Lade andre tage initiativ til middage og diverse arrangementer. Ikke, at jeg ikke elsker det. For det gør jeg. Jeg elsker at være noget for venner og familie. Hjælpe dem og gøre dem glade med mad, drikke og god stemning. Jeg stiller høje krav til mig selv, når jeg arrangerer noget og i måden jeg indgår i relationer på. Men ubevidst stiller jeg også høje krav til dem, jeg gør noget for. Det er ikke min mening, men jeg gør det. Og det er det samme, som af og til at blive lidt skuffet over, at de ikke tænker som een selv. Som f.eks. at arrangere weekendture, og alle ikke synes, det er en fantastisk ide. Eller hvert år at sende mindst 30 personlige fødselsdagskort ud med posten og modtage 3. Så har jeg fået mange fantastiske kort og gaver siden hen, når jeg har set folk, men lige i det øjeblik, hvor jeg åbner postkassen, der kan jeg blive skuffet. Og det er urimeligt, dumt og noget jeg skal arbejde på at tænke anderledes omkring, for mange har gjort sig umage, bare ikke på min måde.
Det er usundt at gå for meget op i den slags, tror jeg. Tænk hvor skuffet og børnefornærmet jeg kan blive i Estland, hvor alting bliver gjort anderledes. Fordi sådan gør man der. Så der skal nogle mentale omjusteringer til ligesom de diplomatiske kompetencer nok får brug for en seriøs opgradering. Nogen der ved, hvor man kan tage det kursus?
Jeg har de bedste veninder. Punktum. I weekenden har jeg fejret min fødselsdag med nogle af dem og haft tøsemiddag som i ”gamle dage”. Der blev danset, snakket, drukket og røget og lejligheden har sikkert fået sig en ny plet eller to. Hvis bare de bliver mange nok, tror evt. købere måske at trægulvet HAR den farve oprindeligt…?
Siden jeg er begyndt at fortælle mine veninder, at jeg rejser væk nogle år, har jeg fået så mange positive kommentarer, at ørerne er blevet røde af ros. En har sagt, at selv om vi i forvejen ses sjældent, så ville hun savne mig. Fordi jeg har givet hende mange gode stunder i livet. En anden har sagt, at jeg er hjertet i min venindegruppe. Hjertet. Kan man få et større skulderklap i venne-sammenhænge?
Det er jo meget udansk offentligt at udtrykke, man er stolt af sig selv. Men jeg ER stolt over den måde jeg håndterer mine venskaber på. Og jeg er stolt af at være end del af så mange fantastiske kvinders liv. Og NEJ, vi er ikke lesbiske, som en italiensk mand spurgte om kl. 3.00, bare fordi 6 varme piger kom osende ind på baren uden mænd. Og ikke var interesseret i ham. Men der er kærlighed og venskab nok til at udfylde selv det største tomrum, min mand måtte efterlade, når vi om 2½ måned skal til at være langdistance kærester igen. STØN. Han rejser først, jeg følger efter et par måneder senere. Vi klarer det! Men der bliver nok stor forskel på at have et hav imellem sig, når man endnu ikke er flyttet sammen, og når man har boet sammen i næsten 5 år.
Måske er det godt med opbrud, af og til. For mig OG for mine venner. Rokere lidt rundt. Lade andre tage initiativ til middage og diverse arrangementer. Ikke, at jeg ikke elsker det. For det gør jeg. Jeg elsker at være noget for venner og familie. Hjælpe dem og gøre dem glade med mad, drikke og god stemning. Jeg stiller høje krav til mig selv, når jeg arrangerer noget og i måden jeg indgår i relationer på. Men ubevidst stiller jeg også høje krav til dem, jeg gør noget for. Det er ikke min mening, men jeg gør det. Og det er det samme, som af og til at blive lidt skuffet over, at de ikke tænker som een selv. Som f.eks. at arrangere weekendture, og alle ikke synes, det er en fantastisk ide. Eller hvert år at sende mindst 30 personlige fødselsdagskort ud med posten og modtage 3. Så har jeg fået mange fantastiske kort og gaver siden hen, når jeg har set folk, men lige i det øjeblik, hvor jeg åbner postkassen, der kan jeg blive skuffet. Og det er urimeligt, dumt og noget jeg skal arbejde på at tænke anderledes omkring, for mange har gjort sig umage, bare ikke på min måde.
Det er usundt at gå for meget op i den slags, tror jeg. Tænk hvor skuffet og børnefornærmet jeg kan blive i Estland, hvor alting bliver gjort anderledes. Fordi sådan gør man der. Så der skal nogle mentale omjusteringer til ligesom de diplomatiske kompetencer nok får brug for en seriøs opgradering. Nogen der ved, hvor man kan tage det kursus?
Salg af lejlighed - hvordan og til hvem?
Frederiksberg 02.03.09
Alt det her med at sælge lejligheden, er lidt mere kompliceret, end jeg først tænkte. I stedet for at gå til ejendomsmægleren, kan vi jo også forsøge at spare nogle penge og på ægte kræmmermanér forsøge at sælge den selv gennem private opslag i Netto/Fakta, indrykke en annonce i Den Blå Avis etc. Puh, så skal ens telefonnummer hænge over det hele. Det bryder jeg mig ikke rigtig om…
Min far overvejer i øvrigt også at købe lejligheden, renovere den og bo på Frederiksberg som afveksling til den stråtækte landsbyidyl i Sønderjylland. Han vil i så fald både gøre det for sin egen skyld men også for at give familien en feriebolig i Hovedstaden og sikre en fremtidig studiebolig til mine små nevøer. Hvor fedt ville det ikke være, at have sit eget sted, når vi er hjemme på besøg i Danmark? Men han har en max pris og kunne vi evt. få mere ved at sælge til en fremmed, er det ud fra et økonomisk synspunkt, det bedste.
Omvendt var det Far, der kautionerede for mit lån, dengang jeg kun havde en børneopsparing på 25.000 og halvdelen røg på mit Kenwood anlæg & højtalere (et anlæg, der engang har affødt følgende indebrændte kommentar fra en mandlig medstuderende: Hvorfor har en pige sådan et fedt anlæg?). Men udover den følelsesmæssige gæld til min far, har jeg op gennem 20’erne også lånt større beløb af ham. Og der er studiegæld og boliglån der skal indfris. Så vi får brug for alle de penge, der kan trækkes ud af lejligheden. Til et nyt hjem.
Jeg gider ikke at bitche over, at vi sandsynligvis havde fået 300-400.000 kr. mere for den for et år siden. De penge har jo reelt aldrig været mine. De har bare stået som et ciffer ud foran mit andelsnummer i årsberetningen fra bestyrelsen. Tanken om dem har da nok fået mig til at spendere en bøf, en drink, en bif-tur eller en ny bluse mere end SU´en ellers tillod, men hvad så? Det er bare penge. Ja, det var tider dengang vi her i andelsboligforeningen jokede med at den letteste salgsmetode, var at åbne vinduet og vifte lidt med andelsbeviset, for så bare at vælge og vrage mellem interesserede købere nede på gaden. Men finanskrisen har også ramt Estland. Så vidt jeg ved, er det kun i Vana Tallinn (bydelen – ikke likøren) hvor, priserne ikke også er faldet i Tallinn. Og da jeg ikke er specielt interesseret i at bo midt i turistfælden – mon så ikke det over nogle år kan gå lige op?
Alt det her med at sælge lejligheden, er lidt mere kompliceret, end jeg først tænkte. I stedet for at gå til ejendomsmægleren, kan vi jo også forsøge at spare nogle penge og på ægte kræmmermanér forsøge at sælge den selv gennem private opslag i Netto/Fakta, indrykke en annonce i Den Blå Avis etc. Puh, så skal ens telefonnummer hænge over det hele. Det bryder jeg mig ikke rigtig om…
Min far overvejer i øvrigt også at købe lejligheden, renovere den og bo på Frederiksberg som afveksling til den stråtækte landsbyidyl i Sønderjylland. Han vil i så fald både gøre det for sin egen skyld men også for at give familien en feriebolig i Hovedstaden og sikre en fremtidig studiebolig til mine små nevøer. Hvor fedt ville det ikke være, at have sit eget sted, når vi er hjemme på besøg i Danmark? Men han har en max pris og kunne vi evt. få mere ved at sælge til en fremmed, er det ud fra et økonomisk synspunkt, det bedste.
Omvendt var det Far, der kautionerede for mit lån, dengang jeg kun havde en børneopsparing på 25.000 og halvdelen røg på mit Kenwood anlæg & højtalere (et anlæg, der engang har affødt følgende indebrændte kommentar fra en mandlig medstuderende: Hvorfor har en pige sådan et fedt anlæg?). Men udover den følelsesmæssige gæld til min far, har jeg op gennem 20’erne også lånt større beløb af ham. Og der er studiegæld og boliglån der skal indfris. Så vi får brug for alle de penge, der kan trækkes ud af lejligheden. Til et nyt hjem.
Jeg gider ikke at bitche over, at vi sandsynligvis havde fået 300-400.000 kr. mere for den for et år siden. De penge har jo reelt aldrig været mine. De har bare stået som et ciffer ud foran mit andelsnummer i årsberetningen fra bestyrelsen. Tanken om dem har da nok fået mig til at spendere en bøf, en drink, en bif-tur eller en ny bluse mere end SU´en ellers tillod, men hvad så? Det er bare penge. Ja, det var tider dengang vi her i andelsboligforeningen jokede med at den letteste salgsmetode, var at åbne vinduet og vifte lidt med andelsbeviset, for så bare at vælge og vrage mellem interesserede købere nede på gaden. Men finanskrisen har også ramt Estland. Så vidt jeg ved, er det kun i Vana Tallinn (bydelen – ikke likøren) hvor, priserne ikke også er faldet i Tallinn. Og da jeg ikke er specielt interesseret i at bo midt i turistfælden – mon så ikke det over nogle år kan gå lige op?
at blogge eller ikke at blogge
Frederiksberg 27.02.09
Jeg er meget i tvivl om det her med en blog er en god ide. Derfor har jeg heller ikke oprettet noget indlæg endnu. De ligger fint gemt på min computer, mens jeg lige overvejer det én gang til. For hvem skriver jeg egentlig til her?
Jeg har vel forestillet mig at det kunne være en sjov måde for mine venner at følge med i hvad der sker oven i knolden på mig. Nu – og senere, når vi ikke længere kan ses løbende. Men hvorfor så ikke bare sende fællesmails ud? Hvad er det med den her lyst til, at det skal være offentligt tilgængeligt? Det pirrer mig, kan jeg mærke. Som en ulmende flirt, jeg ikke helt ved, om jeg tør gå i lag med.
Det skrevne ord forpligtiger på en anden måde, når det ligger frit fremme. Forpligtiger mig til at tænke over hvad jeg skriver og derfor også bearbejde tankerne i deres vej fra hjernen ned i fingerspidsernes tasten på små bogstaver. Processen kan måske fremskynde et svar på hvad min mavefornemmelse siger om en given problemstilling. Men for at blive i mellemgulvet - det kunne også nemt blive navlepillende, fladt og kedeligt. Har jeg overhovedet ord og tanker nok i mig til løbende at kunne skrive et nyt indlæg?
Endelig er der spørgsmålet om selvcensur. Skal jeg tænke over at min blog eventuelt vil blive læst af svensktalende, estiske svigermor, 93-årige farmor og mine pre-teenage nevøer? Min mand har heller ikke bedt om at blive skrevet om. Vi lever på mange måder i en bornert tid, der har påvirket mig til at overveje om det er for frækt at omtale engangsknald eller for stødende, sarkastisk at omtale estisk madkultur eller befolkningens indadvendte mentalitet. Fandeme nej! Det her er mit fristed. Læs det, eller lad være.
Jeg er meget i tvivl om det her med en blog er en god ide. Derfor har jeg heller ikke oprettet noget indlæg endnu. De ligger fint gemt på min computer, mens jeg lige overvejer det én gang til. For hvem skriver jeg egentlig til her?
Jeg har vel forestillet mig at det kunne være en sjov måde for mine venner at følge med i hvad der sker oven i knolden på mig. Nu – og senere, når vi ikke længere kan ses løbende. Men hvorfor så ikke bare sende fællesmails ud? Hvad er det med den her lyst til, at det skal være offentligt tilgængeligt? Det pirrer mig, kan jeg mærke. Som en ulmende flirt, jeg ikke helt ved, om jeg tør gå i lag med.
Det skrevne ord forpligtiger på en anden måde, når det ligger frit fremme. Forpligtiger mig til at tænke over hvad jeg skriver og derfor også bearbejde tankerne i deres vej fra hjernen ned i fingerspidsernes tasten på små bogstaver. Processen kan måske fremskynde et svar på hvad min mavefornemmelse siger om en given problemstilling. Men for at blive i mellemgulvet - det kunne også nemt blive navlepillende, fladt og kedeligt. Har jeg overhovedet ord og tanker nok i mig til løbende at kunne skrive et nyt indlæg?
Endelig er der spørgsmålet om selvcensur. Skal jeg tænke over at min blog eventuelt vil blive læst af svensktalende, estiske svigermor, 93-årige farmor og mine pre-teenage nevøer? Min mand har heller ikke bedt om at blive skrevet om. Vi lever på mange måder i en bornert tid, der har påvirket mig til at overveje om det er for frækt at omtale engangsknald eller for stødende, sarkastisk at omtale estisk madkultur eller befolkningens indadvendte mentalitet. Fandeme nej! Det her er mit fristed. Læs det, eller lad være.
De 10 bedste ting ved at flytte til Estland
Frederiksberg 26.02.09
1.) Jeg vil opleve mere vinter med sne, jeg elsker sne! Måske kan man stå på langrend som weekend aktivitet?
2.) Min søde mand bliver rigtig glad. Nu kan jeg gøre for ham, hvad han allerede har gjort for mig.
3.) Endelig får jeg lært estisk. Jeg har længe haft ambitioner om at lære det, men aldrig rigtig kommet ud over intro-kursus stadiet. Det betyder at jeg med tiden kan følge med i samtaler hos hans estiske venner, at jeg slipper for at føle jeg dræber stemningen til de fester, hvor folk høfligt slår over i engelsk, hvis de har været så uheldige, at få en udlænding til bords, og sidst men ikke mindst, at hans familie ikke skal slå over i svensk, bare fordi jeg er der. Det bliver fedt!
4.) Estland har flat rate tax på 27 % (sindssygt, hvor meget velfærd kan man lave for det beløb?) og lønningerne er generelt betydeligt lavere end i Skandinavien. Jeg tror vi får råd til rengøringskone. YES! Farvel nullermænd! Måske også en opvaskemaskine…? Hvilken luksus!
5.) Ny personlig udfordring til mig: Jeg skal finde et arbejde. Det bliver svært, men jeg tror det er muligt.
6.) Flytningen til Estland og alle forberedelser samt ender der skal bindes, gør også at vi snart er parate til projekt baby. Det glæder jeg mig til… Så måske rejser to ud og tre kommer hjem?
7.) Der kommer flere breve fra venner og familie i min postkasse, det er bare så hyggeligt at læse et old fashion snail-mail.
8.) Jeg vil lære mange nye mennesker at kende og få bedre indsigt i min mands kultur.
9.) Vi kommer til at købe en større lejlighed eller et lille, bitte hus sammen, får mere plads, skal indrette det sammen osv. Det bliver spændende at se hvordan vi får min gammeldags folklore/loppefundsstil til at harmornere med hans funkis/minimalisme smag…
10.) Jeg håber jeg får et par rigtig gode venner. Det er længe siden jeg sidst fik en god ny ven. De er så gode dem jeg har allerede.
P.S. Jeg kunne godt have skrevet en negativ liste også, men den er så åbenlys at jeg ikke vil kede med den her…
1.) Jeg vil opleve mere vinter med sne, jeg elsker sne! Måske kan man stå på langrend som weekend aktivitet?
2.) Min søde mand bliver rigtig glad. Nu kan jeg gøre for ham, hvad han allerede har gjort for mig.
3.) Endelig får jeg lært estisk. Jeg har længe haft ambitioner om at lære det, men aldrig rigtig kommet ud over intro-kursus stadiet. Det betyder at jeg med tiden kan følge med i samtaler hos hans estiske venner, at jeg slipper for at føle jeg dræber stemningen til de fester, hvor folk høfligt slår over i engelsk, hvis de har været så uheldige, at få en udlænding til bords, og sidst men ikke mindst, at hans familie ikke skal slå over i svensk, bare fordi jeg er der. Det bliver fedt!
4.) Estland har flat rate tax på 27 % (sindssygt, hvor meget velfærd kan man lave for det beløb?) og lønningerne er generelt betydeligt lavere end i Skandinavien. Jeg tror vi får råd til rengøringskone. YES! Farvel nullermænd! Måske også en opvaskemaskine…? Hvilken luksus!
5.) Ny personlig udfordring til mig: Jeg skal finde et arbejde. Det bliver svært, men jeg tror det er muligt.
6.) Flytningen til Estland og alle forberedelser samt ender der skal bindes, gør også at vi snart er parate til projekt baby. Det glæder jeg mig til… Så måske rejser to ud og tre kommer hjem?
7.) Der kommer flere breve fra venner og familie i min postkasse, det er bare så hyggeligt at læse et old fashion snail-mail.
8.) Jeg vil lære mange nye mennesker at kende og få bedre indsigt i min mands kultur.
9.) Vi kommer til at købe en større lejlighed eller et lille, bitte hus sammen, får mere plads, skal indrette det sammen osv. Det bliver spændende at se hvordan vi får min gammeldags folklore/loppefundsstil til at harmornere med hans funkis/minimalisme smag…
10.) Jeg håber jeg får et par rigtig gode venner. Det er længe siden jeg sidst fik en god ny ven. De er så gode dem jeg har allerede.
P.S. Jeg kunne godt have skrevet en negativ liste også, men den er så åbenlys at jeg ikke vil kede med den her…
Nostalgi
Frederiksberg 25.02.09
Hvad skal jeg gøre med lejligheden? Min 57 km ramponerede, men højt elskede lejlighed. Min kæreste, nu mand, flyttede med tiden ind i den, men jeg har ejet den siden jeg var 21 år. Nu er jeg 32 år. Der bor meget af mig i disse hjørner med spindelvæv, loftet der har fået en revne, og den der sorte plet på trægulvet, hvor jeg en nytårsnat ville tænde en hel buket af stjernekastere på een gang. Indenfor.
Mit fire-personers spisebord. Hvad det ikke har skullet lægge øre til af snak. Eks’en der slog op her. Singlelivets op- og nedture. Planlægningen af mit bryllup. Uendelige og utvivlsomt langhårede gruppemøder med gode og mindre gode studiekammerater fra RUC. Små politiske kampagner udtænkt. Tøsemiddage, hvor hver en detalje, er blevet vendt og diskuteret, i håbet om at forstå de der mænd. Astronomiske mængder af Star pilsner, vodka, og gin&tonic er spildt ned i dine årer, mens musikken har spillet, udklædte gæster danset og politiet faktisk kun to gange er kommet og bedt mig om at skrue ned.
Gaskomfuret der sviner og den mad jeg har lavet i Mormors gule gryde, har sikret mig direkte adgang til manges hjerter. Min bulede enpersons seng, som jeg vedvarende har insisteret på ER stor nok og hyggelig til to, har nærmest gjort det modsatte. Men selv om den har en kold væg til nabo, har den budt på et par skønne engangsknald, gemt min opvask ved uventet besøg, delt spændingen ved natlig romanlæsning og givet plads til ham jeg elsker.
I denne lejlighed har jeg kedet mig, været deprimeret og haft udlængsel. To gange før er jeg rejst væk, dog kun et år ad gangen. Mon vi kan finde et sted i Estland, der også giver mig lyst til at vende tilbage?
Ejendomsmægleren må komme og give et bud på om det er nu den skal sættes til salg. Prisen vil under alle omstændigheder være for lav. Men lad os nu bare sætte hjulene i gang!
Hvad skal jeg gøre med lejligheden? Min 57 km ramponerede, men højt elskede lejlighed. Min kæreste, nu mand, flyttede med tiden ind i den, men jeg har ejet den siden jeg var 21 år. Nu er jeg 32 år. Der bor meget af mig i disse hjørner med spindelvæv, loftet der har fået en revne, og den der sorte plet på trægulvet, hvor jeg en nytårsnat ville tænde en hel buket af stjernekastere på een gang. Indenfor.
Mit fire-personers spisebord. Hvad det ikke har skullet lægge øre til af snak. Eks’en der slog op her. Singlelivets op- og nedture. Planlægningen af mit bryllup. Uendelige og utvivlsomt langhårede gruppemøder med gode og mindre gode studiekammerater fra RUC. Små politiske kampagner udtænkt. Tøsemiddage, hvor hver en detalje, er blevet vendt og diskuteret, i håbet om at forstå de der mænd. Astronomiske mængder af Star pilsner, vodka, og gin&tonic er spildt ned i dine årer, mens musikken har spillet, udklædte gæster danset og politiet faktisk kun to gange er kommet og bedt mig om at skrue ned.
Gaskomfuret der sviner og den mad jeg har lavet i Mormors gule gryde, har sikret mig direkte adgang til manges hjerter. Min bulede enpersons seng, som jeg vedvarende har insisteret på ER stor nok og hyggelig til to, har nærmest gjort det modsatte. Men selv om den har en kold væg til nabo, har den budt på et par skønne engangsknald, gemt min opvask ved uventet besøg, delt spændingen ved natlig romanlæsning og givet plads til ham jeg elsker.
I denne lejlighed har jeg kedet mig, været deprimeret og haft udlængsel. To gange før er jeg rejst væk, dog kun et år ad gangen. Mon vi kan finde et sted i Estland, der også giver mig lyst til at vende tilbage?
Ejendomsmægleren må komme og give et bud på om det er nu den skal sættes til salg. Prisen vil under alle omstændigheder være for lav. Men lad os nu bare sætte hjulene i gang!
om Eesti-Festi
Frederiksberg 25.02.09
Eesti-Festi er min egen samlebetegnelse for alle de estiske arrangementer min mand løbende har slæbt mig med til i både Danmark, Sverige og Estland. Jeg nævner i flæng: estisk påske-kulturlejr, Estival, estisk sang- og dans festival, estisk folkedans, fejring af Estlands Nationaldag, general forsamling i Eesti Kodu, estiske koncerter, estisk jule-tam-tam, estiske teaterstykker, estisk kurbad, estisk kirke, estisk unisex sauna, estisk øl-sommer, estisk folkmusic festival, estisk midsommerfest osv. Og når jeg nu inden længe non-stop skal være i Estland, så bliver mit liv jo én lang Eesti-Festi.
Det er noget af en udfordring. Men i stedet for at hænge med mulen over hvor svært det bliver at undvære elskede venner, familie og dansk kultur i det hele taget, har jeg brug for at programmere mig selv mentalt til at opfatte den kommende tid som noget positivt. To mennesker kan gå til samme fest og komme hjem med to vidt forskellige oplevelser. Og de vil være lige genuine.
Denne blog bliver mit indtryk af hverdagens Eesti-Festi. Og da jeg er noget af et party-menneske lyder 3 års Festi ikke så ringe endda!
Eesti-Festi er min egen samlebetegnelse for alle de estiske arrangementer min mand løbende har slæbt mig med til i både Danmark, Sverige og Estland. Jeg nævner i flæng: estisk påske-kulturlejr, Estival, estisk sang- og dans festival, estisk folkedans, fejring af Estlands Nationaldag, general forsamling i Eesti Kodu, estiske koncerter, estisk jule-tam-tam, estiske teaterstykker, estisk kurbad, estisk kirke, estisk unisex sauna, estisk øl-sommer, estisk folkmusic festival, estisk midsommerfest osv. Og når jeg nu inden længe non-stop skal være i Estland, så bliver mit liv jo én lang Eesti-Festi.
Det er noget af en udfordring. Men i stedet for at hænge med mulen over hvor svært det bliver at undvære elskede venner, familie og dansk kultur i det hele taget, har jeg brug for at programmere mig selv mentalt til at opfatte den kommende tid som noget positivt. To mennesker kan gå til samme fest og komme hjem med to vidt forskellige oplevelser. Og de vil være lige genuine.
Denne blog bliver mit indtryk af hverdagens Eesti-Festi. Og da jeg er noget af et party-menneske lyder 3 års Festi ikke så ringe endda!
3 år i Estland
Frederiksberg 25.02.09
Min mand har i dag sagt sit job op og meddelt chefen han har taget et job i Tallinn, Estland! Om end det er sket med min accept og billigelse, føles det alligevel som en mavepuster. 3 år i Estland – mindst…
1000 tanker er gået igennem mit hoved siden det opkald. Det ene øjeblik er man ubekymret på fredagsbar kørende på tredje fadøl, det næste fortæller ens elskede, at han er blevet headhuntet. Ikke til et job i København, hvor vi bor nu. Til hjemlandet. Der hvor alle taler et sprog med vanvittige 14 kasus, kål & svin er et kulinarisk hit, og befolkningen er som finnerne, bare lidt mere indadvendte.
Jeg har allerede boet der. I et år. Det er ikke et nemt land.
Den dag i lufthavnen, hvor vi sagde farvel, uden at have afklaret om nogen af os var villige til at bosætte os i den andens hjemland, var den værste dag i mit liv. Det gjorde så ondt indeni. For jeg troede ikke, han ville os nok. Jeg troede ikke, han ville ofre så meget for min skyld. Og jeg havde sådan brug for at komme hjem. Men han gav sig først. På én betingelse. Vi indgik en gentlemens agreement om at vi skulle bo 3 år i Danmark og så 3 år i Estland. Vi vidste, at vi ville hinanden, selv om vi ikke var enige om hvor vi skulle slå rødder. Det ved vi stadigvæk ikke. Men nu er det tid til at opfylde anden del af aftalen. 3 år i Estland…
Min mand har i dag sagt sit job op og meddelt chefen han har taget et job i Tallinn, Estland! Om end det er sket med min accept og billigelse, føles det alligevel som en mavepuster. 3 år i Estland – mindst…
1000 tanker er gået igennem mit hoved siden det opkald. Det ene øjeblik er man ubekymret på fredagsbar kørende på tredje fadøl, det næste fortæller ens elskede, at han er blevet headhuntet. Ikke til et job i København, hvor vi bor nu. Til hjemlandet. Der hvor alle taler et sprog med vanvittige 14 kasus, kål & svin er et kulinarisk hit, og befolkningen er som finnerne, bare lidt mere indadvendte.
Jeg har allerede boet der. I et år. Det er ikke et nemt land.
Den dag i lufthavnen, hvor vi sagde farvel, uden at have afklaret om nogen af os var villige til at bosætte os i den andens hjemland, var den værste dag i mit liv. Det gjorde så ondt indeni. For jeg troede ikke, han ville os nok. Jeg troede ikke, han ville ofre så meget for min skyld. Og jeg havde sådan brug for at komme hjem. Men han gav sig først. På én betingelse. Vi indgik en gentlemens agreement om at vi skulle bo 3 år i Danmark og så 3 år i Estland. Vi vidste, at vi ville hinanden, selv om vi ikke var enige om hvor vi skulle slå rødder. Det ved vi stadigvæk ikke. Men nu er det tid til at opfylde anden del af aftalen. 3 år i Estland…
Abonner på:
Opslag (Atom)